Amerikanske palæontologer og frivillige har fundet fossilerne af en hel gruppe uddøde elefanter i Nordflorida. Og elefantkirkegården rummer ikke bare det måske største elefantskelet nogensinde fundet i staten. Det er også ren jackpot for en palæontolog:
»Det er sådan noget, man drømmer om,« fortæller den danske palæontolog Jesper Milàn til Videnskab.dk. Han er inspektør på Geomuseum Faxe, der er bygget lige på kanten af Faxe Kalkbrud, hvor er også findes fossiler af fortidsdyr.
Grupper af komplette skeletter af megafauna, der kan fortælle en masse om fortidsdyrene, er dog ikke noget, man ser i det aktive kalkbrud.
»De der enkelte spredte løse tænder og sølle knoglestumper, vi finder i Danmark, kan sige, at dyrene har været her, men det er også det,« siger Jesper Milàn.
Findes kun én gang i livet
Forskerhold har gravet ved Montbrook siden 2015, hvor stedets ejer, Eddie Hodge, gjorde Floridas Naturhistoriske Museum opmærksom på, at der var fundet fossiler på hans jord. Frem til 2022 blev der fundet fragmenter og isolerede knogler. Der var dog ikke udsigt til noget usædvanligt, før en frivillig medhjælper begyndte at afdække en fuldt artikuleret fod af noget meget stort.
»Jeg fandt først den ene tå- og ankelknogle efter den anden,« fortæller Dean Warner, en pensioneret kemilærer, på museets hjemmeside.
»Da jeg gravede videre, afdækkede jeg, hvad der viste sig at være ulna og radius (underbensknoglerne i et forben, red.). Dér vidste vi, at noget særligt var blevet fundet,« fortsætter han.
»Sådan et fund gør man kun én gang i livet. Det er det mest komplette elefantskelet fra denne periode i Florida og blandt de bedste i Nordamerika,« siger Jonathan Bloch, kurator for hvirveldyrs palæontologi på Floridas Naturhistoriske Museum og en af udgravningens ledere, på hjemmesiden.
Ligger, som den levede
»Ikke bare er knoglerne større end noget andet individ, vi har set, men de var på plads, som om dyret bare har lagt sig ned og er død,« fortæller Jonathan Bloch til mediet Live Science og tilføjer:
»Det var meget spændende, fordi det gav os mulighed for ikke bare at se, hvordan en voksen ville have set ud, men også for meget omhyggeligt at dokumentere hver knogle i dens skelet. Det er spændende fra et videnskabeligt perspektiv, hvis du prøver at forstå disse dyrs anatomi.«
Jonathan Bloch vurderer, at eksemplaret i live var omkring 2,4 meter ved skuldrene. Med stødtænder er kraniet omkring 2,7 meter langt. Det svarer til nutidens afrikanske elefant og er størrelsesrekord i Florida.
Det er dog intet nutidigt ved fundet. Tværtimod er det en såkaldt gomfotér (Gomfoterium). Gomfotererne er stamfædre til både mammutter, mastodonter og moderne elefanter. De kan ofte kendes på, at mange arter havde et ekstra sæt stødtænder i undermunden. Det gælder også individerne fra Florida.
\ Gomfoterer
Elefanter og deres uddøde slægtninge tilhører ordenen Proboscidea. De var almindeligt udbredte på næsten alle kontinenter, og familien Gomfoterium var blandt de mest forskelligartede.
Over næsten 20 millioner år udviklede gomfotererne flere unikke træk, der hjalp til at kunne leve i de nye miljøer, de mødte. Mange arter havde blandt andet et ekstra sæt stødtænder på underkæben, der udviklede sig til stadigt mere unikke former.
Mange arter havde små under-stødtænder, der spredte sig til siderne eller strakte sig lige frem fra spidsen af en forlænget underkæbe. Stødtænderne på Platybelodon-gomfotererne var flade og sammenvoksede og blev brugt til at skrabe bark af træer.
Udbredelse
Gomfoterer udvikledes først i Afrika i den tidlige miocæn-periode for omkring 23 millioner år siden. Derefter bredte de sig til at Europa og Asien. For 16 millioner år siden nåede de Nordamerika via Bering-landbroen, og da Panama-landtangen løftede sig af havet for 2,7 millioner år siden, gik de ned i Sydamerika.
Gomfoterer trivedes på åbne savanner, som engang var almindelige i Afrika, Eurasien og Amerika. Men en vedholdende global afkøling, der begyndte for 14 millioner år siden, forvandlede gradvist savannerne til græsland, og det fik gomfoterernes mangfoldighed til at svinde ind.
