Hvis vi kunne besøge et laboratorium for 50 eller 100 år siden, ville vi se, at dyreforsøgene foregik meget anderledes end nu.
Dengang fik forskerne deres forsøgsdyr fra mange forskellige steder. Eksempelvis aftog de ofte herreløse hunde, som hundefangerne havde indfanget om natten.
Det betød stor variation i materialet – nogle hunde var af store racer, andre af små racer, nogle gange kunne hundefangerne kun skaffe tæver, andre gange kun hanhunde, ligesom også dyrenes opvækst og alder varierede.
Forsøgsrotter fik tarveligt brød
Det er for længst fortid, idet forsøgsdyrene i dag skal indkøbes hos specialavlere af forsøgsdyr, der har sørget for en ensartet kvalitet af forsøgsdyrene.
Når så forskerne dengang skulle fodre forsøgsdyrene, benyttede de typisk det foder, de lige kunne skaffe, hvilket varierede fra laboratorium til laboratorium. Nogen gange gik det godt, men ikke altid.
I 1927 modtog den danske læge Johannes Fibiger nobelprisen i medicin for sin forskning i kræftsvulster hos rotter, men det viste sig senere, at svulsterne slet ikke skyldtes kræft, men nok blot var udtryk for vitaminmangel, fordi han fodrede forsøgsrotterne med sin kones tarvelige hjemmebagte brød.
Tre bøger satte skub i standardisering
Siden Johannes Fibigers tid er der løbende sket standardisering og forbedring af dyreforsøgene. Især satte tre bøger gang i standardiseringen:
- ”Statistical Methods for Research Workers” blev udgivet i 1926 af Ronald Fischer. Den medførte, at forsøgenes design og statistiske analyse blev forbedret.
- ”The design of Experiments”, også af Ronald Fischer, udkom ti år senere. Begge bøger blev hurtigt klassikere for alle, der udførte forsøg på dyr.
- ”The Principles of Humane Experimental Technique” blev udgivet i 1959 af zoologen William Russel og mikrobiologen Rex Burch. De argumenterede for, at reduktion i forbruget af forsøgsdyr er et af tre væsentlige etiske krav til forskerne (de to andre krav var at bruge alternative metoder og at forbedre forsøgsdyrenes kår).
Standardisering gav færre forsøgsdyr
I dag er dyreforsøgene langt mere standardiserede end dengang, bogen udkom: Såvel design, forsøgsdyrene, deres opstaldning, fodring og de eksperimentelle teknikker er blevet standardiseret.
Det har betydet, at der i dag kan bruges færre dyr til hvert studium for at opnå den samme grad af statistisk sikkerhed. Standardiseringen kan være én af flere grunde til faldet i forbruget af forsøgsdyr, som vi har oplevet i Danmark i de senere år.
Standardiseringen af dyreforsøg fortsætter – blandt andet arbejder danske forskere i øjeblikket med at ensrette tarmfloraen, da dette menes at kunne reducere variationen i blandt andet dyremodeller for allergi og diabetes.
\ Fakta
Aage Kristian Olsen Alstrup anbefaler disse to danske artikler som videre læsning: Alstrup AKO & T Wang: Kunne rundormen inducere cancer i mavesækken hos rotter? DYRLÆGEN 2011, 3, 36-39. Alstrup AKO, M Winterdahl & T Wang: Ronald Fisher forenede gener og evolution. KASKELOT 2013, 198, 28-31.
Tidligere har dyrlæger og forsker fjernet en række infektionssygdomme hos forsøgsdyrene, som man vidste var med til at øge variationen. Vil denne standardisering mon fortsætte i al fremtid?
Forsøgsdyr ligner mennesker mindre
Der er ingen tvivl om, at der stadig er potentialer for standardiseringer, som yderligere kan reducere forbruget af forsøgsdyr. Imidlertid er spørgsmålet, om den øgede standardisering kan have utilsigtede konsekvenser for forskningen.
Det hjælper jo ikke meget, at man opnår ensartede resultater, hvis det eksempelvis sker på bekostning af, om resultaterne er brugbare i forhold til os mennesker.
I de seneste ti år har der været røster fremme om, at den store fokusering på standardisering er sket på bekostning af, om de opnåede resultater er anvendelige hos mennesker.
Nogle videnskabsfolk har eksempelvis peget på, at man gennem intensiv indavl af forsøgsdyr er nået frem til stammer, der ikke i særlig stort omfang afspejler os mennesker, som dyrene jo ellers skal være modeller for.
Vi mennesker er jo ikke stærkt indavlede eller æder den samme standardiserede kost dag efter dag.
Forsøgsresultater kunne ikke overføres
Konkret har flere peget på, at af de mange potentielle lægemidler mod hjerneblodpropper (apopleksi), som har vist lovende resultater i mus og rotter, har så godt som alle vist sig virkningsløse, når de senere er testet i mennesker.
De senere år har flere oversigtsartikler ligeledes vist, at musemodeller for menneskets sygdom langt fra altid giver de samme svar, som hvis man testede i patienter. Dette behøver naturligvis ikke kun at skyldes standardiseringen, men kan også have andre årsager – blandt andet at musens fysiologi er forskellig fra menneskets.
Problemerne med sygdomsmodellerne tyder dog på, at der måske i dag er for stor afstand fra laboratorieforholdene til os menneske.
Standardisering af forsøgene er fortsat vigtig, men det må ikke ske på bekostning af, at resultater skal kunne bruges på os mennesker.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.


































