Den danske kemivirksomhed Cheminova har en ny og mindre farlig version af insektgiften methyl parathion liggende frisk på tank. Men først fra år 2010 skal den afløse en ældre og kontroversiel insektgift, som i øjeblikket benyttes af landbruget i Brasilien.
Cheminova og virksomhedens ejere har i flere år været i alvorlig modvind i medierne på grund af salget af det giftige sprøjtemiddel i Brasilien.
I 2006 opgav hovedaktionæren Aarhus Universitet det synspunkt, at midlet var nødvendigt for at sikre landbrugsproduktionen i Brasilien, og beslutningen om at udfase det blev truffet.
Senest er Cheminova blevet kritiseret for at forsøge at stoppe de brasilianske sundhedsmyndigheders bestræbelser på at få en ny vurdering af det ekstremt giftige stof.
Når den gamle gift bliver udskiftet med den nye i 2010, vil det stadig være det samme aktive stof, de brasilianske arbejdere skal sprøjte ud på markerne. Det er nemlig forskellen på, hvordan stoffet er placeret i en væske, der gør de to versioner forskellige.
\ Fakta
GIFTSAGEN
Cheminovas salg af methyl parathion i Brasilien har igen været oppe i medierne. I en række artikler har dagbladet Politiken beskæftiget sig med, at Cheminova i Brasilien er gået til domstolene for fortsat at få lov til at sælge methyl parathion.
Skål i klasse 2
Verdenssundhedsorganisationen WHO har klassificeret de to versioner af methyl parathion som henholdsvis 'klasse 1' og 'klasse 2'.
I den gamle 'klasse 1' version er methyl parathionen opløst direkte i et opløsningsmiddel. Det betyder, at det også virker direkte på huden, hvis man spilder det ned over sig. Og da stoffet er meget giftigt for mennesker, har det af den grund fået mærkatet 'klasse 1' af WHO.
I 'Klasse 2' versionen er methyl parathionen derimod indkapslet i mikroskopiske kapsler, som flyder rundt i vand. At giften er indkapslet betyder, at den kan sprøjtes ud over en mark, og først blive frigjort, idet den sidder på afgrøderne, den skal beskytte mod insekter. Dermed bliver giften ikke tilnærmelsesvis så farlig for de mennesker, der skal håndtere den.
»I forhold til det gamle produkt indebærer 'Klasse 2' methyl parathionen en langt mindre risiko for forgiftning, hvis du kommer til at spilde væsken på dig eller sågar kommer til at indtage noget af produktet gennem munden,« siger kommunikationschef for Cheminova, Lars-Erik Kruse Pedersen.
Markedsføring skal overbevise
Det kan synes mærkeligt, at Cheminova ikke allerede nu har fået udskiftet den skadelige gift med den mindre skadelige. Men Lars-Erik Kruse Pedersen mener ikke, at Cheminova kan foretage udskiftningen hurtigere, end der lægges op til. Det kræver nemlig et stort markedsføringsarbejde at overbevise de brasilianske bønder om, at de skal skifte insektgift.
»Det er altid et problem, hvorvidt et nyt stof kan afløse et gammelt. Jeg tror nu, at de brasilianske landmænd vil gå over til vores nye insektmidler. Men det er naivt at tro, at andre producenter vil droppe salget af methyl parathion, fordi vi gør det,« siger Lars-Erik Kruse Pedersen.


































