Vi har tre år til at vende den nuværende udvikling.
Det er udmeldingen fra 60 forskere, erhvervsledere og politikere i en kommentar publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.
De opfordrer verdenslederne, der deltager i G20-topmødet i Hamborg 7. og 8. juli, til at nedbringe udledningen af drivhusgasser inden år 2020.
\ Historien kort
- Ifølge en kommentar i Nature har vi tre år til at reducere udledningen af drivhusgasser.
- Hvis vi overskrider denne deadline, risikerer vi en række bratte omstillinger og økonomiske konsekvenser for hele kloden.
- Reduceringsprocessen kræver en teknologisk og adfærdsmæssig revolution, advarer ekspert.
Det skal der til for at undgå bratte omstillinger og omlægninger, der vil forårsage direkte økonomiske konsekvenser for hele kloden, advarer de.
\ Læs mere
Længere tid til omstilling
Budskabet i kommentaren lyder dramatisk, men det betyder, at der vil være en længere periode, hvor verdensøkonomien kan omstille sig til en fremtid uden fossile brændstoffer.
Det forklarer Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet og medunderskriver af kommentaren.
»I sidste ende er det ikke en diskussion om, hvorvidt vi tror på menneskeskabte klimaforandringer, eller om vi kan eller bør gøre noget ved dem. Det handler snarere om, hvordan vi på den mest omkostningseffektive måde kan fremskynde omstillingen, så vi kan opfylde Paris-aftalens klimamål og sikre den bedste chance for en gunstig fremtid for vores børn og børnebørn,« fortæller Katherine Richardson.
»Vi skal starte nu«
Kommentarens forfatterliste tæller forskere fra rundt om i verden, og blandt medunderskriverne finder man erhvervsledere, økonomer, analytikere, repræsentanter for ikke-statslige organisationer og fagforeninger samt religiøse ledere.
Du kan se hele listen her.
Hvis vi vender udviklingen af udledningen af drivhusgasser i løbet af de næste tre år, holder vi os inden for det såkaldte 'carbonbudget', siger underskriverne af kommentaren.
»Det kan ikke gøres fra den ene dag til den anden. Derfor er forskningen også sikker på, at vi skal påbegynde reduceringen nu, så vi kan sikre en glat og problemfri økonomisk omstilling, og så vi kan bruge et par årtier på at gå fra, hvor vi er på nuværende tidspunkt, til en verdensøkonomi, der ikke er baseret på fossile brændstoffer,« fastslår kommentarens hovedforfatter, Christina Figueres, næstformand for Global Covenant of Mayors for Climate and Energy og Mission 2020.
Hun er desuden forhenværende leder af FN's klimakonvention og kvinden bag aftalen ved COP20 i Paris.
»Det er ikke nok at ændre energisystemet«
Kommentaren i Nature demonstrerer, hvordan verden allerede reagerer på den udfordring, som klimaforandringerne udgør.
Vores energisystem bevæger sig hastigt frem mod vedvarende energi, og det giver økonomisk mening at fortsætte, forklarer Katherine Richardson. Men dét alene er ikke nok.
»Ved hjælp af data demonstrerer det også, at en omstilling af energisystemet ikke er tilstrækkeligt - vi skal også se på fødevarer, transport, vand, infrastruktur og så videre,« forklarer hun.
Men vigtigst af alt, siger Katherine Richardson, er det, at forandringerne ikke sker så hurtigt, som videnskabelig evidens afslører, at der er behov for, for at kunne opfylde Paris-aftalens mål.
»Det er nu, vi skal handle,« tilskynder hun.
Medforfatterne argumenterer for, at en drastisk optrapning af de eksisterende politiske målsætninger skal finde sted, samt at forsknings- og videnskabsformidling i højere grad skal vejlede de politiske beslutninger i løbet af de kommende tre år.