Nogle arter formåede at skifte fra skaffe føde fra træer og buske til græs, men fik for alvor konkurrence, da mammutter og elefanter dukkede op i slutningen af miocæn-tiden og fulgte deres geografiske migration.
Ifølge et studie fra 2020 i det videnskabelige tidsskrift Paleobiology uddøde gomfotererne for 1,6 millioner år siden, da de tabte kampen om begrænsede ressourcer mod mammutter og elefanter.
Flere individer giver mere viden
Inden for få dage viste det sig at gælde ikke bare én gomfotér, men en hel gruppe: i alt syv unge og et komplet skelet af en fuldvoksen. Og det er ifølge Jesper Milàn med til at skubbe fundet helt op i toppen af hierarkiet.
»En ting er at finde ét skelet, det er fedt. At finde et komplet skelet er rigtigt fedt. Men at finde mange skeletter sammen, både unge og gamle, så kan man virkelig bruge det til noget, for så kan du føre statistik på størrelserne,« forklarer han og uddyber:
»Hvor store er ungerne relativt til de voksne? Når man har sådanne vækstserier i forskellige aldersklasser, kan man lære en masse om, hvordan dyret ændrer form med alderen, og hvilke dele der bliver store og kraftige. Er der hanner og hunner imellem? Har de levet i flok eller enkeltvis? Alle sådan nogle ting begynder du at kunne sige, når du finder mange skeletter sammen.«
Kendes på unikke stødtænder
Gomfoterer er mere varierede end mammutter og elefanter, fordi de har eksisteret på Jorden over en periode på næsten 20 millioner år. Gomfotererne fra Montbrook er fra miocæn-perioden og omkring 5,5 millioner år gamle.
Palæontologerne har identificeret dem som hørende til slægten Rhynchotherium, som engang var udbredt i Nord- og Centralamerika. Identifikationen lykkedes, fordi Rhynchotherium som den eneste gruppe på det tidspunkt havde et spiralmønster, der løb langs stødtænderne.
»En udgravning i det sydlige Californien er det eneste andet sted i USA, der har en stor gruppe af unge og voksne Rhynchotherium,« fortæller Jonathan Bloch.
Fanget i floden
Eksperterne er enige om, at gomfotererne formentlig er døde med flere hundrede års mellemrum. De er havnet det samme sted, fordi de er skyllet med en flod, der har ramt en kurve netop dér, hvor drivresterne så har siddet fast i, hvad Jonathan Bloch til Livescience.com kalder en ’knogleprop’.
Opsamlingsstedet rummer derfor meget andet end elefanter: rester af kameler, næsehorn og lamaer, den ældste hjort i Nordamerika, det ældste kendte kranium af en Smilodontini-sabelkat og en nyopdaget uddød hejre-art.
»Det kunne selvfølgelig være allersjovest, hvis man vidste, at det var en flok gomfoterer, der var blevet fanget i kviksand og begravet sammen. Men det, jeg synes, er det helt spændende ved dette fund, er, at alle døde dyr fra oplandet gennem tiden også er endt her,« siger Jesper Milàn.
De fine sand- og kompakte lerlag i området er nærmest en lagkage af fossiler, som er op til knap tre meter dyb. Og selvom Montbrook ligger næsten 50 kilometer fra havet nu, var afstanden meget kortere i miocæn-tiden.
Marine fossiler som i Danmark
Der findes derfor også fisk, skildpadder, alligatorer og rejer på stedet. Og kalkstenen, som floden dengang skar sig igennem, stammer fra en tid, da Florida var havbund. Her er der blevet fundet endnu ældre marine fossiler af hajer.
»På denne måde har vi også en masse af de dyr, de levede sammen med. Så vi får også et øjebliksbillede af det økosystem, de levede i,« forklarer Jesper Milàn og påpeger, at de bedste fossiler, vi har i Danmark, netop også er marine:
»De fossile hvaler, man har fundet i Gram Lergrav, og fisk og skildpadder med skelettet komplet bevaret i moleret på Fur og Mors er noget af det bedste, vi har i Danmark.«
Der er fremtid i fortidsdyr
Jonathan Bloch ser nu frem til at samle det store skelet, så det kan blive udstillet ved siden af de mammutter og mastodonter, der allerede står på Floridas Naturhistoriske Museum. Men det bedste har været at dele opdagelsesprocessen med så mange frivillige:
»Der er så meget, vi kan lære, og vi glæder til at gøre det i fremtiden,« siger han til Live Science.
Jesper Milàn er enig.
»Det er jo en palæontologisk guldgrube. Der vil være materiale til mange, mange års forskning fremadrettet, både i selve gomfotererne, deres familiestrukturer, og hvordan de har set ud,« siger han.
