Børn anmelder bog om kvantefysik: »Jeg kom bare til at tænke på kager og kakao«

Alexander Gerlow, 10 år:

Bogen handler om drengen William og hans far Finn Foton, som er kvantefysiker. I bogen begynder William at gå i søvne i den hyggelige by Gåseby. Hans far forklarer kvantefysik, som indbyggerne har svært ved at forstå. Jeg har læst bogen et par gange nu, og nu begynder jeg at kunne forstå den. Det kan altså godt betale sig at læse den flere gange for at få den fulde forståelse og oplevelse. Bogen handler om ret svær kvantefysik, men i bogen bliver det fortalt i et nemt, forståeligt sprog. Især der i bogen, hvor måling af elektroners farve og hårdhed forklares, som hedder superposition. Kvantefysik er svært at forstå, fordi der er nye og svære ord.

Billederne i bogen er rigtig godt tegnet - på en lidt skør måde. Når man ser billederne, kan man blive i tvivl om, om de har noget med kvantefysik at gøre, men de er også så skøre, at man får lyst til at se det næste billede. Det sjoveste i bogen er der, hvor William tisser i skabet, og billedet af det er sjovt lavet. Jeg synes godt, der kunne være mere beskrivelse af, hvad kvantefysik er, så man fik lidt mere viden om det inden historien om William og Finn Foton. Jeg kunne godt tænke mig at vide mere om kvantefysik, fordi det er noget specielt, som jeg ikke har hørt så meget om før. Bogen gør mig nysgerrig på at få mere af vide om kvantefysik, både det er står om i bogen, og hvad kvantefysik ellers handler om.

Laura Winther Ringgaard, 11 år:

Jeg synes, at “Finn Foton og kvantefysikken” er en sjov bog og en flot illustreret bog med en masse farver. Jeg kan godt lide, at forfatteren har blandet non-fiktion og fiktion sammen, og hvordan forfatteren beskriver ting, blandt andet Gåseby og personerne, i historien med tegninger og ord. Men kvantefysikken, som var en stor del af historien, kunne jeg ikke helt forstå, så det kunne godt have været meget bedre beskrevet. Efter jeg har læst bogen, forstår jeg stadig ikke helt, hvad kvantefysik er.

Egentlig synes jeg, at bogen er en god og sjov højtlæsningsbog, men fortællingen er meget springende og forvirrende og kunne faktisk godt have været længere, så der blandt andet blev mere plads til forklaringer af, hvorfor ting bliver gjort, læring af kvantefysik og færre steder, hvor der bliver sprunget i fortællingen. Et eksempel på, at historien er springende og forvirrende, er, at lige pludselig kommer der en kamel og siger, at alle folk i byen skal hoppe på trampolin, så vil Finn Fotons dreng ikke gå i søvne mere. Der kunne for eksempel godt have været en forklaring på, hvorfor kamelen lige pludselig kom, og hvorfor Finn Fotons dreng ville stoppe med at gå i søvne på grund af, at folk hoppede på trampolin.

Alt i alt, en meget flot bog og en udmærket fortælling, som dog godt kunne have været omkring dobbelt så lang, så der havde været bedre plads til at forklare kvantefysikken og flere detaljer i historien.

Stjerner: To ud af fem

Viktor Brix, 9 år:

Bogen Finn Foton og kvantefysikken handler om byen Gåseby, og hvert år bliver der holdt en konkurrence, og den, der har den fedeste gås, vinder. Finn Foton bor i et gammelt, faldefærdigt hus. Han har en søn, der hedder Willliam. Finn Foton er kvantefysiker, og han laver mange spændende forsøg. Hver gang han taler om kvantefysik, tænker de andre i Gåseby på slik og kage. Borgmesteren i Gåseby hedder borgmester Natmad.
En nat begynder Finns søn William at gå i søvne. Det starter med, at han tisser i kosteskabet. Og sådan bliver det ved i mange nætter. Hele byen er nødt til at hoppe på trampolin, når William går i søvne.

Bogen var sjov, blandt andet på grund af de sjove navne som Gert Gåsebryst, Åge Ål, Viggo Ølvom og borgmester Natmad. Det grinede jeg af, da jeg læste det. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg lærte af bogen. Jeg tror, at forfatterne vil lære børn om kvantefysik. Det lykkedes ikke rigtig for mig, fordi jeg ikke kan huske det. jeg lærte. Jeg synes, at fysik er meget sjovt, selvom jeg ikke har faget i skolen endnu. Det virker, som om de har prøvet at proppe fysik ind i en børnebog, men det virker ikke rigtig for mig. Jeg vil anbefale den til børn, som er på alder med mig selv (jeg er lige blevet ni år). Jeg synes, at tegningerne er sjove; nogle af menneskerne er lidt tykke og fede, og alle ser underlige eller sjove ud.

Aviaja, 13 år:

Jeg synes, at det er en god idé at indlede bogen med, at man fortæller lidt om Gåseby og de fleste indbyggere, der bor i byen. Det gør, at den bliver lidt mere børnebogs-agtig, og ikke bare handler om kvantefysik. Jeg kan godt lide, at man får Finn Foton vist som en hyggelig familiefar i starten. Men jeg må indrømme, at før Finn selv forklarer indbyggerne i Gåseby om kvantefysik, altså, der, hvor det bare er fortælleren, der fortæller om det, kunne jeg ikke koncentrere mig. Jeg kom bare til at tænke på kager og kakao, som jeg kan forstå på forfatteren, de fleste mennesker gør, når de hører om elektroner i sort, hvid, hård og blød. Det virker også, som om at de fleste ting bliver nævnt flere gange på de sider. Jeg synes, at jeg bedst kunne forstå det, da det var Finn selv, der forklarede det. Det er lidt underligt, at der hele tiden er spring i historien. Så hører man om byen, så hører man om kvantefysik, så er man tilbage til byen, så snakker vi om kvantefysik igen, og nu er vi i byen igen. Til gengæld er det et sjovt påskud, at William lige pludselig går i søvne, og der lige pludselig kommer en talende kamel forbi, som siger at alle i byen skal hoppe på trampolin.

Alt i alt er den sjov med kameler, prutter og hoppende mennesker, men ret uforståelig i starten.