»Peak oil«, siger fagfolkene, og tegner kurver hvor olieproduktionen flader ud på 30.000 millioner tønder olie i 2007. Er dette 'peak oil'? Har vi nået toppen? Er det således som økologen Charles Hall hævder - at den 'olie-sjus' som moder Natur har serveret for os snart er drukket op? Eller kan vi - som Brenda Pierce fra US Geological Survey hævder - suge lidt hårdere og få mere olie og gas ud af sandet og skiferen i 'bunden af glasset'? Uenigheden skyldes at ingen med sikkerhed ved hvor stor 'olie-sjusen' er. Dels er uopdagede reserver netop uopdagede, så her bliver vurderingerne rene gætterier. Dels hævder geologen Ken Chew også at storproducenten Saudi-Arabien hemmeligholder sine kendte reserver. »Passer ikke,« mente en anden geolog, Sir Mark Moody-Stuart: »Det statslige Saudi-Aramco leverer rigtigt gode prognoser.«
Halvdelen opbrugt Uanset dette, så siger tallene at vi har opbrugt halvdelen af den olie vi har opdaget hidtil. Den anden halvdelen ligger mere utilgængeligt, er til dels af dårligere kvalitet og vil blive vanskeligere at hente op, og dermed dyrere.
»Dette er enden på billig olie,« konkluderer geologen Ken Chew. Fremtiden for naturgas ser fortsat lysere ud. Her er en mindre andel opbrugt, selv om reserverne samlet set er mindre end for råolie. »Til og med Sverige kan blive en gas-nation,« fortalte geofysikeren Rien Herber. I alunskifer i Skåne er der nemlig fundet gas.
»Sverige ville arbejde for at nå et nul på CO2-udledning, og så kommer min arbejdsgiver Shell og ødelægger det hele,« sagde Herber med et smil.
Olieindustrien smører fremtiden
33IGC er den største forskerkonference som nogensinde er afholdt i Norge, og norske Statoil Hydro er hovedsponsor.
Flere af forskerne delte også olieindustriens fremtids-optimisme.
Brenda Pierce fra US Geological Survey mente, at ny teknologi og en bedre kortlægning af jordlagene ville give os øgede reserver.
Almindelig olie og naturgas ligger som lommer fanget mellem jordlag, og kan relativt let hentes op ved at bore 'sugerør' ned i disse lommer. Desuden hævdede hun, at der findes andre typer olie og naturgas i undergrunden som hidtil næsten ikke er blevet udnyttet.
Olie og gas i sand og skifer
Men der er andre forekomster af olie og gas mellem skifer eller - endnu bedre - i sandsten. Disse forekomster kalder geologerne for 'ukonventionelle', og de er et af olieindustriens fremtidshåb. Den 'ukonventionelle' olie findes i store mængder, men er mere spredt. De vigtigste søgesteder er Canada og Venezuela. Dele af den 'ukonventionelle' olie er tung og tyk, som tjære. Derfor kan den ikke pumpes direkte op fra jorden.
Store mængder sten skal udgraves, overrisles af lige store mængder varmt vand og kaustisk soda, og olie skal skummes af overfladen af denne 'suppe'.
Energi-sjap
Gas kan også udvindes af gashydrater. Dette er en speciel form for 'vand i fast form' som ligner is, en slags is-sjap hvor hydrokarboner er fanget i et krystalgitter af vandmolekyler. Gashydrater har indtil nu været en plage for olieindustrien, fordi de blokerer gasrørledninger. Ifølge Brenda Pierce kan fremtidens teknologi gøre dette plagsomme 'sjap' til en stor ny energikilde. I Indien har US Geological Survey gjort nye 'ukonventionelle' fund, som Pierce kalder 'fænomenale'.
Fælles for al denne 'ukonventionelle' olie og gas er at udvindingen kræver mere energi. Dermed bliver det mere kostbart. Det er frygten for 'peak oil' og stigende oliepriser som nu gør at olieselskaberne for alvor kigger på disse forekomster.
Ulempen er miljøskader fra minedrift og vandforbrug, særligt i de sårbare nordlige områder.
Må se på lønsomheden
Andre forskere smed is i den lune 'fremtids-toddy' som olie-optimisterne serverede på 33IGC. »Peak oil er snart, eller nu,« mente Charles Hall. Han studerer økologiske systemer, og tog for mange år siden hovedfag i hvor meget energi en fisk bruger på at svømme til et nyt område i forhold til hvor meget ekstra energi den fik ved at spise sig federe der. Han fandt ud af at forholdet var en til fem, i fiskens favør.
»Langt dårligere står det til, når olieindustrien drømmer om olie-sand, olie-skifer og andre nødløsninger,« mener Hall.
»Man må se på, hvor meget man får ud af investeringerne,« hævder Hall.
