En flagermus har god grund at hyle om natten: Ved konstant at sende højfrekvente lyde ud i mørket, lytter den sig frem til sin mad.
Flagermusenes høje hyl sender nemlig ekko tilbage, når de rammer noget. Og flagermusen er ekspert i at høre, om lydenes ekko kommer fra noget spiseligt.
»Det er superfascinerende, at de ekkolokaliserer ligesom hvaler,« siger postdoc Lasse Jakobsen fra Syddansk Universitets Biologiske Institut.
»Mens vi mennesker bruger synet hele tiden, så bruger flagermusene højfrekente lyde og deres hørelse til at orientere sig og til at jage,« fortsætter han.
Små flagermus hæver lydfrekvensen
De fleste af verdens forskellige flagermus-arter tilpasser frekvensen af deres lyde, så de passer til omgivelserne og deres bytte.
Men de mindste flagermus bruger en meget højere frekvens, end de har behov for, når de skal lytte sig frem til deres mad, der som regel består af natsværmere, biller og andre insekter.
Nu har Lasse Jakobsen og to kolleger fra Syddansk Universitet fundet ud af, at de små flagermus, som kun vejer 3-4 gram, simpelthen kompenserer for deres størrelse ved at hæve lydfrekvensen.
Deres opdagelse er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Flagermus har natten for sig selv
»Flagermus har været exceptionelt gode til at tilpasse sig evolutionært. Selv om de faktisk godt kan se med øjnene, har de i stedet udviklet evnen til at ekkolokalisere. Det vil sige, at de lokaliserer objekter ved at udsende lyde og lytte til de tilbagevendende ekkoer. På den måde kan de jage om natten,« forklarer Lasse Jakobsen.
Og i nattens mulm og mørke kan flagermusen jage sit bytte i fred:
\ Fakta
I følge Naturstyrelsen er der 17 forskellige slags flagermus i Danmark. Den mindste og mest almindelige er dværgflagermusen, som kun vejer 3-4 gram. Om vinteren går flagermusene i hi, men om sommeren er de aktive om natten. Hvis man kigger op i de lyse sommernætter omkring Sankt Hans, vil man kunne se flagermus overalt i Danmark. En enkelt art holder sig tilsyneladende til de store byer: Indtil videre er den kun set i København og Aarhus. I følge Lasse Jakobsen er den vild med storbyer, fordi den er kommet til Danmark fra Sydeuropa, hvor den har opholdt sig i bjergene. I de store byer slår den sig også ned højt oppe under tagene på de højeste bygninger.
»Om dagen ville flagermusen være nødt til at dele jagtmarkerne med fuglene, men ved at jage i mørke har den sin egen lille niche, hvor den kan jage uforstyrret,« forklarer Lasse Jakobsen.
Kun på den portugisiske øgruppe Azorerne i Atlanterhavet, hvor der ikke er fugle, findes der flagermus, som jager både dag og nat. At flagermusene er så gode til at tilpasse sig omgivelserne, gør dem også ekstremt gode til at overleve.
Flagermus har gennemgået fantastisk udvikling
»Omkring en fjerdedel af alle pattedyrsarter er flagermus. De findes overalt, også i de mest afsondrede dele af verden. I Danmark er de også meget almindelige. Vi regner med, at dværgflagermusen (Pipistrellus pipistrellus) er det tredje mest udbredte danske pattedyr,« siger Lasse Jakobsen
At de er så gode til at overleve og formere sig siger noget om, at verdens mange hundrede forskellige flagermus-arter har gennemgået en fantastisk evolutionær udvikling, mener Lasse Jakobsen:
»Derfor har vi undret os over, at små flagermus som dværgflagermus, bruger usædvanligt høje frekvenser, når de jager, for det er på mange måder en ulempe for dem frekvenserne er så høje,« siger Lasse Jakobsen.
Ulemper ved teorier om høje frekvenser
Når de mindste flagermus sender lyde ud, der ligger på en utrolig høj frekvens, sænker de principielt rækkevidden af deres lydnavigation i forhold til, hvis deres lydfrekvenser var lavere. Det skyldes, at jo højere frekvensen er, jo hurtigere ebber lyden ud, når flagermusen har udsendt den.
Forskerne har hidtil ment, at små flagermus bruger høje frekvenser, fordi de fanger meget små byttedyr. Og jo højere frekvensen er, jo nemmere er det at finde frem til insekter, der er så små, at selv de mindste flagermus kan gabe over dem. For ved høje frekvenser, er der en større chance for, at byttedyret reflekterer lyden.
Det handler om lydens bølgelængde:
»Hvis frekvensen bliver for lav, vokser bølgelængden, og den kan blive for stor i forhold til byttedyrets størrelse. Hvis den bliver for stor, reflekterer byttedyret ikke lyden, og så vil flagermusen ikke modtage et ekko, den kan navigere efter,« siger Lasse Jakobsen.
»Men det har vist sig, at den teori ikke i tilstrækkelig grad kan forklare de høje frekvenser, de små flagermus bruger,« fortsætter han.
De tilpasser lyden til et mindre rum
\ Fakta
Selv om synsfelt egentlig henviser til et areal, man kan se med øjnene, bruger forskere betegnelsen “akustisk synsfelt” om det område, flagermusenes højfrekvente lyde dækker. I følge Lasse Jakobsen taler forskerne om “synsfelt” i forbindelse med flagermusenes ekkolokalisering, fordi flagermusene netop bruger højfrekvente lyde og deres hørelse som en slags øjne om natten. Ligesom vi altid har øjnene åbne, når vi er vågne, udsender flagermus konstant højfrekvente lyde, når de er ude om natten.
For at finde en bedre grund til, at de små flagermus skriger ekstremt højfrekvent i forhold til deres størrelse, har Lasse Jakobsen og hans kolleger fanget 15 store og små flagermus rundt omkring i Danmark.
Enkeltvis er de forskellige flagermus-arter blevet lukket ind i et stort netbur i universitetets kælder. Mens de fløj rundt i mørke, udsendte flagermusene deres højfrekvente lyde.
»Vi optog lydene med særlige mikrofoner, som kan opfange de høje frekvenser. Da vi senere analyserede lydene, kunne vi blandt andet se, at flagermusene tilpasser deres lyde, så de passer til omgivelserne,« siger Lasse Jakobsen.
»De store brunflagermus (Nyctalus noctula, red.) sænkede for eksempel deres normale lydtryk, da de kom inde i laboratoriet for at tilpasse lyden til det lille rum. Ellers ville de blive helt overvældet af ekkoer,« fortsætter forskeren.
Forskernes lydoptagelserne viste også, at flagermus udsender deres ekkolokations-lyde i en fokuseret, fremadrettet kegle. Dermed opnår de et snævert akustisk synsfelt (se faktaboks). Desuden fandt forskerne ud af, at alle de seks undersøgte arter stort set benytter sig af samme størrelse akustisk synsfelt.
Store flagermus udsender smalle lydkegler
»Om bredden af det akustiske synsfelt gælder det, at jo større flagermusen er, jo smallere en lydkegle udsender den. Lydkeglen bliver nemlig smallere, jo højere en frekvens, flagermusen udsender,« forklarer Lasse Jakobsen.
»De mindste flagermus udsender meget høje frekvenser i forhold til deres størrelse for at modarbejde det handikap, det er at være så små, som de er,« fortsætter han.
Når flagermusene tilpasser deres akustiske synsfelt, så det bliver smallere, rammer de færre irrelevante objekter, når de sender højfrekvente lyde ud i natten.
Hvis synsfeltet er for bredt, får flagermusene nemlig ekko tilbage fra alt muligt, som de ikke har brug for at kende til, når de skal jage og navigere. Og så skal de arbejde hårdere for at sortere i alle indtrykkene.
»Det er meget bemærkelsesværdigt, at alle seks arter benytter det samme akustiske synsfelt, selv om deres størrelser og kaldefrekvens er meget forskellige. Det viser, at det akustiske synsfelt er enormt vigtigt for flagermus og andre dyr, der navigerer i komplet mørke ved hjælp af lyd,« siger Lasse Jakobsen.
