»Tak, fordi du døde lige præcis dér«

»Tak, fordi du døde lige præcis dér.«

Ordene er antropologen Donald Johansons om den lille, menneskelige superstjerne, hvis skelet han så ud af øjenkrogen i Etiopien for godt 40 år siden.

Få år senere var hans liv for altid ændret, og det 3,2 millioner år gamle fossil Australopithecus afarensis 'Lucy' blev folkeeje, der løftede menneskets udviklingshistorie ind i den offentlige bevidsthed.

En model af Lucy på Moesgaard Museum i Aarhus er den nyeste og mest præcise rekonstruktion, moderne videnskab kan præstere, og hendes 'far', Don Johanson, har glædet sig til at se hende.

»Og de siger, at kvinderne i København er smukke,« griner han begejstret.

Don Johanson, som i dag er blevet 74 år, er kommet til Danmark for at fortælle om Lucy og hendes betydning.

\ Læs mere

Superstjernen Lucy fylder 3,2 millioner år

Sådan begyndte det

Det hele begyndte i 1974. Dengang havde forskerne næsten ingen fossiler af gamle, menneskelige forfædre fra Afrika og ingen, som var 3 millioner år gamle.

Alle andre forskere gravede efter fossiler i Kenya, men en fransk geolog Maurice Taieb havde fundet gamle jordlag fyldt med fossiler i Etiopien, og den unge Don Johanson var den eneste antropolog, som takkede ja til at tage med.

Den dag, han fandt Lucy, var han taget ud for at placere et grisefossil, som Taieb havde fundet året før, ind på kortet.

Kan man sige, at en gris viste vejen?

»Ja, det kan man godt sige. Det var et fantastisk flot, næsten en meter langt, svinekranium, et af de mest komplette fossiler nogensinde,« fortæller Don Johanson.

»I dag ville man selvfølgelig bruge GPS, men vi var nødt til at tage tilbage til stedet for at putte det præcist ind på et luftfoto.«

»Det var grunden til, at jeg var der. Stedet var ikke ret rigt på fossiler, og hvis ikke jeg havde fundet hende (Lucy, red.) den dag, var vi måske aldrig vendt tilbage til det sted.«

Tag os med tilbage; hvordan gik det til, da du fandt Lucy?

»Det var 24. november 1974 i en afsidesliggende del af Etiopien kaldet Afar,« fortæller Don Johanson.

»Det var en bagende varm søndag, næsten intet bevægede sig, der var ingen vind, og det støvede, hver gang vi tog nogle skridt.

Jeg ville køre tilbage til min lejr, fordi den lå ved en flod, hvor jeg kunne hoppe i og køle af. Men som jeg skulle til at forlade området, kiggede jeg tilbage over min højre skulder og så en stump af en armknogle.

Jeg vidste straks, at det ikke kunne være fra noget andet pattedyr - det måtte være fra en menneskelig forfader.

Med ét var varmen og den brændende sol væk, og jeg knælede ned for at undersøge stumpen nærmere.

Det var en albue knogle, og ved siden af lå flere stykker, som måtte høre sammen. En underkæbe og nogle tænder - de var grå og smukt bevarede. Så var der et stykke af kraniet og et stykke af bækkenet.

Jeg vidste, at det ville blive en vigtig opdagelse, men jeg vidste ikke, om det var en han eller en hun, eller om det var en type australopitecin - abemenneske - som aldrig før havde været opdaget.

Men jeg vidste, at den var gammel; over 3 millioner år, fordi vi allerede havde dateret de geologiske lag.

Vi samlede de få stumper sammen i et lommetørklæde og kørte tilbage til lejren, og i løbet af de næste to uger rensede vi systematisk stedet på vel 10 gange 30 meter.

I alt endte vi med at finde omkring 40 procent af skelettet, der var 3,2 millioner år.«

\ Læs mere

Menneskehedens fjerne forfader Lucy døde af fald fra et træ

Hvordan kom skelettet til at hedde Lucy?

»Knoglerne var så små, at jeg mistænkte, at det her måtte være en hun, fordi så langt tilbage i vores menneskelige forhistorie var der stor forskel på størrelsen af hanner og hunner. Hanner var meget store og hunner relativt små.

I lejren blev alle meget begejstrede, og om aftenen fejrede vi det selvfølgelig og hørte Beatles-albummet 'Lucy in The Sky With Diamonds'.

En fra ekspeditionen, Pamela Alderman, sagde: 'Hvis du tror, at det er en hun, hvorfor så ikke kalde hende 'Lucy'?'

Jeg var en smule tøvende. Jeg syntes ikke, at hun skulle have et fjollet, lille navn, men et rigtigt videnskabeligt navn, og vi vidste ikke engang, hvad vi havde fundet.

Men det var for sent.

Næste dag ved morgenmaden snakkede alle om: 'Skal vi tilbage til Lucy-stedet?' eller 'Mon vi finder mere af Lucys kranium?' og 'Hvor gammel tror du, Lucy var, da hun døde?' - og der var ingen vej tilbage.

