Er et klimamål et stykke under to grader en mulighed?

Jeg bliver tit spurgt om, hvorvidt Paris-aftalens klimamål på ‘et godt stykke under to grader’ overhovedet er en mulighed?

Senest har et studie offentliggjort i Nature Geoscience foreslået, at det stadig kan være ladsiggørligt.

Mit svar er dog, at ja, det mener jeg, at det er. Men kun i teorien. I en klimamodel. Ikke i virkeligheden.

Lad mig forklare hvorfor.

Paris-aftalens målsætning er velkendt:

175 lande underskrev aftalen, som legalt forpligter dem til at reducere deres CO₂-emissioner i et forsøg på at holde temperaturstigningerne på mindre end 2 grader celcius, og helst på 1,5 grad celcius, i forhold til før-industrielt niveau.

Men hele aftalen er formålstjenlig uklar, så den kan fortolkes på mange måder.

Det er belejligt for beslutningstagerne, der får brug for lidt plads til at sno sig, hvis de ikke holder deres løfter.

\ Læs mere

Forskere: Klimaaftalen fra Paris er ukonkret og urealistisk

Definition af ‘et godt stykke under to grader’

Hvis vi skal have en chance for at opfylde Paris-aftalens mål, skal vi først definere, hvad et ‘godt stykke under to grader celsius’ betyder i praksis.

Det videnskabelige samfund angiver ofte temperaturmål med en vis sandsynlighed for at omfatte usikkerheder i klimasystemet.

En afgørende usikkerhed er, hvor meget klimaet kan blive opvarmet som følge af en given mængde kuldioxid-emissioner.

Belejligt analyserede det videnskabelige samfund adskillige emissionsscenarier, der resulterer i en 66 procents sandsynlighed for, at temperaturstigningerne forbliver under to grader, og det fører til en gennemsnitlig temperaturstigning på cirka 1,6 grader celsius.

Hvis vi definerer ‘et godt stykke under 2 grader’ som 66 procent sandsynlighed for, at temperaturstigningerne holder sig under 2 grader, kan vi bruge eksisterende scenarier til at måle sandsynligheden for at opfylde Paris-aftalens klimamål.

Det er vigtigt at bemærke, at der kan være forskellige meninger om, hvilken sandsynlighed det er mest passende for samfundet at bruge. Det er trods alt ikke alle, der ville være lige glade for en medicinsk behandling, som har 66 procent sandsynlighed for succes.

Svært at lave et kulstofbudget

Derudover er det ikke så ligetil at udregne præcist, hvor meget kulstof vi kan udlede, før vi rammer disse sandsynligheder – det såkaldte kulstofbudget.

Det seneste forsøg på at lave nye udregninger af budgettet, offentliggjort i Nature Geoscience, bruger en ny tilgang specifikt rettet mod et mål på 1,5 graders global opvarmning.

Det har ledt til et meget højere kulstofbudget end tidligere estimeret.

Resultaterne kan indgyde nyt håb om, at målet på 1,5 grader celcius endnu ikke er »fysisk umuligt«. Men det er uklart, hvorvidt dette studie vil skabe en ny videnskabelig konsensus, og det er uklogt at bruge det nye estimat, indtil der dannes konsensus om det.

Det kan du kan læse mere om i mit blogindlæg.

At holde den ‘et godt stykke under to grader’

For at holde os ‘et godt stykke under to grader’ er det, udover ovenstående, ifølge adskillige drivhusgasemissionsscenarier nødvendigt at:

• Øjeblikkeligt gennemføre en række vægtige politiske klimatiltag i alle lande, så emissionerne når et højdepunkt, for efterfølgende at stå bag omfattende reduktion af emissioner fra fossile brændstoffer, industri og skovrydning.
• Hurtig udbygning af nye teknologier med lavt kulstofindhold, der leverer energi til den voksende befolkning.
• Udvikling og storstilet udbygning af teknologier, der fjerner kuldioxid fra atmosfæren.
• Omfattende reduktion af emissioner i alle lande – uanset den økonomiske udvikling.

Hvis én eller flere af disse scenarier ikke bliver gennemført, vil omkostningerne ved at holde sig ‘et godt stykke under to grader’ stige.

I værste fald betyder det, at to-gradersmålet bliver en fysisk umulighed.

Lad os gennemgå hver enkelt af de fire udfordringer.

Første problem: Tiltag indføres ineffektivt

De fleste emissionsscenarier er baseret på en umiddelbar implementering af optimale globale politiske CO₂-mål.

Det er en ordentlig mundfuld, og de fleste politiske forskere vil hævde, at det ikke er muligt.

Flere modeller har konkluderet, at det stadig er muligt at holde sig ‘et godt stykke under’ to grader’, hvis de globale politiske CO₂-mål ikke gennemføres før år 2030, selvom reduktionsomkostningerne er meget højere.

Den tyske rigskansler Otto von Bismarcks bevingede ord fra 1867: »Politik er det muliges kunst,« udtrykker kort og klart, hvad realpolitikken indebærer.

Men politiske målsætninger er sjældent optimale og aldrig globale.

Det er mere sandsynligt, at vi ender med et samsurium af ineffektive målsætninger, der forsøger at opnå en politisk klimamålsætning, som samtidigt ikke er i modstrid med andre politiske mål.

Klimapolitiske ambitioner skal sættes i vejret

Paris-aftalens emissionslofter falder ind under denne kategori. De mangler de føromtalte teoretiske veje, som er nødvendige for at opfylde klimamålene fremsat i Paris og fører i stedet verden på vej mod cirka 3 graders opvarmning inden 2100.

Tre grader er naturligvis bedre end fire grader, hvilket er, hvad vi kan forvente uden reduceringerne, men det er bestemt ikke ‘et godt stykke under to grader’.

Alle ved, at de klimapolitiske ambitioner bør sættes i vejret, men det er svært at se, hvordan det skal lade sig gøre på en måde, der gør det muligt for landene at afbalancere deres konkurrerende politiske mål.

Uden vægtige klimapolitiske målsætninger er det svært at se, hvordan emissionerne bliver reduceret hurtigt nok.

Det gælder især for udviklingslandene, der sandsynligvis kommer til at øge emissionerne i løbet af de kommende årtier.

Andet problem: Ikke nok at skubbe til vedvarende energi

I de senere år er den vedvarende teknologisektor vokset – især solenergi, vind og elbiler. Denne positive tendens er meget velkommen og bør fortsætte.

Men for at reducere emissionerne skal vi stoppe med at forbrænde fossile brændstoffer.

Uden kulstofopsamling og -lagring betyder det en gradvis udfasning af kul, olie og gas.

Dette indebærer en tidligtilbagetrækning af den eksisterende fossile brændstof-infrastruktur, især i udviklingslandene, der i øjeblikket øger deres lager af infrastruktur, på trods af at en række projekter er blevet annulleret.

I takt med, at den eksisterende fossile brændstof-infrastruktur mindskes, skal en infrastruktur øges.

Da infrastruktur for fossile brændstoffer falder, skal en infrastruktur med lav CO₂ vokse frem som erstatning, samtidig med at energisikkerheden sikres.

For at det er muligt med større markedsindtrængning af vedvarende energi, vil vi få brug for nye teknologier såsom batterier og strømforespørgselsstyring.

\ Læs mere

Kan vi ikke bare fjerne CO2 fra luften?

Tredje problem: Bør vi fjerne CO2 fra atmosfæren?

Vi har allerede udledt så meget CO₂ og har så meget eksisterende fossilt brændstof-infrastruktur samt mange dæmpende sektorer, at det højst sandsynligt ikke er muligt at nå ‘et godt stykke under 2 grader’ uden at fjerne CO₂ fra atmosfæren.

Det faktum betyder, at der er al mulig grund til at lige at stoppe op og overveje, hvor opnåeligt ‘et godt stykke under 2 grader’-målet overhovedet er.

Der er jo ikke tale om en lille mængde CO₂, men meget store mængder.

Det er noget, de fleste emissionsscenarier opnår ved at anvende kulstofneutral biomasse i energiproduktion og fastholdelse og lagring af kulstof i geologiske reserver.

