For 64 år siden rejste en dansk mand på et skib til Filippinergraven.
Filippinergraven er et 10.000 meter dybt punkt i havet øst for Filippinerne. Dengang troede man, at det var det dybeste punkt på Jorden. Et sted, hvor intet liv fandtes.
Men klokken fire om morgenen på Torben Wolffs fødselsdag havde bådens net fanget en sten, som måtte stamme fra bunden af graven. På stenen sad to hvide søanemoner.
Det var det første bevis på, at der fandtes liv på de allerdybeste steder i havet.
I dag arbejder Torben Wolff stadig på Zoologisk Museum i København, og han har nu udgivet ikke mindre end 400 publikationer fra sine rejser med Galathea-ekspeditionen. Du kan høre om hans fantastiske liv øverst i artiklen i filmen, som er lavet af Torben Wolffs barnebarn, Frederik Wolff Teglhus for Statens Naturhistoriske Museum.
Fandt 'uddødt' bløddyr på bunden af havet
Torben Wolffs mest berømte fund var urbløddyret - Neopilina. Indtil Torben Wolffs fund kendte man kun dyret fra 400 millioner år gamle fossiler, og derfor troede man, at den var uddød.
»Urbløddyret er leddelt, og det er helt enestående blandt bløddyrene at finde et dyr, der er leddelt hele vejen igennem,« fortæller Torben Wolff i videoen.
Bløddyr mangler normalt både ydre og indre skelet, men der er normalt heller ikke nogen leddeling i deres kroppe. Til gengæld er de ofte beskyttet af en hård skal.
Filmen om Torben Wolff er nomineret til en Awardeo-pris på videotjenesten Vimeo, og du kan stemme på den som vinder her. Afstemningen slutter i aften (lørdag 1. november).
































