Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Firkantet lort: Nu kan forskerne endelig forklare fænomenet

Vombattens endetarm gemmer nøglen til dens unikke afføring, fortæller forskere. (Foto: P. Yang and D. Hu/Georgia Tech)

Annonce:

Det australske pungdyr vombatten er ikke helt som andre dyr. For som noget helt unikt i den biologiske verden er den i stand til at lave organiske firkanter – af sin egen afføring.

Nu mener australske og amerikanske forskere, at de har gennemskuet, hvordan vombatten har fået sin unikke evne til at lave firkantet – eller rettere 'kubisk' – afføring. Det skriver American Physical Society i en pressemeddelelse.

»I begyndelsen troede jeg ikke engang på, at det passede. Jeg googlede det og så en masse kubeformet vombatlort, men jeg var skeptisk,« fortæller postdoc Patricia Yang fra Georgia Institute of Technology ifølge American Physical Society.

Hun er medlem af forskerholdet, der fremlægger resultaterne på den videnskabelige konference American Physical Society's Division of Fluid Dynamics 71st Annual Meeting i den amerikanske delstat Georgia.

(Foto: Shutterstock)

Under den nye undersøgelse har forskerne analyseret fordøjelseskanalen hos vombatter, der var blevet påkørt i trafikken og senere aflivet.

Forskerne opdagede, at vombatternes afføring nærmest var flydende, indtil den nåede den sidste del af tarmkanalen, hvor den blev til små, adskilte kuber.

Nøglen til at lave kubisk afføring skal findes i vombattens tarmvæg, der har varierende elasticitet og presser afføringen sammen til sin fuldkommen unikke form i biologiens verden, fortæller forskerne.

Annonce:

»Vi har i øjeblikket kun to måder at fremstille kuber: Vi kan støbe dem (med en hård støbeform, red.), eller vi kan skære dem ud. Nu har vi en tredje metode. Det ville være en fed teknik at bruge inden for fabriksproduktion – altså, at lave en kube med blødt væv i stedet for bare at støbe den,« siger Patricia Yang.

Og hvorfor, kunne man meget rimeligt spørge, laver vombatterne så firkantet lort?

For vombatterne er lort lig med prestige, og jo højere et tårn med lort, man kan stable, des mere sandsynligt er det, at andre vombatter kommer forbi.

Vombatterne har dårligt syn, men hvis de stabler afføringen på prominente steder, er chancen større for, at andre vombatter kan se og lugte den.

Derfor er det en fordel for vombatterne at have firkantet lort, der er nemmere at stable og ikke lige så let ruller væk, skriver American Physical Society.

Ud over at afsløre en ny måde at producere kuber kan det nye studie også gøre os klogere på, hvordan det bløde væv i tarmen fungerer, fortæller forskerne.

on

Annonce: