Ambitiøst boreprogram vil undersøge undergrunden under krateret Chicxulub ved Mexicos kyst.
Boreprøver fra området vil give forskerne mere præcise svar på, hvad der skete, da en asteroide ramte jorden for 65 millioner år siden. Nedslaget ses som årsagen til masseudslettelsen af de store dinosaurer.
»Det vil give os et helt unikt billede af en begivenhed, der skete for cirka 65 millioner år siden,« siger Hans Christian Larsen, dansk geolog og vicedirektør i boreprogrammet IODP (The Integrated Ocean Drilling Program) begejstret.
Boreprøverne fra krateret skal undersøges for tegn på mikrobiologisk liv, hvis leveforhold blev påvirket af asteroidenedslaget.
Måske kan undersøgelserne også bruges til få større viden om resten af universet.
»Kratere er meget sjældne på Jorden, så det kan samtidig gøre os klogere på processer, der sker ofte på Månen, som er fuld af kratere,« forklarer han.
I 2013 håber IODP at begynde boringerne i Chicxulub, men realisering af planerne afhænger endnu af godkendelse fra den mexicanske stat samt en miljøgodkendelse.
Se video, der rekonstruerer meteornedslag:
Forskere vil nå til Jordens kappe
Boreprogrammet IODP har også en række andre planer for fremtiden. De vil blandt andet bore til nye havbundsdybder og kortlægge jordskælvszoner.
2013-2023 planlægger de at bore så langt som 6-7 kilometer under havbunden. Det er usædvanlig dybt og vil måske give mulighed for at nå Jordens kappe (som befinder sig uden om Jordens kerne).
»Det har været en drøm for geologer de sidste 50 år at bore så dybt under havbunden,« siger Hans Christian Larsen.
Boringer på havet er den korteste vej til Jordens kappe, men kræver langt dyrere udstyr end at bore på landjorden.
Lykkedes det, får forskerne større forståelse af pladetektonikken og Jordens kemiske sammensætning, forklarer Hans Christian Larsen.
Kortlægger jordskælv
Forskerne vil også kortlægge jordskælvszoner ud for den japanske kyst mere præcist.
Det sker ved at sætte en række optiske kabler på havbunden og i undergrunden under den i to områder.
- Det ene udvalgte område er den jordskælvszone, der i marts i år forårsagede den store tsunami i Japan.
- Det andet område er i en anden jordskælvszone, hvor forskerne forventer et jordskælv inden for en tidsramme af 40 år. Mere end 1000 års pladetektoniske kræfter vil ved den lejlighed blive udløst.
»Ved at sammenligne målinger i et område, der er spændt til bristepunktet med tektonisk stress med et område, hvor de tektoniske kræfter er blevet udløst, vil vi kunne give klarere angivelser af, hvornår jordskælv opstår, og hvad der bestemmer deres størrelse,« forklarer Hans Christian Larsen.
Se video om det internationale boreprogram: