I slutningen af 1960'erne malede en række vestlige medier et skrækscenarium, som fik truslen fra atombomben til at ligne et fredeligt angreb af skimmelsvamp.
Trods alt ville en verdensomspændende atomkrig kun lægge storbyer øde.
Nogle få naturområder ville formentlig slippe udenom den værste radioaktive stråling og måske endog give plads til, at en lille gruppe mennesker kunne starte forfra med at opbygge en civilisation.
Nej, atombomben var langt fra den alvorligste trussel mod menneskeheden. Hvad vi virkelig skulle tage os i agt for var polyvand.
Vand med helt nye egenskaber
\ Fakta
CLASSIC-ARTIKEL Hver fredag 'genudsender' vi en artikel i serien om 'Vanvittige videnskabsmænd'. Serien handler om mændene og deres storslåede, men fejlslagne forsøg og pseudovidenskabelige krumspring. Denne artikel blev bragt første gang 3. januar 2010.
Historien begynder omkring 1962, da den sovjetiske kemiker Nikolai Fedyakin opdager, at vand, der bliver opvarmet og siden nedkølet i tynde kvartsrør, udvikler helt nye egenskaber.
Hans opdagelse bliver hurtigt overtaget af et af de store navne i sovjetisk videnskab - kemikeren Boris Vladimirovich Deryagin - som sætter sig for at promovere det måske største videnskabelige gennembrud inden for kemien i det 20. århundrede.
Det mærkelige vand fik navnet polyvand. Frysepunktet var omkring minus 40°C, kogepunktet 150°C, og hvad der var endnu mere usædvanligt: Polyvand var tykt og klæbrigt som sirup.
Det var ganske vist kun lykkes nogle forskere at fremstille ganske små kvanta polyvand, men det lod sig gøre at udvikle modeller, som forudsagde, at den mystiske substans kunne påvirke planetens økosystem i katastrofal retning.
Et fingerbøl polyvand
Polyvand viste sig nemlig at have en smitsom indvirkning på almindeligt vand.
Et enkelt polyvand-molekyle i almindeligt vand ville polymerisere sine nabomolekyler, som igen ville polymerisere deres nabomolekyler og således skabe en kædereaktion, der på få sekunder omdanner alt tilgængeligt vand til en tyk sirupsagtig masse.
Da al vand på Jordkloden er forbundet, kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, hvad der vil ske, hvis en ondsindet person hælder et fingerbøl polyvand i en sø eller en bæk: Slut med livet, som vi kender det.
Kunne det virkelig...?
En sommerdag i 1970, mens debatten om polyvand var på sit højeste, spillede en flok ansatte ved Bell Laboratories en omgang baseball.
\ Fakta
Vanvittige videnskabsmænd fylder både videnskabshistorien og populærkulturen. De lever iblandt os og giver fiktive fætre som Dr. Strangelove og Dr. Frankenstein kamp til stregen i disciplinerne opfindsomhed, gåpåmod og tossede teorier.
En af spillerne, Denis Rousseau, fik en pludselig indskydelse. Han lagde mærke til, at han svedte på hænderne, og at den væske havde nogle af de samme egenskaber, som sovjetiske forskere havde beskrevet i deres artikler om polyvand. Kunne det virkelig...?
Denis Rousseau gik i gang med at undersøge sagen, og senere samme år kunne tidsskriftet Science præsentere en grundig videnskabelig dokumentation for, at det skæbnesvangre polyvand ikke var andet end håndsved.
En ny omgang videnskabelige undersøgelser var påkrævet, men lidt efter lidt måtte samtlige polyvandsforskere rundt om i verden krybe til korset og erkende, at de ikke havde været så grundige med deres laboratoriehygiejne, som de burde have været.
Vandets mystiske egenskaber skyldes blot forurening fra organiske stoffer, og truslen fra atombomben rykkede igen op på førstepladsen over ting, der var grund til at bekymre sig om.
