Når duer flyver i flok, sker det i en V-formation, hvor den forreste fugl fører an.
De andre duer sætter deres lid til, at lederen ved, hvad den laver, og hvor den skal hen.
Men hvad så når det ikke er tilfældet? Hvad gør de andre duer, når føreren farer vild og leder flokken i en helt forkert retning?
Det satte Isobel Watts, ph.d.-studerende i zoologi ved Oxford Universitet, sig ifølge Forbes.com for at undersøge i samarbejde med blandt andre sine vejledere Theresa Burt de Perera og Dora Biro.
Deres studie er udgivet i tidsskriftet Biology Letters.
LÆS OGSÅ: Fugle i formation sparer energi
Gav duerne jetlag
Forskerne har specialiseret sig i at undersøge flokadfærd hos dyr ved hjælp af nogle meget præcise GPS'er, som de placerede i nogle bittesmå duerygsække.
De 40 forsøgsfugle fik 1 rygsæk hver og blev inddelt i 8 flokke à 5 fugle.

Ved hjælp af teknologien kunne forskerne pinpointe fuglenes position flere gange i sekundet og registrere ganske små reaktioner og bevægelser.
På den måde kunne de observere, hvilken fugl der førte an, og hvordan hver fugl reagerede, når de andre ændrede retning.
LÆS OGSÅ: Se fugle sørge over deres døde artsfælle
Forskerne gav fuglene jetlag
Førerfuglen er som regel flokkens hurtigste, men ikke nødvendigvis den med den bedste stedsans.
Da forskerne havde identificeret lederne, skulle de have fuglene til at fare vild. Det krævede lidt opfindsomhed.
De indfangede fuglene og anbragte dem i kunstigt belyste lofter i nogle dage. Imens forsøgte de at forvirre fuglenes indre ur ved hjælp af lyset, som ikke fulgte døgnets rytme. Det indre ur og solens placering er de pejlemærker, duerne bruger, når de skal navigere.
Forskerne eksperimenterede både med flokke, hvor ingen af fuglene havde jetlag, flokke, hvor alle fugle havde jetlag, og flokke, hvor kun lederduen havde jetlag.
LÆS OGSÅ: Hvordan finder brevduer vej?
Flokken holdt kursen uden lederen
Når alle fuglene var konfuse, gik det helt galt – fuglene begav sig ud på store omveje og endte ofte med at splitte op.

Når kun lederduen havde koks i kompasset og ledte fugleflokken på afveje, gik der til gengæld ikke længe, før den forvirrede førerfugl blev overrulet af flokken, der justerede kursen og fandt vej.
»Vi opdagede, at når hele flokken havde fået deres indre ur forvirret, så afveg flokken fra dens normale rute hjemad. Men når kun lederen var tidsforvirret, var flokken i stand til at holde kursen,« siger Isobel Watts til Forbes.
»Ud fra vores GPS-data kunne vi se, at de forvirrede førerfugle som regel mistede deres plads i toppen af hierarkiet og tilbragte mindre tid forrest i flokken.«
LÆS OGSÅ: Sådan manøvrerer duer i luften
Kursændring skyldes instinkt
Præcist hvordan det foregår, ved forskerne ikke. Måske er det førerfuglen selv, der falder tilbage og lader en anden tage over, fordi den indser, at den er på afveje. Eller måske er det flokken, der ændrer retning, og så kan den forvirrede fører ellers følge med eller fortsætte i den gale retning.
LÆS OGSÅ: Derfor flyver fugle i V-formation
Der er ingen kommunikation blandt fuglene om flyveretningen, så når kursen ændres, er der tale om instinktive reaktioner på forandringer i de andre fugles positioner.
Se, hvordan flokken finder vej, når lederen er forvirret, i videoen nedenfor.
Video: Alexandra Eaton, Robin Lindsay og James Gorman, New York Times

































