Dendrodatering: Sådan måler man alderen på et stykke træ

Arkæologer på Borgring, Danmarks femte vikingeborg, er for første gang lykkedes med at lave en meget nøjagtig datering af borgen. Det vil sige; en meget nøjagtig bestemmelse af, hvornår borgen tidligst kan være fra.

Med hjælp fra en egetræsplanke, som er fundet i området omkring borgen, har arkæologerne dateret den til efter år 966.

Tidligere kulstof 14-analyser har tidligere vist, at borgen stammer fra et sted mellem år 893 og 1017. Usikkerhedsmargenen er dermed nu indskrænket betragteligt.

Dateringen har kun været mulig, fordi egetræet er så velbevaret og har mange årringe, som man kan måle på. Men hvordan måler man egentlig et træs alder ud fra dets årringe? Og hvordan ved man, hvornår i historien træet ‘levede’?

Forklaringen er ret teknisk, men vi prøver at tage den skridt for skridt herunder.

Kræver ubrudt serie af årringe

Metoden, som er brugt til at datere egetræsplanken fra Borgring, hedder dendrokronologi. Den anses for at være den mest nøjagtige dateringsmetode i arkæologien, men det er sjældent muligt at bruge den, fordi det kræver, at man har utroligt velbevaret tømmer.

Metoden er tidligere blevet brugt blandt andet til at datere Danmarks foreløbigt eneste middelalderrobåd.

Organisk materiale bliver normalt nedbrudt i jord og sand, men egetræsplanken på Borgring har ligget i fugtige omgivelser i det område omkring borgen, som formentlig engang har været en å.

Træ bevares bedst i vand, og planken er derfor tilstrækkeligt bevaret til at blive dendrokronologisk dateret.

Træet skal have en ubrudt serie af årringe, for at man kan lave en dendrodatering, forklarer lektor Aoife Daly, som har udført analyserne af planken fra Borgring.

»For at lave en dendrodatering skal jeg bruge et stykke træ med mange årringe for at få en pålidelig sekvens. Vi plejer at sige, at der helst skal være mindst 100 årringe i en ubrudt serie, men nogle gange kan man nøjes med 80, hvis man har en god kontekst og mange andre egetræsfund i området. Planken fra Borgring havde 122 årringe,« siger Aoife Daly, som arbejder ved Københavns Universitet, men også er indehaver af dendro.dk. Dendro.dk er et af kun tre steder i Danmark, der foretager dendrokronologiske undersøgelser i Danmark.

Egetræ egner sig godt til dendrodatering

Årringenes tykkelse varierer, alt efter hvordan træet har været påvirket af klimatiske forhold. Man kan bruge udsvingene i årringens tykkelse til at sammenligne med kendte kurver for samme type træ, så længe man er inden for et geografisk afgrænset område. På den måde kan man afgøre, i hvilken periode træet har vokset.

Nogle træsorter egner sig dog bedre end andre, blandt andet fordi forskerne i forvejen har mange gode målinger for dem og derfor har meget sikre kurver at sammenligne med.

På de tre analyseinstitutter i Danmark har forskerne prøver fra mange tusinde egestammer, fordelt på hundredvis af lokaliteter over hele landet. På det grundlag har man for eksempel konstrueret en ubrudt, dendrologisk kurve for egetømmer fra nutiden og op til 352 f.Kr.

Hvis man finder en meget velbevaret egetræsplanke, er det derfor muligt at datere den meget sikkert ved at sammenligne den med den allerede eksisterende kurve for egetræ.

Det gør Aoife Daly ved at plotte målinger fra træet ind på sin computer, som derefter giver hende en korrelationsstatistik, en såkaldt ’t-værdi’, og et årstal.

En sikker datering kræver stor korrelation

T-værdien repræsenterer, hvor sikker en datering er. Der skal være høje t-værdier mellem træets årringskurve og mange allerede daterede referencer, før Aoife tager dateringen for gode varer.

»Det er ikke nok med en enkelt position med en høj t-værdi. Den skal dukke op mange gange med en høj værdi, det vil sige, at jeg skal finde samme datering med mange forskellige årringsdatasæt,« siger Aoife Daly.

Med andre ord: Datasættet for træets årringe skal være tilstrækkeligt magen til mange andre datasæt fra samme periode, før man fastslår et årstal. For træplanken fra Borgring viste analysen høje nok t-værdier for årstallet 950, som dermed repræsenterer den sidste årring, der er bevaret i træstykket.

Ud fra det tilgængelige materiale kan Aoife Daly dermed konkludere, at den del af træet, som træplanken repræsenterer, har vokset i perioden 829-950. Men da hun ikke har den yderste del af træet, det såkaldte splintved, kan hun ikke se, hvor længe træet som helhed voksede, inden det blev fældet.

Estimat på træets mindst mulige alder

Forskerne kan tydeligt se, hvornår en årring slutter, og en ny begynder. På egetræ dannes i foråret et lag af store kar, som markerer starten af årringen, mens karrene er mindre og mere spredt fordelt gennem resten af vækstperioden. På egetræer er veddet – et stabiliserende materiale, som dannes i træer – inddelt i kerneved (døde, imprægnerede celler) og splintved (flere årringe af lyse celler), som ligger yderst i træet og repræsenterer den sidste del af træets liv.

Splintveddet er blevet fjernet fra egetræsplanken fra Borgring. Aoife Daly kan dog godt lave et estimat på, hvor meget træ der som minimum mangler.

»Statistik set ved vi, at vi i hvert fald skal lægge 15 årringe til for at beregne, hvor meget splintved der mangler. Så når analysen siger, at den yngste bevarede årring blev dannet i 950 – plus en enkelt årring, som ikke er helt nok til at indgå i selve årringsmålingerne – kan jeg meget klart sige, at det er fældet efter år 966.«

Da vi ikke kan vide, hvor meget af kerneveddet, der er hugget af planken, kan der først laves en mere nøjagtig dendrokronologisk datering, når yderligere materiale fra ådalen ved Borgring er undersøgt, lyder det til slut fra Aoife Daly.