En hel dansk by blev skyllet væk i stormflod i 1625. Måske er havnen nu fundet

Danmark er i forhold til mange andre lande ikke særligt udsat for naturkatastrofer.

Men vi er alligevel udsat for storme, som i ekstreme tilfælde giver anledning til stormflod. Det er et ekstraordinært højvande forårsaget af meget stærk vind, der presser vandet ind mod land - den såkaldte vindstuvning.

Vi havde senest i oktober 2023 en kraftig stormflod fra øst, som forårsagede massive ødelæggelser, og som har givet anledning til megen skriveri i pressen. Den blev af Kystdirektoratet rapporteret som en såkaldt 100-års hændelse.

Mit arbejde som ingeniør i vandbygning og kystteknik har givet mig en interesse for studiet af historiske stormfloder i Danmark.

Derfor ved jeg også, at der i historisk perspektiv har været mindst fire storme fra øst, der har været kraftigere, nemlig i 1904, 1872, 1760 og 1625.

Resten af artiklen vil jeg særligt fokusere på stormfloden i 1625, der udslettede handelsbyen Brøndehøje på Møn, der ligefrem forsvandt ud af historien.

Jeg er blevet overbevist om, at byen må have haft en rigtig havn og er gået på jagt efter denne – læs med her, og se, hvad jeg fandt.

400 druknede kvæg

Før vi tager helt tilbage til Brøndehøje i 1625, smutter vi lige forbi stormen i 1872, som er den mest kendte og veldokumenterede.

Dens kraftige højvande på +2,5 til +3,5 meter mange steder på kysterne ud til den vestlige Østersø gav store oversvømmelse på blandt andet Lolland og Falster. Omkring 80 mennesker druknede, og man byggede derefter store diger.

Stormfloden i 1625 vurderes i en rapport fra COWI 2016 at have været sammenlignelig med den i 1872, med samme vandstand i Køge.

I et stort værk om storme og stormfloder fra 1991, skriver historiker Ib Gram-Jensen om stormen i 1625:

»Kilderne fortæller om betydelige skader og dødsofre overalt. 400 stykker kvæg druknede ved Rødby, i marts skriver Chr. IV, at byen er bortskyllet på nær 3 gårde, broerne er bortskyllede overalt på Lolland og vejene medtagne. Svære skader på Slesvig-Holstens østersøkyst og i Warnemünde. Oversvømmelser på Sjællands østkyst, Køge og Præstø skal have været sejlbare og skibe strandede i skovene ved Køge.«

En by forsvandt ud af historien

Også byen Brøndehøje på Møns sydøst kyst ved Busende Have blev totalt beskadiget og formentlig opgivet efter stormfloden, så den forsvandt fuldstændigt ud af historien.

Hans Henrik Hetting var præst i Magleby Sogn (1685-1710) skriver i Møns Herredsbog:

»Demantium Formindskeelse udi Sognet er skeet: At Anno 1625 de 1ste Februari om Natten før Kyndelmisse blef een gandske Bye kaldet Bryndsbyhøye, som laae ved Strandbredden med Folch og Huusze af Havet bortskyllet, da det ved Vandfloed gich høyt op paa Landet, huilchen Bye icke siden er brefven bygt, var och iche Sædeland til dend Bye, men der var én Lade-Sted for de Lybske og Huuszene af Kiøbstadsbygning, og Nogle ernærede sig af Fischeri i de Tiider var meget for Landet.«

Det kan man læse i artiklen Februarstormen i 1625, der skyllede Brøndehøje bort.

Her skriver forfatter Kirsten Lütchen-Lehn, at byen var et ladested for sild i tønder, som var kendt i hele Europa. Byen må have været et relativt betydeligt sted for handel og sildefiskeri, da den nævnes som den næstvigtigste by på Møn efter Stege.

Samtidig var Brøndehøje også en gammel by. Kong Erik Plovpenning stadfæstede den 27. juni 1250 en forordning mellem Møn og købmændene fra Lübeck, at de frit kunne besejle Møn for at handle. Det må betyde, at der havde været aktivitet i Brøndehøje i mere end 375 år.

Man kan altså forsigtigt konkludere, at der i den periode ikke har optrådt tilsvarende kraftige og ødelæggende stormfloder som i 1625, da man må forvente, at man ellers ikke ville have fortsat med at udbygge og benytte byen.

Bebyggelsen i Brøndehøje har ligget på den flade forstrand og lidt op i land af skrænten og mellem to høje. Det har desværre ikke været muligt at finde tegninger, prospekter eller lignende der viser byen eller informationer vedrørende bebyggelsens størrelse.

På jagt efter havnen

Og så kommer vi til havnen.

Brøndehøje lå meget udsat for bølger, og med Lübecks dominans og deres fartøj, ved navn koggen, som var bred og med begrænset dybgang, er det min helt klare vurdering, at man ikke har kunnet have så megen aktivitet i byen, uden at der har været en havn, der kunne beskytte skibene under dårligt vejr.

Jeg har derfor ledt efter havnen og er overbevist om, at jeg netop i november 2023 har fundet ruinerne af havnens stenkastningsmoler. Stranden ved Fakshule, hvor Brøndehøje og havnen lå indtil for 400 år siden, er stenet og helt uden sand, som man kan se på billedet i toppen af artiklen.

