Ville du bryde dig om, at din mor tog med dig i byen og stod ved din side, når der skulle kæmpes om pigerne?
Som bonobo-han er du nødt du finde dig i en sådan indblanding, viser en ny undersøgelse.
Måske synes hannerne dog, at denne adfærd er helt fin - undersøgelsen tyder nemlig på, at de får en fordel ud af mødrenes indsats.
Moderlig medvirken i opgørene om de brunstige bonobo-hunner øger således chancerne for at sønnerne får en omgang i høet, siger forskerne på Max Planck Institute for Evolutionary Biology.
Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B: Biological Sciences' netudgave.
Støtter sine sønner
Bonobo er et andet navn for dværgchimpanse. Flokken, som forskerne studerede, lever i Selonga-nationalparken i Den Demokratiske Republik Congo.
Det er ikke usædvanligt, at mødrene til dyr, som holder sig i samme flok hele livet, kan påvirke parringsmulighederne for deres unger.
Da bonoboerne sjældent forlader deres flok, ville forskerne finde ud af, om den samme moderlige påvirkning også gjaldt for dem.
De undersøgte ni hanner i flokken for at se, hvem der havde størst succes med at parre sig.

Ikke overraskende var det de aber med den højeste sociale status, som fik spredt deres gener i størst omfang, men mødrene til de lidt lavere rangerede hanner bidrog til, at der kom en vis udjævning, skriver forskerne i en pressemeddelelse.
Hanner og deres mødre virker nærmest uadskillelige, og voksne hunner nyder høj status i bonoboflokke, skriver forskerne.
Derfor har de mulighed for at have optræde som sønnernes støtte, når de er i infight med deres medhanner om hunnernes gunst.
Mødrene bistod med deres nærvær i såkaldte agonistiske konflikter med konkurrerende hanner - konflikter, som defineres som kommunikationskamp med trusler og andre signaler.
Indblanding giver flere børnebørn
Mødrenes tilstedeværelse i kampen om damerne betød, at også andre end de stærkeste hanner fik sig en dame, viser undersøgelsen.
Forskerne mener, at mødrene blandt andet står last og brast med sønnerne i konflikten, fordi de selv indirekte vinder på anstrengelsen.
»Hunnerne yder ikke denne type støtte til hanner af andres kød og blod. Ved at hjælpe sine sønner har de en chance for at øge antallet af børnebørn,« siger Martin Surbeck, der er en forskerne bag undersøgelsen, i pressemeddelelsen.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm


































