Hvad er det mest unikke sted i verden? Hvis man skal tro undersøgelsen, der netop er udkommet i Science, så ligger det i Columbia. Det er nemlig her, der findes flest dyr og planter, som man ikke finder andre steder på kloden.
Det fremgår af en liste, som rummer de 137 mest uerstattelige naturområder i verden. Der er flere områder i Afrika og Asien, men langt størstedelen ligger i Syd- og Mellemamerika.
Ifølge Jens-Christian Svenning er listen et godt redskab for større organisationer som Verdens Naturfredningsfond, men den er også anvendelig for de enkelte lande.
»Hvis man eksempelvis er et land som Ecuador, så er det ikke sikkert, at man fokuserer på de rigtige områder i landet. De arter, der er sjældne på verdensplan er det måske ikke lokalt, men det er listen med til at afklare,« siger Jens-Christian Svenning, der er biolog og professor på Institut for Bioscience, Økoinformatik og Biodiversitet på Aarhus Universitet.
Uerstattelige områder er ikke anerkendt til beskyttelse
Omkring halvdelen af det areal, der i forskernes rapport er vurderet som uerstatteligt, hører ikke under UNESCO's beskyttede områder, der kaldes World Heritages Sites (WHS). (Se det sidste billede i galleriet).
UNESCO's World Heritage er FN's internationale organ til beskyttelse af uvurderlig natur og kultur.
Men for at et land kan få et område anerkendt som et WHS, så skal de også garantere, at de vil bruge penge til at beskytte det, og det ønsker landene, ifølge Jens-Christian Svenning, ikke altid.
»Der kan sagtens være steder i verden, hvor landene ikke ønsker at få et af de uerstattelige områder udnævnt, fordi de vil burge pengene eller områderne på noget andet,« siger han.
Ifølge Jens-Christian Svenning er det dog heller ikke altid absolut nødvendigt, at områderne får en sådan udnævnelse.
»Det er ikke sikkert, at det er afgørende for områdets beskyttelse, men det er en ekstra udmærkelse og et internationalt stempel,« siger han.
Følg dette link til et interaktivt kort over alle beskyttede naturområder på Jorden. Kortet er udarbejdet af IUCN, og der er også flere områder i Danmark.
Biodiversiteten beskytter os, derfor skal vi beskytte den
De uerstattelige naturområder er i rapporten beskrevet som steder, hvor der findes dyr og planter, som ikke findes i resten af verden, og som derfor går helt tabt, hvis de ikke beskyttes.
»Det er meget vigtigt at passe på de her steder, fordi biodiversiteten er vigtig for vores livskvalitet og vores livsvilkår,« siger Jens-Christian Svenning, og uddyber:
»Hvis man eksempelvis ser på skovene, som er gode til at rense grundvand og opbevare kulstof, så bliver de nemmere ofre for sygdomme og skadedyr, hvis de alle sammen opbygget af de samme få træarter, mens de er mere robuste, hvis de består af mange forskellige slags træer.«
Unaturligt mange dyrearter uddør
Ifølge Jens-Christian Svenning er der langt flere dyrearter, der uddør, end hvad der er naturligt.
»25 procent af alle pattedyr er truede, og det er endnu flere for pattedyr og krybdyr. Det viser, at der er ved at ske en erosion af den biodiversitet, som vi har arvet,« siger han.
I Brasilien skaber det problemer for træerne, at mange af de store pattedyr er blevet skudt og er uddøde i lokalområdet.
»Selvom træerne stadig står tilbage i Brasilien, risikerer vi at miste en væsentlig del af artsrigdommen, fordi mange træarter har meget store frø, som ikke bliver spredt af de mindre dyr,« siger han.
Danmarks natur mangler store dyr
Det er ikke kun i Sydamerika, at manglen på store dyr har skabt problemer for naturen. Det har den også herhjemme i Danmark.
»Vi har tidligere haft ulve, vildsvin og elsdyr, og det er gået ud over vores natur, at de er uddøde. Vi bruger mange penge på naturpleje, som vi ellers ikke behøvede, hvis de stadig var her,« siger Jens-Christian Svenning.
De store dyr skaber plads til en større artsrigdom blot ved at være til stede. De roder nemlig op i naturen, æder græs og træer, stamper i jorden, laver gødning, jager og laver ådsler.
»Alle de her ting gør de, men de gør det ikke systematisk. Nogle steder roder de måske op i jorden, mens de ikke gør det andre steder, og den her adfærd skaber plads til små nicher, som forskellige planter og dyr har brug for,« siger Jens-Christian Svenning.
Som eksempel nævner han også bæveren, der blev genindført i Danmark i 1999. Bæveren laver selv naturpleje ved at dæmme op nogle steder og fælde visse træer, mens de giver plads til andre.

