Når man ser på Google Earth Pro, og man ved, hvad man skal se efter, opdager man noget interessant. På havbunden findes langstrakte forhøjninger, som jeg fortolker som samlinger af sten fra de oprindelige stenmoler af kampesten.

Planen for ydermolerne af havnen har jeg optegnet på nedenstående figur.

Som vandbygningsingeniør med stor erfaring i havne og bølgeuro kan jeg konkludere, at vores forfædre for 500 år siden var dygtige til havneplanlægning.

Havneplanen, med en relativ smal indsejling mod sydøst, sikrer havnebassinet mod for stor bølgeuro i bassinet. Havnebassinet har en relativt stor størrelse på cirka 140 gange 260 meter (cirka fire fodboldbaner i areal).

Man kan også finde luftfotos med bølger, og man kan se, at stensamlingerne bryder og refrakterer (drejer retning på) bølgerne på den højere liggende havbund. Se billedet nedenfor.

Vanddybden over moleruinen vurderer jeg derudfra til en halv til én meter. Jeg tillader mig derfor at konkludere, at dette er resterne af stenmolerne, som er næsten helt jævnet ud af 398 års stormfloder, heraf de fire nævnt i indledningen.

Fotoet ovenfor er taget 28. marts 2024 i år ved besøg på stedet og med let vind og bølger fra sydøst. Det viser bølgebrydningen hen over resterne af den vestlige hovedmole, tilsvarende hvad der kan ses i luftfoto fra 1954 ovenfor.

På land var der overhovedet intet spor af, at her engang skulle have ligget en by og en havn.

Jeg forestiller mig, at der inde i bassinet har været kajer langs med molernes inderside. Disse har været tømmerkistekonstruktioner med stenfyld, som man kender mange steder i Danmark, blandt andet fra malerier Eckersbergs 'Udsigt fra færgebroen ved Kalvehave til Koster' fra 1831. Det er der, hvor Mønbroen, Dronning Alexandrines Bro, er i dag.

Derudover findes der mod øst nogle tilsvarende stenkonstruktioner på havbunden, vinkelret på kysten, og som med tømmerkajer kan have været 'godt-vejrs-kajer'.

Hvad skete der, da byen forsvandt?

Byen forsvandt efter stormfloden. Byen må have ligget lige bag ved havnen, og området mellem de to høje må have været et indbydende - men af meget lille størrelse.

Lad os se på, hvad der kan være sket.

Figuren nedenfor viser højdekurverne lige bag ved havnen. Igen må vi formode, at denne storm har været tæt på 1872-stormen i intensitet og vandstand.

I 1872 var der cirka +2,7 meter højvande ved Møn, så med et tillæg af bølgestuvning må vandstanden helt oppe på stranden have været omkring +3 meter.

Vi ser, at den røde kurve går i en bule ind i land. Dertil kommer bølgernes opskyl, som, hvis de ikke har været dæmpet ved at have ramt bygningerne i byen, kan have skyllet op til +5 meter, som det er illustreret nedenfor.

Bygningerne har været med bindingsværk med lersten, og nogle få med brændte sten eller af træ, og tagene af strå eller nogle få med brændte tegl. Dertil kommer simple træskure.

Efter at bølgerne har nedbrudt molerne i havnen, har de haft relativt let spil til at ramme direkte ind i byen mellem de to høje. Det vurderes, at bølgerne har ramt med en meget stor og ødelæggende kraft, med total ødelæggelse til følge.

Det må have været så omfattende, at man har opgivet at genopbygge byen og havnen.

Sildefiskeriet var næsten ophørt i 1625, så der har heller ikke længere været et økonomisk incitament til genopbygning.

Man må formode, at man derefter har fjernet alt af værdi, som tømmer, metal og teglsten til genbrug ved andre byggerier, og ladet de nedbrudte og undersøiske stenkastningsmoler ligge som ruiner på havbunden.

Teorien skal efterprøves

Detaljerede søkort af området, der viser dybderne i området, findes ikke. Men da foto af bølgernes forplantning viser, at havbunden ligger højere ved ruinen af molerne, er jeg overbevist om, at det er Brøndehøjes havn, jeg har fundet.

Og hvad er fremtidsperspektiverne så?

Jeg har informeret museet i Sydsjælland og Vikingeskibsmuseet om min opdagelse, og mit mål er, at Møns Dykkerklub, som jeg har kontakt med, vil hjælpe til med at eftervise min teori.

Det skal blandt andet ske ved at kigge efter, om forhøjningerne på havbunden også indeholder store sten, som har været nødvendige til molebyggeriet.

Jeg planlægger at søge midler til en nøjagtig opmåling af dybderne i området. Selv vil jeg her til sommer tage en svømmetur med dykkerbriller for ved selvsyn at se ruinerne af Brøndehøjes moler, der blev ødelagt for 398 år siden.

Måske lykkes det at kaste noget mere lys over fortællingen om en vigtig by og dens havn, der blev skyllet væk fra historien.

Tak for sparring til Jens Kirkegaard, civilingeniør og forhenværende seniorkonsulent ved DHI.