I løbet af de næste 3,5 år undersøgte vi Lucys skelet og mange andre fossiler af menneskelige forfædre fra samme område.«

Når du tænker tilbage i dag, hvad er så det vigtigste ved fundet af Lucy?

»Well, for det første, at hun og de andre fossiler tilhører en ny art (Australopithecus afarensis, red.), som, vi i dag ved, levede for mellem 3 og 4 millioner år siden og var vidt udbredt over Østafrika - Etiopien, Kenya og Tanzania.

Og den hypotese, jeg fremsatte i 1978, om, at den her art var forskellig fra alle andre australopitecinere og formentlig var den sidste fælles forfader til grene, der førte til vores slægt, Homo - latin for menneske - og til andre slags australopitecinere.

Det vigtigste med det er, at vi i dag kan se tilbage og teste den hypotese, fordi der er fundet så mange flere fossiler på mellem 2 og 3 millioner år, der forbinder Lucys art med tidlige Homo og med andre slags australopitecinere.

Hun ser ud til at have været en art, der var central ved at tilføre populationer, som den naturlige selektion tog i forskellige retninger. En, som i sidste ende førte til os og også til en serie af australopitecinere, der uddøde.«

\ Læs mere

Rekordgamle fund afslører: Mennesker forlod Afrika længe før troet

Hvordan levede Lucy og hendes fæller?

»Vi ved mere om det i dag, fordi vi har et bedre billede af de omgivelser, som hun levede i. Det var hverken åbent græsland eller tæt regnskov, men et område domineret af en meget stor sø med åbne områder og forskellige træer.

De var formentlig hovedsageligt vegetarer, men det er meget muligt, at hun har spist æg fra krokodiller, skildpadder og fugle. Hun kunne også spise firben, orm og insekter som termitter.

Vi ved, at hun færdedes på jorden, hvor hun gik oprejst på to ben, men om natten er det meget sandsynligt, at hun har søgt sikkerhed i træerne.

Fordi vi fandt en stor gruppe fossiler i 1975 – ’First Family’ - ved vi, at de ikke levede alene, men i grupper på formentlig 15-30 individer af blandede hanner og hunner.

Det var ikke en haremsgruppe, som man kender fra gorillaer med én dominerende han, men formentlig mere som det, vi ser hos chimpanser.

Derudover er der ingen evidens for, at de lavede stenredskaber, så det har været præ-redskabstiden i vores menneskelige historie.«

\ Læs mere

Lucy afslører: Vores forfædre slap ikke træerne så hurtigt som antaget

Hvor længe levede Lucys art på Jorden?

»Vi ved i dag, at hun (hendes art, red.) eksisterede i mere end 800.000 år for mellem 3 og 4 millioner år siden.

Til sammenligning har moderne mennesker som os selv måske været her 60.000 år, og Homo sapiens som art går måske tilbage til f0r 300.000 år siden, men det var en meget forskellige type sapiens, end vi ser i dag.

Og så for 3 millioner år siden skete et skift i klimaet med markant udtørring i Østafrika, som tilsyneladende ansporede forandringer, og hendes art udvikledes til nye arter.«

\ Læs mere

Det første fossile genom udvundet fra menneskehedens vugge

Der er kommet mange nye fund til siden - ikke mindst i Sydafrika. Hvor står vi med menneskets udviklingshistorie i dag?

»Det, som er så vigtigt med de nye fund fra Sydafrika - dvs. Homo naledi og Australopithecus sediba fra Transvaal regionen - er, at de viser os, at vores menneskelige historie ikke var en lige linje.

De viser, at der var mange grene, og at evolutionen gennem naturlig selektion har skabt mange forskellige arter, der uddøde.

Og de viser også, at Sydafrika og Østafrika formentlig var ret adskilte dengang, fordi vi finder aldrig de samme fossiler de steder, det er altid forskellige arter.

Homo naledi har meget sære fødder og en sær vrist, formentlig noget i stil med 'Hobbitten' fra Indonesien, og for mig viser det, hvor stor opfindsomhed den naturlige selektion har.«

\ Læs mere

Homo naledi-fundet ændrer historien om os selv

Hvad er den vigtigste lære, som, du gerne så, et ungt menneske tog med fra dine erfaringer?

»Det vigtigste er at forstå, at lige meget om vi ser på udviklingen af redskaber, at gå oprejst på to ben eller vores store hjerne, er det altsammen begivenheder, som skete i Afrika først.

Som en art, der i dag er udbredt over hele Jorden, forenes vi alle af vores afrikanske fortid. Vi har afrikanske gener i os, om du vil, så det er meget vigtigt at forstå, at vi alle har et fælles ophav, som i bund og grund er afrikansk.

På mange måder er vi alle afrikanere, også selvom mange af os ikke ser ud som mennesker, der lever i Afrika. Det er en meget vigtig lære.

Og lige så vigtigt er det lægge mærke til og forstå, hvor dominerende vi er blevet på planeten som et meget farligt dyr, der ødelægger selve den verden, som har skabt os.

Det er naturen, som fra et biologisk synspunkt var vores skaber, og vi er i gang med at destruere det naturlige miljø.

Det vil i sidste ende have meget negative konsekvenser for os og vores eksistens,« konstaterer Don Johanson.