Havmiljøprofessor: »Jeg håber at se et Danmark med en masse skov ud til kysten«

»Altså, det her er jo ikke nok. Vi når kun to tredjedele af vejen, og det sker for sent.«

Havmiljøprofessor Stiig Markager kan godt finde grunde til at være kritisk overfor den grønne trepartsaftale, der blev indgået af regeringspartierne i juni 2024, og som i august fik sin egen minister med ansvar for, at aftalen bliver til virkelighed.

Men professoren i marin biodiversitet ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, der i årtier har arbejdet på at gøre både politikere og befolkning opmærksomme på konsekvenserne ved landbrugets kvælstofudledning, er alligevel overvejende positiv.

Hvordan det hænger sammen, kan du læse mere om i denne artikel.

Det fjerde artikel i serien, hvor Videnskab.dk’s Forskerne Formidler-redaktion har spurgt en række forskere om, hvad vi bør tænke over, og hvordan vi børe gøre, når den grønne trepart skal føres ud i livet.

I denne artikel får du Stiig Markagers bud på, hvad mulighederne – og risiciene – er.

Tre epokegørende elementer

Videnskab.dk: Du har i mange år forholdt dig kritisk til landbrugets kvælstofudledning og den politiske handling på området. Hvad er det springende punkt, som gør, at du har rost den nye aftale?

Der skyldes tre elementer, der er epokegørende.

For det første står der nu, at det er kvælstof, der er problemet for havmiljøet, og at kvælstoffet kommer fra dansk landbrug. Det har vi vidst længe, men det er ikke blevet anerkendt før nu af Venstre og Landbrug & Fødevarer.

Så nu kan vi ophøre med at tale om spildevand, og at kvælstoffet skulle komme fra nabolande som Polen.

For det andet stopper vi 6.000 års tradition med at tage land ind og gøre det til landbrug. Siden bondestenalderen startede, har vi omdannet natur til marker, og i ekstrem grad de side 150 år.

Nu erkender vi, at det er gået for vidt, og at naturen giver os vigtige tjenesteydelser, som vi ikke kan undvære.

Jeg har sagt mange gange, at man skal tage 20 procent af landbrugsjorden ud af drift, og aftalen tager 15 procent ud. Det er den grundidé, jeg har talt om i mange år, og det er nu gjort til officiel politik.

For det tredje står der, at man skal placere 20.000 hektar urørt skov som drikkevandsbeskyttelse.

Og så har jeg har rost aftalen, fordi landmanden vil blive stillet overfor et mafiaagtigt valg, et tilbud de ikke kan afslå. For hvis de ikke ’frivilligt’ sælger jord til staten, der kan omlægges til skov, så får de ingen penge og bliver underlagt en masse restriktioner.

I den forrige landbrugsaftale fra 2021 var udtag af jorde frivillig, så jordejerne kunne bare lade være med at sælge, hvis tilbuddet ikke var godt nok – og så betaler forureneren jo ikke for at forurene.

Men i den nye aftale står der også, at Danmark skal overholde EU’s vandrammedirektiv, og hvis man ikke kan gøre det ved udtagning af jord, hvor landmanden enten sælger jorden eller selv omlægger til skov, så skal kvælstofudledningsreduktionen ske ved markregulering.

Det kan indebære så mange regler og begrænsninger for landmanden, at det bliver svært overhovedet at drive landbrug på jorden.

Men her der er også usikre punkter i aftalen, så det bliver spændende at se, hvordan det vil udspille sig.

Mere våd natur

Videnskab.dk: Aftalen indebærer mere skov frem mod 2045 – hvad tænker du om, at der fokuseres på skov, og ikke natur generelt?

Det ville være bedst at omdanne landbrugsjord til våd natur og ikke kun skov, de steder hvor jorden kan vådlægges.

Når man omdanner landbrugsjord til natur, tilføres der ikke mere kvælstof til arealerne, og der er to vigtige processer i spil:

For det første stopper man den direkte tilførsel af kvælstof.

Hvis man samtidig skaber våde områder, som aftalen også indeholder, sker der for det andet en naturlig proces, hvor kvælstof også omdannes.

Skaber man vådområder som enge, moser og søer i stedet for skov, bliver jorden iltfri, og så begynder bakterier at bruge nitrat (NO₃) i stedet for ilt til deres ånding.

