Nordamerikas mest truede slangeart blev i slutningen af februar i år et medlem fattigere.
Dødsårsag? Kvælning via skolopender.
Det skriver LiveScience.
Forskere fra Florida Museum of Natural History blev tippet om scenariet af parkbetjente.
De kunne ved ankomst konstatere, at der var tale om den ekstremt sjældne slange Tantilla oolitica, der ikke har et dansk navn, samt en caribisk kæmpeskolopender (Scolopendra alternans), der stadig stak et pænt stykke ud af munden på slangen.
Forskerne valgte på stedet at tage scenariet med tilbage på museet, hvor de blev undersøgt grundigt, blandt andet via CT-skanninger.

Her kunne forskerne konstatere, at slangens sidste måltid målte intet mindre end en tredjedel af rovdyrets egen længde.
For et menneske på 80 kilo ville det svare til at sluge en gennemsnitlig voksen havodder.
Men slanger spiser jævnligt store måltider og kaster typisk op, hvis det viser sig for uoverskueligt.
Her afslørede skanningerne dog, at skolopenderens mange ben fungerede som modhager. Slangen kunne altså ikke kaste op, da den indså, at den havde gabt over mere, end den kunne sluge.
En anden mulig dødsårsag, vurderede forskerne, var forgiftning. Skanningerne viste nemlig, at det kæmpende bytte havde stukket sine giftkløer i slangen indefra, som den selv var på vej ned i dybet.
Tantilla oolitica måler som voksen mellem 15 og 28 centimeter og findes kun i enkelte områder i den amerikanske delstat Florida.
Forskernes arbejde er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Ecology.


































