Når man ser en naturdokumentar, kan det være svært at finde ud af, om man skal holde med den sultne løvemor eller med gazellen, der løber for sit liv.
Det problem er der nok de færre, der har, hvad angår en skolopender på Phillip Island ud for Australien.
Et internationalt hold, anført af forskere fra det australske Monash University, har i nyt studie på øen fundet en art af kæmpeskolopendre, der hvert år spiser tusindvis af fugleunger levende.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Det kødædende, tusindbensagtige mareridtskryb er en såkaldt Phillip Island-skolopender (Cormocephalus coynei), og den kan blive op til 25 centimeter lang.
Holdet af forskere var taget ud på den afsidesliggende ø for at undersøge skolopenderens plads i fødekæden. Her blev de således de første til at finde en skolopender, der aktivt går efter fugle:
»Der er beviser på,at store skolopendre rundt omkring i verden æder hvirveldyr, men det her er første gang, en skolopender er blevet impliceret som en central naturlig fjende for havfugle,« fortæller studiets hovedforfatter, ph.d.-studerende ved Monash University Luke Halpin.
Men faktisk spiller de forvoksede tusindben en meget vigtig rolle for økosystemet på den afsidesliggende stillehavsø.
Uden store landpattedyr er der ikke mange rovdyr, der kan tage et stort bytte som for eksempel fugle. Fuglene tager vigtige næringsstoffer med til øen fra det omkringliggende farvand, og i det skolopendrene spiser fuglene, er de med til at distribuere disse næringsstoffer.

Luke Halpin lægger ikke skjul på sin begejstring over holdets opdagelser:
»Vores arbejde demonstrerer, at leddyr kan spille en hovedrolle i påvirkningen af hvirveldyrs reproduktion, modificering af fødekæden samt fordelingen af næringsstoffer i øens økosystem,« fortæller han i pressemeddelelsen.
Selvom kæmpeskolopendrene er gode for økosystemet på Phillip Island, er det dog svært at se videoen uden at få ondt af den plyssede fugleunge.
Studiet er publiceret i The American Naturalist.
\ Læs mere
\ Læs mere
seh


































