Der er noget i gære på lossepladserne. Helt bogstaveligt. Under overfladen mæsker bakterier sig i organisk affald. Og op fra dette mikrobielle ædegilde siver gasarten metan – en potent drivhusgas 25 gange kraftigere end kuldioxid. En stor del af verdens udslip af metangas kommer på den måde fra lossepladsernes grådige gæster.
Den bedste måde at løse problemet på er ved at udvinde gassen, brænde den af og på den måde lave energi. Det kan dog kun betale sig, hvis lossepladserne producerer store mængder metan og vil gøre det langt ud i fremtiden.
Er der tale om mindre eller ældre lossepladser, så siver der stadig meget gas ud, men ikke nok til at det kan betale sig at investere i de dyre indvindingsanlæg. Det har der hidtil ikke været meget at gøre ved, og i mange tilfælde har gassen derfor haft frit løb op i atmosfæren.
Sådan er det ikke længere. Det er nemlig lykkedes docent Peter Kjeldsen fra DTU Miljø og hans forskningsgruppe at udvikle et biologisk filter kaldet BioCover, som uden de store investeringer har vist sig at reducere udslippet med op imod 90 procent.
Metan-glade bakterier
BioCover består grundlæggende af et biologisk aktivt lag, som gassen siver op igennem.
Her blandes den med ilt fra luften, og så rykker der nye gæster ind: De metan-ædende bakterier.
For mens de metan-producerende bakterier lever under iltfri forhold, så trives metan-glade bakterier, når der er ilt.
\ Fakta
»Naturen er intelligent og tilpasser sig. Det vil sige, at vi kan bruge eksempelvis kompost, der allerede er på lossepladsen, og så skal bakterierne nok selv udvikle sig og klare jobbet,« siger Peter Kjeldsen.
Livtag med lossepladsen
Forsøgene startede i laboratoriet, hvor forskerne studerede bakterierne i beholdere på størrelse med et tekrus. I takt med at deres forståelse af processerne voksede, begyndte de at arbejde i større skala. Og nu – ti år senere – har de udviklet en metode, der gør dem i stand til at lave BioCovers, der virker på glimrende vis.
»Vi har nu lavet to forsøg i fuld skala på henholdsvis Fakse og Klintholm Losseplads, og de har vist, at det er en særdeles robust metode. Vores første forsøgs-losseplads, Fakse, var ikke en ubetinget succes, men den gav os den viden, vi skal bruge, for at tage livtag med andre lossepladser,« siger Peter Kjeldsen.
Metoden omfatter alle skridt fra de indledende undersøgelser af lossepladsen til de afsluttende målinger af udslippet efter etableringen af BioCoveret. For det er ikke ligetil at tætne en losseplads som den i Fakse, der strækker sig over 13 hektar og rummer 700.000 tons affald.
»Den store udfordring har været at få lukket ‘ballonen’ og at få processerne til at forløbe hensigtsmæssigt,« forklarer Peter Kjeldsen.
Rød løber og ren tvang
For at forstå processerne skal man forestille sig tværsnittet af en losseplads som en lagkage:
Skrottet er lagt op i flere forskellige lag, og på toppen er ‘glasuren’ i form af et jordlag, der indkapsler skraldet.
Nede i lagene er der iltfrit, og det er her, metanen dannes.
Gassen vil altid forsøge at finde den letteste vej ud til atmosfæren, og det er netop denne dovenskab, der gør det muligt at styre den.
Kodeordet er ‘gasgennemtrængelighed’.
»Vi arbejder ud fra, at gassens veje er uransagelige, kan du sige, for vi kender ikke nødvendigvis den eksakte vej gennem kagen. Men vi kan forudsige, at gassen vil søge mod kanterne, for der er jorden ikke så tæt, som den er på toppen.«
»Det handler derfor om, at vi forsøger at rulle en rød løber ud for metangassen på strategiske steder og tætne siderne for at lokke den op gennem vores aktive jordlag,« forklarer Peter Kjeldsen.
Klimaministeriet interesseret
Som sagt, så gjort. På Klintholm blev siderne derfor tætnet med lerholdig jord, og der blev nedlagt en række rør ned gennem pladsen, hvor metanen fik serveret den lette udvej. Øverst blev det aktive lag så placeret, og filtreringen kunne ske hensigtsmæssigt.
Forskerholdet er nu begyndt at arbejde på en losseplads ved Avedøre, men det er kun én ud af mange.
Der er mindst hundrede lossepladser i Danmark, hvor BioCovers vil kunne gøre en stor forskel.
Peter Kjeldsen, docent
Opbygningen fordrer også en lidt anden tilgang, hvor man planlægger at placere pumper, der kan tvinge gassen til at tage en bestemt rute op gennem BioCoveret.
Princippet bag metoden er dog det samme med det aktive lag, og den er nu så lovende, at BioCover er ved at nyde god opmærksomhed.
»Klimaministeriet har været meget interesseret i denne teknologi, da de hele tiden er på jagt efter nye måder at nedbringe landets CO2-udslip på. Og der er mindst hundrede lossepladser i Danmark, hvor BioCovers vil kunne gøre en stor forskel,« fortæller Peter Kjeldsen.
Internationalt
Men det er uden for Danmarks grænser, at teknologien kan nå sit fulde potentiale. Her i landet betragtes affald nemlig som en ressource, og dets værdi udnyttes derfor effektivt; det, som ikke kan genbruges, ryger på forbrændingsanlæg, hvor vi producerer elektricitet og fjernvarme. Derfor deponerer vi kun små mængder affald på lossepladser.
»Det er faktisk kun i Nordeuropa, at vi er kommet så langt med vores systemer til affaldshåndtering, og hvor vi betragter affald som en ressource. Så der er tusindvis af lossepladser, hvor denne teknologi vil kunne gøre en endnu større forskel,« forklarer Peter Kjeldsen.
Næste skridt er derfor at få godkendt BioCover som en teknologi under de rammer for CO2-reduktioner, som defineres i Kyoto-aftalen. Når dette er sket, kan Danmark for eksemepel lave et BioCover-projekt på en losseplads i Afrika og derefter nedskrive reduktionen i Danmarks CO2-regnskab.
Denne type projekter kaldes Clean Development Mechanisms (CDM) og Joint Implementations (JI), og de spiller en stor rolle på markedet for handlen med CO2-kvoter – et marked, som Verdensbanken anslår, er vokset fra 11 milliarder dollar i 2005 til 74 milliarder dollar i 2007.
Lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet.