I hans diagrammer går der en rød linje nederst, hvor omkostningerne ved udvinding samlet set er større end gevinsten. Ifølge Hall vil de stigende oliepriserne og de nye 'ukonventionelle' forekomster presse olie nedad og under denne røde linje.
Hall hævder endvidere at verdensøkonomien er drevet af energien, og at moder Natur vil sætte en stopper for væksten.
Gamle mænd i olieindustrien
Geologen Jeremy Leggett fra det britiske solenergiselskab 'Solarcentury' var ikke mindre nådig mod sine tidligere arbejdsgivere i olieindustrien.
Der er gennemsnitsalderen på 55 år, og olieselskaberne kæmper med rekruttering af geologer og andre fagfolk.
Ifølge Leggett er det ikke vanskelig at forstå hvorfor. Han henviste til Silicon Valley i Californien, hvor pengestrømmen og de unge talenter nu går fra IT-teknologi til energi-teknologi.
Han angav to grunde til at alle burde betakke sig for øget olieudvinding: Klimakrisen og energisikkerheden.
Pris-spiral
Rien Herber fra Shell så de samme bekymringer fra olieindustriens synsvinkel.
»Vi er blevet for gamle og for sløve,« sagde han, og henviste til at vi i Europa importerer dobbelt så meget olie og gas som vi producerer.
»Omkostningerne for olieselskaberne presses yderligere op, af at underleverandørerne vil være med til prisfesten,« sagde Herber.
»Slangen spiser sin egen hale,« kommenterede Sir Mark Moody-Stuart.
Han er nestor i geolog-miljøet med en baggrund fra olieindustrien, men nu engageret i Global Reporting Initiative, som arbejder for at fremme journalistik omkring bæredygtig udvikling.
Velstand kræver energi
Han gjorde opmærksom på hvordan lande som Kina og Indien bliver stadigt mere tørstige efter olie og anden energi for at fyre op under deres velstandsstigning.
Godt nok flader energi-behovet ud ved en vis velstandstærskel. Det viser kurverne for Europa. Men der er alt for lidt energi i verden, til at løfte alle op til denne tærskel.
Moody-Stuart troede fortsat på at markedet kunne løse energiproblemerne. Men hvis markedet fik lov til at udfolde sig frit, ville problemet blive løst med kul - den mest forurenende af alle energikilder.
Kulstof-udskillelse og oplagring
»Der er stadig nok kul til mindst 200 års yderligere forbrug,« anslog Thomas Thielemann fra det tyske energiselskab RWE.
Han er optimist på kulkraftens vegne, og mente at ny teknologi ville gøre det muligt at rense forbrændingsgasserne og fjerne kuldioxiden.
Elisabeth Tørstad fra 'Det Norske Veritas' delte denne optimisme. Hun troede på udskillelse og oplagring af kuldioxid i sikre lag i undergrunden. Ekspeditionschef Gunnar Gjerde fra det norske olie- og energiministerium fulgte op med norges officielle miljøoptimisme.
»Det er Norges ansvar at producere olie og gas i en verden der skriger på energi,« sagde han, og henviste til at man i Mongstad vil have et anlæg i fuld skala til udskillelse og deponering af kuldioxid 'om få år'.
Skepsis i salen
Jeremy Leggett syntes at Gjerdes indlæg var deprimerende, og mente at en sådan optimisme var malplaceret.
»De næste 10 til 15 år vil blive energi-fattige,« mente han.
Enkelte blandt publikum var også tilbageholdende med fremtidsoptimismen.
»Hvis tilstrækkeligt kuldioxid fra fossilt brændsel skal deponeres for at opfylde miljøkravene, står vi foran en opgave af enorme dimensioner,« lød det fra salen. Eller, som en fra salen stilfærdig spurgte:
»Med dagens febrilske oliejagt, hvor er så alle de bor henne, som skal bore hullerne til disse kuldioxid-depoter?«
Pris på kulstof
Moody-Stewarts løsning var at regulere markedet. Ikke med detail-regulering efter Sovjet-metoden, men ved at udstikke rammebetingelser.
En vigtig rammebetingelse er en global enighed om en pris på udledningen af kuldioxid.
Med en sådan pris vil fossilt brændstof blive mindre konkurrencedygtigt og regnskaberne kan blive positive for solkraft, vindkraft og andre vedvarende energikilder.
Kommer Kina med?
Men en sådan pris er meget vanskelig at fastsætte og få alle land til at blive enige om.
Kinas myndigheder kan indvende, at det var Vesten som skabte miljøproblemerne, og at vi ikke har nogen ret til at stille krav når fattigere land nu vil opnå samme levestandard.
Alligevel er det sandsynligt at Kinas egne miljøproblemer vil vække forståelsen for at miljøtiltag er nødvendige.
»Kina vil købe vores miljøteknologi,« sagde fremtidsoptimisten Brenda Pierce.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
(Foto: Colourbox)
Brenda Pierce