Denne form for fjernelse af CO₂, bioenergi med kulstofopsamling og -lagring (BECCS står for Bioenergi med CCS- Carbon Capture and Storage, se faktaboks, red.), producerer også energi, hvilket betyder, at det er en helt unik teknologi.

Negative emissioner er ‘moralsk risiko’

Det er næsten for godt til at være sandt, men BECCS betyder, at jo mere elektricitet vi forbruger, desto mere CO₂ bliver fjernet fra atmosfæren.

Det er nok ikke teknologiens gennemførlighed, der er problemet, men snarere den påkrævede skala.

Ifølge emissionsscenarierne kræver det jordarealer på størrelse med ​​Indien.

Sidste år kaldte vi de negative emissioner en moralsk risiko i en artikel skrevet i fællesskab med Kevin Anderson fra University of Manchester og Universitetet i Uppsala.

Hvis det viser sig, at teknologien ikke fungerer, som emissionsscenarierne forudsiger, er det de fremtidige generationer, der kommer til at håndtere konsekvenserne.

For at afværge denne moralske risiko argumenterer vi for, at der nu er behov for yderligere og mere omfattende begrænsning på kort sigt.

Fjerde problem: Ét land kan umuliggøre målet

Udfordringerne er måske bedst demonstreret på nationalt plan.

Det viser sig, at emissionerne i udviklede lande som USA og EU-landene allerede er faldende. Det betyder, at udfordringen er mere håndterbar.

Men for udviklingslande, som eksempelvis Kina og Indien, er udfordringerne større.

Hvis udviklingslandenes emissioner ikke når højdepunktet og efterfølgende aftager snart, vil to graders-målet ikke være gennemførligt; udviklingslandene vil nemlig alene opbruge hele kvoten for kumulative emissioner.

\ Læs mere

Trump kan kvæle Paris-aftalen

Men det globale emissionsbudget er så begrænset, at selv med forskellige former for deling kan de indiske emissioner måske stige og falde inden for et årti eller deromkring.

Er ‘et godt stykke under to grader’ muligt?

Det er et spørgsmål, kun ganske få forskere har lyst til at svare på – særligt i offentligt forum.

• Nogle forskere frygter, at det forkerte svar kan hindre og bremse den igangværende indsats.
• Andre forskere argumenterer for, at det ikke er forskernes rolle at forudsige, hvad der egentligt er muligt.
• Og endnu andre forskere mener, at gennemførligheden forandrer sig over tid.

Jeg mener, at min rolle som forsker er at gøre opmærksom på forhindringer og udfordringer – og ikke bare viderebringe de positive nyhedshistorier, så vi alle kan sove godt om natten.

En forståelse af gennemførligheden er afgørende for en tilstrækkelig tilpasningsplan og for at sikre, at vi foretager de rigtige beslutninger og passende politiske tiltag.

»Jeg håber, jeg tager fejl«

Jeg mener, at ‘et godt stykke under to grader’-målet er gennemførligt. Men kun i en klimamodel. Altså, teoretisk muligt, men ikke i praksis.

Hvorfor det?

For det første vil de politiske beslutninger blive indført meget langsommere, fordi de politiske beslutningstagere er nødt til at balancere klimamål med andre politiske objektiver.

Det er svært at forestille sig, at klimaet bliver det politiske område, der slår alle de andre.

For det andet er jeg sikker på, at vi kommer til at se teknologiske fremskridt på afgørende områder med både støtte fra erhvervslivet og regeringerne.

Jeg er mindre overbevist om, at vi kan indføre en infrastruktur, der kan erstatte den nuværende fossile brændstofinfrastruktur hurtigt nok.

For det tredje er CO₂-fjernelsesteknologierne gennemførlige, men jeg er skeptisk over for, om vi kan opnå det i den nødvendige skala.

Slutteligt er den største udfordring de lande, der allermest har behov for økonomisk vækst.

Min pessimisme betyder ikke, at vi ikke skal forsøge. Det er afgørende, at vi skelner mellem ambitioner og gennemførlighed, og vi kan ikke forudsige teknologiske, politiske og sociale nytænkninger.

Vores eneste håb er, at jeg tager fejl.

Læs denne artikel på engelsk hos ScienceNordic her.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark.