For 66 millioner år siden ramte en asteroide Jorden med samme kraft som 10 milliarder atombomber.
Det ændrede evolutionens gang. Himlen blev mørk, og planterne holdt op med at omdanne kuldioxid (CO2) fra atmosfæren og vand fra jorden til ilt og organisk stof.
Planterne døde, og derefter dyrene, der levede af dem. Fødekæden brød sammen. Over 90 procent af alle arter forsvandt. Da støvet havde lagt sig, var alle dinosaurerne undtagen en håndfuld fugle uddøde.
Men denne katastrofale hændelse muliggjorde menneskets evolution. De overlevende pattedyr stortrivedes, heriblandt små proto-primater der udviklede sig til os.
Hvad nu hvis det ikke var sket?
Forestil dig, at asteroiden ikke ramte Jorden, og dinosaurerne overlevede. Forestil dig højt udviklede rovfugle, der planter deres flag på Månen.
Dinosaur-forskere, der opdager relativitetsteorien eller diskuterer en hypotetisk verden, hvor pattedyr utroligt nok overtog Jorden. Det lyder måske som en dårlig science fiction-historie, men det tackler en række dybe, filosofiske spørgsmål om evolution.
Er menneskeheden her bare tilfældigt, eller er udviklingen af intelligente redskabsbrugere uundgåelig?
Hjerner, redskaber, sprog og store sociale grupper gør os til klodens dominerende art. Der er otte milliarder Homo sapiens på syv kontinenter. Efter vægt er der flere mennesker end alle vilde dyr tilsammen.
Vi har modificeret halvdelen af klodens jord for at brødføde os selv. Man kan argumentere for, at væsner som mennesker var forudbestemt til at udvikle sig.
Udgangspunktet sætter en grænse for slutpunktet
I 1980'erne foreslog palæontologen Dale Russell et tankeeksperiment, hvor en kødædende dinosaur udviklede sig til en intelligent redskabsbruger.
Denne 'dinosauroid' gik oprejst, havde en stor hjerne og tommelfingre, som kunne bøjes i en anden retning.
Det er muligt, men det er usandsynligt. Et dyrs biologi begrænser retningen for dets udvikling. Dit udgangspunkt sætter en grænse for dit slutpunkt.
Hvis du dropper ud af college, vil du sandsynligvis ikke blive hjernekirurg, advokat eller NASA-raketforsker, men du bliver måske kunstner, skuespiller eller iværksætter.
De veje, vi går i livet, åbner visse døre og lukker andre. Det gælder også i evolutionen.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
10 gange så tung som en elefant og lige så lang som en blåhval
Tag for eksempel dinosaurernes størrelse. I juratiden udviklede sauropoddinosaurer, Brontosaurus og deres slægtninge sig til giganter på 30-50 tons, som var op til 30 meter lange – 10 gange så tung som en elefant og lige så lang som en blåhval.
Det skete i flere grupper, blandt andet Diplodocidae, Brachiosauridae, Turiasauridae, Mamenchisauridae og Titanosauria.
Det skete på forskellige kontinenter, på forskellige tidspunkter og i forskellige klimaer - fra ørkener til regnskove. Men andre dinosaurer, der levede i disse miljøer, blev ikke supergiganter.
Den røde tråd, der forbinder disse dyr, er, at de var sauropoder. Noget ved sauropodens anatomi – lunger, hule knogler med et højt styrke-til-vægt-forhold, stofskifte eller alle disse ting - åbnede op for deres evolutionære potentiale.
Det lod dem vokse sig store på en måde, som ingen landdyr nogensinde har gjort før eller siden.
\ Læs mere
Kæmpe rovdyr øverst i fødekæden
De kødædende dinosaurer udviklede sig gentagne gange til enorme rovdyr på 10 meter og flere tons.
I løbet af 100 millioner år har megalosaurider, allosaurider, carcharodontosaurider, neovenatorider og endelig tyrannosaurer udviklet sig til kæmpe rovdyr øverst i fødekæden.
Dinosaurer var gode til store kroppe, men knap så gode til store hjerner. Dinosaurer viste en svag tendens til øget hjernestørrelse over tid. Jurassiske dinosaurer som Allosaurus, Stegosaurus og Brachiosaurus havde små hjerner.
Da vi nåede frem til den sene kridttid, 80 millioner år senere, havde tyrannosaurer og næbdyr udviklet større hjerner. Men på trods af kropsstørrelsen vejede T. rex-hjernen stadig kun 400 gram.
En Velociraptor-hjerne vejede 15 gram. Den gennemsnitlige menneskehjerne vejer 1,3 kilo.
Våbenkapløb mellem rovdyr og bytte
Dinosaurerne udviklede sig med tiden. Små planteædere blev mere almindelige, og fuglene diversificerede.
Langbenede arter udviklede sig senere, hvilket tyder på et våbenkapløb mellem hurtigtløbende rovdyr og deres bytte.
Det lader til, at dinosaurerne levede stadig mere komplekse sociale liv.
De begyndte at leve i flokke og udviklede kunstfærdige horn til kamp og til at imponere med. Alligevel lader det til, at dinosaurerne for det meste producerede 'kopier' af sig selv ved at udvikle gigantiske planteædere og kødædere med små hjerner.
Der er ikke meget ved de cirka 100 millioner års dinosaurhistorie, der tyder på, at de ville have gjort noget radikalt anderledes, hvis asteroiden ikke havde grebet ind.
Vi vil sandsynligvis stadig have disse supergigantiske, langhalsede planteædere og enorme tyrannosaurlignende rovdyr. De ville måske udvikle lidt større hjerner, men der er kun lidt evidens for, at de ville udvikle sig til genier.
Store hjerner og kompleks adfærd
Det er heller ikke sandsynligt, at pattedyr ville fortrænge dem. Dinosaurer monopoliserede deres omgivelser til det sidste, inden asteroiden ramte.
Pattedyrene havde derimod forskellige begrænsninger. De udviklede aldrig supergigantiske planteædere og kødædere, men de udviklede igen og igen store hjerner.
Massive hjerner (så store eller større end vores) udviklede sig i spækhuggere, kaskelothvaler, bardehvaler, elefanter, søleoparden og aber.
I dag har nogle få efterkommere af dinosaurerne – fugle som krager og papegøjer – komplekse hjerner. De kan bruge redskaber, tale og tælle.
Men det er pattedyr som aber, elefanter og delfiner, der har udviklet de største hjerner og den mest komplekse adfærd.
Så garanterede eliminering af dinosaurerne, at pattedyrene udviklede intelligens? Tja, måske ikke.
Brug for muligheder og held
Udgangspunkterne kan begrænse slutpunkterne, men de garanterer dem heller ikke.
Steve Jobs, Bill Gates og Mark Zuckerberg droppede alle ud af college, men hvis frafald automatisk gør dig til en multimilliardær, ville alle dropouts være rige.
Selv med det rette udgangspunkt og startsted, har vi brug for muligheder og held.
Primaternes evolutionære historie indikerer, at vores evolution var alt andet end uundgåelig.
I Afrika udviklede primater sig til aber med stor hjerne - og på syv millioner år produceredes det moderne menneske.
Kun i Afrika tog primatudviklingen en unik retning
Men andre steder gik primatudviklingen i en helt anden retning. Da aber nåede Sydamerika for 35 millioner år siden, udviklede de sig til flere abearter.
Primater nåede Nordamerika mindst tre forskellige gange, for 55 millioner år siden, 50 millioner år siden og 20 millioner år siden. Alligevel udviklede de sig ikke til en art, der laver atomvåben og smartphones. I stedet uddøde de af grunde, vi ikke forstår.
I Afrika - og kun i Afrika - tog primatudviklingen en unik retning. Noget ved Afrikas fauna, flora eller geografi drev udviklingen af aber: terrestriske, storkroppede, storhjernede, redskasbrugende primater.
Selv da dinosaurerne var væk, havde vores udvikling brug for den rigtige kombination af muligheder og held.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