»Det er et spørgsmål om at bruge det bedste i videnskaben og forskningen til at forklare, at vi hvis bruger rub og stub, og hele carbonbudgettet er væk inden for 4 til 15 år, så skal udledningen nå sit maksimum nu - eller meget tæt på nu - og vi siger 2020, for at vi kan foretage den mest omkostningseffektive omstilling og ikke gå helt i knæ,« fortæller Katherine Richardson.
\ Læs mere
»Fossilfri økonomi er allerede profitabel«
Christina Figueres er optimistisk. Hun mener, at en 2020-deadline er opnåelig.
»Vi har langt om længe indset, at det ikke er en enten-eller-situation. Det handler ikke om enten økonomisk vækst eller beskyttelse af miljøet. Det handler om det afgørende sammentræf af nødvendigheder, hvor vi kan skabe jobmuligheder, vi kan genskabe samfund, der har mistet arbejdspladser, vi kan chokstarte økonomien, og vi kan levere langsigtet vækst og stabilitet.«
»Energirelaterede CO2-udslip er stagneret tre år i træk, mens vores globale bruttonationalprodukt er steget med 3,5 eller 3,4 procent på årsbasis. Så der er anledning til at mene, at vi gør fremskridt,« mener Christina Figueres.
Katherine Richardson er enig.
»Vi har teknologien. Det havde vi ikke for 10 år siden, men det har vi nu. Der er stor forskel på at vide, hvordan man skal løse et problem, og så på at have alle de redskaber, der skal til,« forklarer Katherine Richardson.
Nul-emissions økonomien kræver en adfærdsrevolution
Kommentaren er blevet mødt med behersket ros fra mange forskere, heriblandt Glen Peters, der er ekspert i international handel, klimapolitik og drivhusgasudledning ved Center for International Climate and Environmental Research (CICERO) i Oslo.
»Reduceringsprocessen er en enorm udfordring, der kræver omfattende reduceringer i alle lande - rige som fattige. Nul-emission i løbet af årtier vil kræve en hidtil uset teknologisk og adfærdsmæssig revolution. Magtfulde, etablerede virksomheder vil måske sætte sig imod, så vi har brug for en smart måde at præsentere en fremgangsmåde med lav carbon som uimodståelig,« siger Glen Peters til CarbonBrief. Han tilføjer:
»Jeg er forsker, og skepsis sidder dybt i mig, men jeg kan ikke se nogen som helst mening i at optimistisk sætte kursen direkte imod afgrunden. Der er plads til, at visse mennesker udtrykker optimisme, men andre skal så sikre, at vi kan levere varen i forhold til den optimisme.«
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Carbonbudgettet
Carbonbudgettet refererer til den mængde CO2, som vi kan udlede og stadig opfylde de klimamål, som politikerne fastlagde ved COP21-mødet i Paris, om at begrænse de globale temperaturstigninger til mellem 1,5 og 2 grader Celcius.
Fordi forholdet mellem CO2 og temperatur er godt forstået, kan forskere estimere, hvor stor en mængde drivhusgasemissioner, der skal til, for at nå temperaturgrænserne.
Det leverer en række vurderinger af, hvor meget drivhusgas vi kan pumpe ud i atmosfæren, før vi rammer 1,5 eller 2 grader, forklarer Richardson.
Nuværende estimater af carbonbudgettet ligger på mellem 150 og 1.050 gigaton CO2 afhængig af den præcise metode og de data, der bliver brugt til beregningen.
Det forekommer måske som en stor variation, men uanset om vi ser på det laveste estimat eller de højere estimater, giver det os ikke meget tid til at omstille os til ikke at være afhængige af fossile brændstoffer.
Hvis vi fortsætter med udledningen af drivhusgasser som på nuværende tidspunkt, vil vi sandsynligvis nå den nedre grænse (150 gigaton CO2) om blot fire år.
Og hvis vi fortsætter ufortrødent efter år 2020, vil vi nå midtpunktet af estimaterne (omkring 600 gigaton) på blot 15 år, ifølge kommentaren.
Uanset hvad det sande carbonbudget er, betyder det, at temperaturerne vil stige over Paris-aftalens 2-graders mål.
