Kina mindsker andre landes CO2-aftryk

Vi har en tilbøjelighed til at være bevidste om, hvordan tingene engang var – men ikke hvordan de er.

I 2000’erne faldt industrilandenes produktionsbaserede CO₂-emissioner, mens CO₂-aftrykket voksede.

CO₂-aftrykket – et begreb, der dækker over målinger af de samlede CO₂-emissioner, som kan tilskrives forbrug af varer og tjenesteydelser – inkluderer emissioner som følge af fremstillingen af importvarer, men ekskluderer emissioner som følge af eksportvarer.

De velstående lande producerede færre varer selv, men importerede flere fra lande i rivende udvikling som eksempelvis Kina og Indien.

Se, hvilken effekt det har på den forbrugsbaserede CO₂-udledning i nedenstående graf.

De rige landes hastigt voksende CO₂-aftryk har ført til bekymring for såkaldte CO₂-lækager (hvor klimapolitikken i ét land fører til stigende CO₂-emissioner i andre lande, hvor de ikke er bundet på udslippet) samt den industrielle konkurrenceevne, fordi de internationale politiske målsætninger gælder for industrilandene og ikke lande i det Globale Syd (udviklingslandene, red.)

USA har valgt hverken at tilslutte sig eller forpligte sig til at overholde Kyotoaftalens bestemmelser på grundlag af disse argumenter.

Mange ting har forandret sig siden den globale finanskrise, men kun få har kendskab til forandringerne i vores CO₂-aftryk .

\ Læs mere

Rekordhøj udledning af CO2 fra fossile brændstoffer i 2017

Den globale finanskrise førte til fald i produktionsbaserede CO2-emissioner

Siden den globale finanskrise er de produktionsbaserede CO₂-emissioner faldet i USA og Europa. Den svækkede økonomiske vækst spiller uden tvivl en rolle.

De faldende CO₂-emissioner har også mindsket mængden af forbrugsbaserede CO₂-emissioner, hvilket er et mere formelt navn for CO₂-aftryk .

Fordi det enes lands CO₂-aftryk afhænger af emissionerne associeret med importmængden fra et andet land, er forskellen mellem produktion og forbrug – og følgelig import og eksport – en afgørende størrelse.

Forskellen er desuden relevant for både den indenlandske og internationale klimapolitik.

Kinas CO₂-emissioner stagnerede i 2013, og det gjorde de kinesiske emissioner som følge af produktionen af eksporterede varer også.

\ Læs mere

Danske husstande har EU’s femtestørste CO2-aftryk

Afmatning mindsker USA’s og Europas CO2-aftryk

Afmatningen i emissionerne fra eksportvarer mindsker USA’s og Europas CO₂-aftryk samt forskellen mellem produktions- og forbrugsbaserede emissioner.

Vi har markeret tendensen i landene og blokkene, efterfulgt af grafer der illustrerer emissioner fra produktion (blå kurve), forbrug (grøn kurve), import (gul) og eksport (orange).

USA: Produktionsbaserede emissioner steg til omkring år 2007, mens eksporten hverken steg eller faldt. Perioden så en vækst i importerede emissioner, hvilket forøgede forskellen mellem produktion og forbrug. Siden 2007 er produktionsbaserede emissioner samt de importerede emissioner faldet, hvilket har ført til en reduktion i de forbrugsbaserede emissioner og en mindre forskel mellem produktion og forbrug.

Den Europæiske Union: EU-emissionerne har været stabile siden 1990, men er siden 2008 faldet hurtigere. EU har altid været nettoimportør (siden 1990) med en lille vækst i eksportemissioner i løbet af perioden.

De importerede emissioner var høje i begyndelsen af 1990’erne, men meget usikre på grund af datakompleksiteter forbundet med Sovjetunionens sammenbrud.

De importerede emissioner voksede hastigt i løbet af 2000’erne og faldt derefter i 2010’erne. EU-forbrugsemissionerne er faldet siden 2007, og forskellen mellem produktion og forbrug er mindsket.

Annex B-lande: Det er værd at se på annex B-landene, der i Kyoto-aftalen frivilligt forpligter sig til CO₂-begrænsninger, i forhold til international klimapolitik.

Forskellen mellem produktion og forbrug steg hastigt fra 1990 til 2008, hvilket forklarer hvorfor studier publiceret i løbet af disse år fokuserer på klimapolitik, fordi forskellen mellem produktion og forbrug mere end udligner annex B-landenes emissionsreduktioner. Siden 2008 har udviklingen imidlertid vendt sig og forskellen mellem produktion og forbrug er blevet mindre.

Kina: Har siden 1990 (og sandsynligvis før) eksporteret emissioner. Eksporten er steget hastigt i løbet af 2000’erne. Denne hastige stigningen stoppede pludseligt i 2007. De omkringliggende omstændigheder kræver en dybtgående analyse.

Kina spillede en afgørende rolle i både vækst og fald

Vores nye studie gransker den nøglerolle, Kinas emissioner spiller i hovedsagligt industrilandes CO₂-aftryk (EU, USA og Annex B-landene som helhed).

Den nedenstående graf viser væksten i emissioner fra produktion af eksportvarer i udviklingslandene, hvor forbruget af produkterne finder sted i industrilandene.

Grafen er delt i to tidsperioder:

• ‘Vækstperioden’ lige før finanskrisen (2002 til 2007)
• ‘Stagnationsperioden’ efter krisen (2007 til 2012)

De stablede søjler i søjlediagrammet viser de eksporterede emissioner, mens de mellemliggende svævende søjler viser bidrag til forandringen i løbet af den samme periode.

I løbet af vækstperioden stod Kina bag hele væksten i import til industrilandene (stor blå søjle). De andre landes bidrag var ubetydelige.

\ Læs mere

Hvordan bliver klimaet i år 2050?

I løbet af ‘stagnationsperioden’ skyldtes udfladningen i emissionerne importeret til industrilandene udelukkende Kina (blå søjle).

Væksten i forbrugsbaserede emissioner i industrilandene og de associerende politiske diskussioner skyldtes helt og holdent Kina. De seneste ændringer i Kina har sandsynligvis en meget større effekt på CO₂-aftrykket i EU og USA end nogen anden faktor.

Kina har praktisk talt mindsket vores CO₂-aftryk.

Eksportvæksten var en afgørende faktor

Hvad er årsagen til at Kinas emissioner har forandret sig så meget? For at finde svaret udførte vi en strukturel dekompositionsanalyse for perioderne 1997-2002, 2002-2007 og 2007-2012.

En strukturel dekompositionsanalyse dekomponerer emissionstendenserne i nøglefaktorer, der forårsager forandringer på sektorniveau.

I nedenstående graf opdeler vi forandringerne i emissionsintensitet (emissioner per enhed økonomisk aktivitet, mørkeblå), produktionsstruktur (forholdet mellem industrisektorerne, pink), eksportstruktur (blandingen af eksporterede varer, grøn) og eksportmængde (den samlede eksportmængde, lyseblå).

Analysen er udført på detaljeret sektorniveau, men grafen viser kun samlede nationale resultater.

Samlet set fandt vi, at eksportvæksten var en afgørende faktor i at drive de kinesiske eksportrede emissioner i vejret.

Forbedringer til Kinas kulstofintensitet hjalp med at reducere en potentiel emissionsstigning.

Produktions- og forbrugsforandringer reducerede emissionerne

I løbet af stagnationsperioden 2007-2012 hjalp strukturelle produktions- og forbrugsforandringer til at reducere emissionerne, i modsætning til hvad der skete i løbet af vækstperioden 2002-2007.

Hovedbudskabet er, at den globale finanskrise har ført til svagere eksportmængdevækst, og Kinas implementering af vægtige klimapolitiske tiltag har ført til et fald i kinesiske emissioner fra produktionen af eksporterede varer og tjenesteydelser.

Vi granskede også den fremherskende årsag til forandringer på sektorniveau.

Efter den globale finanskrise førte et svækket globalt marked til et fald i mængden af stål, beklædning og fodtøj produceret i Kina; hvoraf en del ikke er vendt tilbage til før-krise niveau.

Kinas momsafslagspolitik har forstærket nogle af forandringerne.

Kinas politik førte til hurtigere dekarbonisering

Urelateret til den globale finanskrise førte Kinas politik til hurtigere dekarbonisering (frigørelse fra kulstof, red.) af elektricitetssektoren.

Det gælder ikke kun for vedvarende energi, men også for tilpasningen af moderne teknologier i nye kulkraftværker og konstruktionen af mere vandkraft.

Ændrer det målsætningerne?

Vores fund har adskillige afgørende implikationer.

Vores analyser kaster først og fremmest lys over de globale forbindelser mellem produktion og forbrug.

Mange forskere har fokuseret på, hvordan forandringer i vores forbrug kan reducere emissioner; en ædel målsætning, men som følge af globale indbyrdes forbindelser kan en reduktion af Kinas produktionsemissioner være lige så effektiv som indenlandske politiske tiltag, der fokuserer på forbruget.

For det andet; truslen om kulstofskat på importerede varer og tjenesteydelser (og fjernelse af kulstofskat på eksporterede varer), der strengt taget var rettet mod Kina, havde stor betydning i 2000’erne, men Kina har siden ændret retning, så disse argumenter er nu svækkede.

For det trejde kan Kina spille en afgørende rolle i at hjælpe verden med at reducere CO₂-emissionerne.

Tilskynde kinesisk udvikling

Kina har en enorm produktionskapacitet, som kan tilpasses produktionen af miljøprodukter. Vi bør tilskynde Kinas produktion af produkter, der kan hjælpe med at dekarbonisere verden.

Jo flere redskaber til udnyttelse af vind, sol og elektricitet, der bliver produceret i Kina, desto større global udbredelse, og desto færre omkostninger.

Kina tager langt om længe skridt mod en omstrukturering og oprydning af landets økonomi. Vi bør aktivt tilskynde denne udvikling, der ikke alene kan hjælpe med at reducere Kinas emissioner, men også resten af verdens gennem vores stigende forbrug.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos CarbonBrief og på vores engelske søstersite ScienceNordic. Den er oversat af Stephanie Lammers-Clark.