Den proces omdanner kvælstof til den biologisk inaktive N₂-gas, hvilket også løser kvælstofproblemet.

Nogle af de kommende skovområder vil dog også blive ret våde, for med urørt skov vil man også få skovmoser, og det kan også give en betydelig effekt, specielt hvis man gør det helt ud til kysten.

Så jeg håber at se et Danmark med en masse skov ud til kysten.

Et klassisk dilemma

Videnskab.dk: Hvad synes du, man bør fokusere på, når man går i gang med at realisere aftalen? Hvilken type skov bør man prioritere?

Der er fire hensyn, som man skal overveje:

For det første skal man lægge de nye skovområder, dér hvor jordene taber mest kvælstof til havet.

Det drejer sig særligt om de jorde, der ligger helt ud til kysten og langs grøfter og vandløb, hvor en stor del af det kvælstof, man taber fra marken, havner ude i vandet.

Alle ådale inklusive ’skuldrede’, det vil sige kanten ind mod de høje jorde, skal friholdes for landbrugsdrift.

Det andet punkt er biodiversiteten. Man skal gerne lave store sammenhængende områder, så her skal man først og fremmest lave ny skov i udkanten af eksisterende naturområder.

Det tredje punkt er drikkevand, og vi skal sørge for at placere urørt skov på steder, hvor det beskytter vores drikkevand.

Det er et klassisk dilemma, og hver kommune må tænke over, hvad de vil prioritere højest, og hvor de kan få lidt af det hele.

Men altså kvælstofeffekten er vi juridisk bundet på at nå i mål med ifølge EU, mens den rekreative effekt primært er for vores egen skyld, selvom den også kan det skabe værdi og turisme.

Det går for langsomt

Videnskab.dk: Er der noget, aftalen burde have indeholdt, som er overset i forhold til klima, miljø og/eller biodiversitet?

Altså, det her er jo ikke nok. Vi når kun to tredjedele af vejen, og det sker for sent.

Vi kommer ikke til at nå EU’s mål om god økologisk tilstand i vandet inden 2027.

Den grønne trepart betyder kun, at vi har en plan for en løsning, og for nogle områder først i 2030, og ifølge aftalen skal vi så bede EU om lov til udsættelse.

EU vil formentligt sige nej, og så skal man tilbage til forhandlingsbordet og finde 40 milliarder mere, så vi kan udvide den nye ordning.

Eller også skal vi begynde at regulere vores udledninger uden at give erstatning til de berørte landmænd ved eksempelvis at sige, at de skal gøde med 20 procent mindre kvælstof end det, som ville være økonomisk mest fordelagtigt for dem.

Det var faktisk reglen indtil 2016, så det ville være lovligt at gøre igen – og vel at mærke uden erstatning til landmanden, så det bliver forureneren, der kommer til at betale.

Man kan også indføre områder langs vandløb, søer og andre vandområder, hvor landmænd ikke må dyrke jorden intensivt uden at få erstatning for det. Det er det, man kalder ’erstatningsfrie randzoner’.

Selv hvis vi indførte de ting per første januar 2025, ville fjordene under ingen omstændigheder nå at få det godt igen inden 2027. Men vi ville have en plan, der lever op til kravene.

Et bedre miljø og mængden af udledning når ikke at falde på plads, men planen må være det absolutte minimum, vi burde kunne nå inden 2027.

Og skal der være en chance for, at Danmark ikke får en dom ved EU-Domstolen, skal planen være vedtaget som lov, være fuldt finansieret og være påbegyndt.

Derudover har man anlagt en meget optimistisk vurdering af kvælstofudledningen fra landbruget i den nye aftale.

Dels antager Finansministeriet at der udledes 54.000 tons kvælstof per år, men ifølge de analyser jeg har foretaget i min forskning, udledes der faktisk mere end 56.000 tons i gennemsnit per år.

Dernæst antager man, at hvis vi bare fortsætter med den nuværende lovgivning, så vil udledningen af sig selv vil blive reduceret med 3.000 tons kvælstof på grund af omlægning til veje, byer, solceller og bedre dyrkningsmetoder med mere.

Det, ved vi, kommer ikke til at ske. Den metode har fejlet hver gang siden landbrugspakken i 2016.

Så det, som mangler, er, at politikerne erkender det fulde omfang af problemet, og at det går for langsomt.

Stiig Markager er blevet interviewet af Lea Pilsborg.