Hvis det ikke lykkes os at få standset de globale temperatustigninger i løbet af dette århundrede, vil det føre til et kraftigt iltsvind i verdenshavene med en tidobling af antallet af døde zoner.
Det forudsiger en ny dansk klimamodel, som offentliggøres i dag i Nature Geoscience. Hvis resultaterne holder stik, vil det få fatale konsekvenser for plante- og dyrelivet i verdenshavene.
»Fiskene vil flygte fra de døde zoner, og krabber og muslinger, der ikke kan bevæge sig over så store afstande, vil blive kvalt og dø. Generelt vil store dele af økosystemet i verdenshavene kunne ændre sig dramatisk,« siger professor Gary Shaffer fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Højere havtemperaturer giver iltsvind
I en af deres beregninger har forskerne forudsat, at den kraftige udledning af C02 fra fossile brændstoffer vil fortsætte gennem dette århundrede. Dermed vil C02-koncentration i atmosfæren være cirka fordoblet. Det vil ifølge FNs klimapanel føre til en global temperaturstigning på 1,5 til 4,5 grader.
»Hvis den temperaturstigning holder stik, vil temperaturen på overfladen af verdenshavene også stige. Og det vil mindske verdenshavenes evne til at optage ilt fra atmosfæren, og det vil i første omgang føre til døde zoner på lavvandede områder,« siger Gary Shaffer og nævner Østersøen som et aktuelt eksempel på en død zone.
Dybhavet rammes også
Men dybhavet vil også være i risiko for at blive ramt af iltsvindet. For det tyder på, at de havstrømme, som trækker overfladevand ned på bunden af havet, også er berørt af den globale opvarmning. Det er især havstrømme ved henholdsvis Grønland og Antarktis, som er i søgelyset.
»Vi frygter, at den vigende evne til at ilte de dybere vandlag kan gøre fremtidsscenariet endnu værre,« siger Gary Shaffer.
Den danske klimamodel forudsiger i det mest ekstremme tilfælde, at man i løbet af ca. 3.000 år vil opleve, at de døde zoner i værste fald vil stige fra at dække to procent af verdenshavene i dag til cirka ti procent. Det betyder med andre ord, at de døde zoner vil få et areal, som er fem gange større, end i dag, og i volumen vil de fylde crika ti gange mere.
Klimavenlig adfærd nu
Hvis dette fremtidsscenarium skal undgås, kræver det ifølge forskerne bag undersøgelsen, at vi i løbet af de næste få generationer får reduceret de menneskeskabte klimapåvirkninger som for eksempel udledning af C02. Og gerne arbejde os hen mod det niveau af C02, som fandtes, før den industrielle tidsalder satte ind i 1780.
»Med vores model har vi kigget helt op til 100.000 år frem i tiden. Vi står umiddelbart ikke overfor dramatiske ændringer i havet, der reagerer meget langsomt på klimaforandringer, men hvis den globale opvarmning fortsætter gennem dette århundrede, så vil vi få svært ved bremse den kedelige udvikling,« siger seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU Space, som sammen med Steffen M. Olsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) også har deltaget i arbejdet med klimamodellen.
For ifølge forskerne har havet en stor grad af inerti. Det vil sige, at hvis man først har sat en skæv udvikling i gang i verdenshavene, så er det nærmest umuligt at få den vendt igen.
Havet fylder for lidt i klimadebatten
Havene er i det hele taget et centralt element i klimasystemerne.
Hvis verdens klima var en hund, så ville kroppen være verdenshavene og halen atmosfæren
Seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen
Jens Olaf Pepke Pedersen synes i høj grad, at klimadebatten koncentrerer sig alt for meget om kortvarige ændringer af C02 i atmosfæren, og der er en tendens til at glemme havets betydning. For i hans øjne er det verdenshavene, der svinger taktstokken, når det gælder klimaforandringer.
»Hvis verdens klima var en hund, så ville kroppen være verdenshavene og halen atmosfæren. Så når vi snakker om C02 i atmosfæren og klimaforandringer, så svarer det i billedlig forstand til, at hunden logrer med halen. Så havenes betydning er generelt stærkt undervurderet i den offentlige debat,« siger Jens Olaf Pepke Pedersen.
Hunden reagerer
Han håber, at deres forudsigelser om iltsvind i verdenshavene på lang sigt kan mane lidt til eftertanke og øge forståelsen for de lange tidsperspektiver i klimaet.
»En del af den opvarmning, vi har set de sidste 100 år, kan skyldes helt naturlige variationer, fordi klimaet svinger tilbage fra en usædvanlig kold periode i starten af 1800-tallet. Men når det er sagt, er der heller ingen tvivl om, at de fingeraftryk, som vi sætter på vores klima lige nu og her, får konsekvenser langt ud i fremtiden,« siger Jens Olaf Pepke Pedersen og fortsætter:
»For at blive i billedet med hunden, så svarer det til, at hvis man bliver ved med at trække hunden i halen, får man til sidst også en reaktion fra hunden,« siger Jens Olaf Pepke Pedersen.
