Elefantfuglen: Nye hemmeligheder afsløret om fortidens gådefulde gigant

Indtil for omkring 1.000 år siden huserede en fugl af majestætisk størrelse på Madagaskar.

Elefantfuglen var – som navnet antyder – på højde med en elefant, og den lagde verdens største æg med en svimlende vægt på omkring 10 kg.

Vores viden om den store fugl er imidlertid temmelig lille, men nu bringer et nyt studie flere grundlæggende fakta om elefantfuglen på bane.

»Problemet med elefantfuglen er, at der kun er fundet meget få skeletter fra den. Til gengæld findes der mange æg, og dem har vi brugt til at hive så meget information som muligt ud om fuglene,« siger Matthew Collins, som er professor ved sektionen for Geobiologi på Københavns Universitet og medforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk.

\ Læs mere

Udviklingsforskerens juleønske: At elefantfuglen stadig levede

Færre arter end antaget

Ud fra DNA-analyser udført på de fossile elefantfugle-æg er forskerne nået frem til, at der i alt fandtes tre forskellige arter af elefantfugle på Madagaskar.

»Historisk set har der været en masse debat om, hvor mange arter der var. Vi var i stand til at vise, at der ikke var så mange arter af elefantfugle som tidligere antaget,« siger studiets førsteforfatter, Alicia Grealy fra Curtin University i Australien, til Videnskab.dk.

Ud fra studier af fossile skeletter fra elefantfugle har forskere hidtil regnet med, at der var mindst fire forskellige arter af elefantfugle. Men ifølge Alicia Grealy tyder de nye resultater på, at »nogle af de forskelle, vi ser i skeletfossilerne, måske bare er forskelle mellem hanner og hunner og ikke er forskelle mellem arter.«

Selvom resultatet peger på færre arter i det sydlige Madagaskar end hidtil antaget, finder forskerne også spor efter en hidtil ukendt underart af elefantfugle i det nordlige Madagaskar – en art, som man hidtil ikke har fundet fossile skeletter fra.

»Vi var i stand til at klassificere nogle uidentificerede æggeskaller fra det nordlige Madagaskar, som viste sig at tilhøre en helt ny underart af de største elefantfugle, kaldet Aepyornis,« siger Alicia Grealy.

»Fuldstændig fascinerende«

For forsker Christopher Torres, som selv har beskæftiget sig med elefantfugle, er det nye studie »fuldstændig fascinerende« læsning, fordi det hjælper med at besvare »århundredgamle spørgsmål om elefantfuglenes biologi.«

»Nogle af de spørgsmål virker måske helt basale – hvor mange arter var der? Hvor på Madagaskar levede de? Men virkeligheden er, at vi simpelthen ikke har haft nok data til at kunne besvare dem overbevisende. Men det nye studie hjælper med at udfylde flere af disse huller i vores viden,« siger Christopher Torres, som er fugle-palæontolog ved Ohio University i USA, men ikke har været involveret i det nye studie.

Forskerne har analyseret 960 fossile skaller fra elefantfugleæg, som er fundet på i alt 291 forskellige steder på Madagaskar.

En skræmmende fugl

Æggeskallerne var mellem 6.190 og 1.290 år gamle. Ved at måle tykkelsen af skallerne har forskerne estimeret, at æggene har vejet mellem 860 gram og 10,5 kg, mens fuglene der lagde dem har været i størrelsesordenen 41 til 1.000 kg.

»Det er en af de mest bemærkelsesværdige og fascinerende fugle, som har levet. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne se dem i dag – men også skræmmende at stå ansigt til ansigt med så stor en fugl,« siger Matthew Collins fra Københavns Universitet, som har bidraget til studiet med analyser af proteiner fundet i æggene.

Elefantfuglen kunne ikke flyve, og den tilhørte gruppen af strudsefugle – ligesom eksempelvis emuen i Australien eller strudsen i Afrika. Tidligere forskning har imidlertid indikeret, at deres nærmeste slægtning er den meget mindre kiwi-fugl fra New Zealand.

»Det er vigtigt at studere uddøde dyr, fordi de er en manglende brik i puslespillet, som viser os, hvordan arterne omkring os opstod, og hvorfor de forsvandt. Det er særligt vigtigt i dag, hvor den globale biodiversitet er i hastig nedgang,« siger Alicia Grealy.

Mennesker bidrog til udryddelse

Det er uvist, præcist hvorfor elefantfuglene uddøde, men meget peger på, at deres udryddelse faldt sammen med tidspunktet for menneskets ankomst til Madagaskar, fortæller Matthew Collins.

»Alle steder, hvor store fugle har levet - Madagaskar, Australien, Sydamerika og New Zealand – er der en sammenhæng mellem menneskets ankomst til området og fuglenes udryddelse,« siger Matthew Collins.

Han påpeger, at man ikke nødvendigvis behøver at jage fuglene for at udrydde dem. Ødelæggelse af deres levesteder eller indsamling af deres æg kan være en anden effektiv måde at gøre det svært for en stor fugl at videreføre sine gener.

Brik i fugles evolution

Netop elefantfuglen har ifølge Alicia Grealy vist sig at være vigtig for vores generelle forståelse af fuglenes evolution. I lang tid troede man nemlig, at strudsefugle – såsom elefantfuglen, strudsen, emuen, kiwien og moaen – stammede fra én fælles stamfader, som levede, mens klodens kontinenter stadig var samlet i ét stort superkontinent kaldet Gondwana.

»Man regnede med, at fuglene blev adskilt, da kontinenterne blev skilt ad. Og hvis man ser på de nulevende strudsefugle, ser det ud til at være korrekt. Men da man analyserede DNA fra den uddøde moa (strudsefugl på New Zealand, red.) og elefantfugle, viste det sig, at elefantfugle og kiwier havde en fælles forfader længe efter, at kontinenterne blev opsplittet,« siger Alicia Grealy.

Det viser ifølge Alicia Grealy, at elefantfuglen og kiwi-fugen fra New Zealand må have haft en fælles forfader, som har været lille nok til at flyve ud til hver sin ø og derefter - uafhængigt af hinanden - udvikle sig til ikke længere at kunne flyve.

»Det omskrev fuldstændigt, hvad vi vidste om fuglenes evolution. Så spørgsmålet er, hvad vi ellers kan lære ved at studere elefantfugle?« slutter Alicia Grealy.

\ Læs mere

Udviklingsforskerens juleønske: At elefantfuglen stadig levede

\ Læs mere

Effektiv udryddelse af fed fugl