Klimaforandringer har påvirket polarræves gener
Den islandske polarrævs gener afslører, at artsfæller kom på besøg over isen under den lille istid for mange hundrede år siden. Den viden bidrager til klimaforskningen.

Polarræven på Island har fået besøg af artfæller over havisen under isnende vintre. (Foto: Yvonne Cox)

Polarræven på Island har fået besøg af artfæller over havisen under isnende vintre. (Foto: Yvonne Cox)

Den islandske polarræv er et billede på, hvordan klimaændringer kan få betydning genetisk.

Polarræven er det eneste indfødte landpattedyr på sagaøen. Den kom til øen længe før de første mennesker, da havet var frosset til is. Så smeltede havisen, og den islandske polarræv blev isoleret fra andre bestande.

Et nyt studie fra Royal Society B tyder det imidlertid på, at der må være kommet nye individer af polarræven over havet i løbet af kuldeperioden, som strakte sig fra 1500-tallet og et godt stykke ind i 1800-tallet. Dette har sat spor i dagens gener hos den islandske polarræv.

Det nye studie bidrager til mere viden om, hvordan havisens udbredelse har bidraget til genblandingen hos polarræven rundt om polarcirklen og i subpolare områder, og det kan være relevant i forhold til fremtidige klimaændringer. Accelerationen af den globale opvarmning vil hindre polarrævenes vandring, og det vil give en genetisk afvigelse, som vil differentiere den islandske polarræv fra dens slægtninge på fastlandet.

Knogler fra polarræv fundet på bopladser

I det nye studie, publiceret i tidsskriftet Proceeding of the Royal Society B, har forskere i Sydafrika, Sverige og USA isoleret og undersøgt DNA fra knogler af polarræv fundet på gamle norrøne bopladser på Island.

Fakta

Polarræven er en kritisk truet art i Skandinavien og Nordvestrusland, men talrig mange andre steder i Arktis.

På Island er bestanden i god form på trods af, at den længe har været set som et skadedyr, som forsyner sig med får og forstyrrer edderfuglene.

Dette er blevet sammenlignet med DNA fra nutidens islandske polarræve.

Norrøne bosættere kom til Island for mere end tusind år siden. Ræveknoglerne fra denne periode har givet DNA fra sig, som tyder på, at polarræven på Island havde været isoleret over lang tid på daværende tidspunkt.

Hvor længe bestanden havde været isoleret, siger forskerne ikke noget om. En mulighed er, at isolationen havde varet helt siden slutningen af sidste istid.

Polarræven vandrer langt

I dag har polarræven på Island imidlertid en meget større mangfoldighed i sit arvemateriale.

Polarrævene, som kom over isen, havde gener fra bestande i andre dele af Arktis, heriblandt Grønland og Svalbard, med sig, og de fik afkom med de indfødte islandske polarræve.

Kortet viser udbredelsen af polarræv i Arktis (gul farve) og gennemsnitlig maksimal udbredelse af havis i årene 1979-2000 (lyseblå farve). Island, Pribylov-øerne og Kommandørøerne har bestande af polarræv, som i dag er isoleret af isfrit hav. Baseret på Larson et. al 2012. (Kort: Google Maps/tilpasset af forskning.no/Per Byhring)

»Det er kendt, at voksne ræve af begge køn kan vandre tusinder af kilometer på et enkelt år,« hedder det i studiet.

I løbet af disse vandringer kan de opholde sig på den arktiske pakis i lange perioder.

Tidligere DNA-studier tyder på, at polarræven fra Nordamerika, det nordlige Grønland og Svalbard parrer sig med hinanden.

Der er også kontakt mellem disse og polarrævene i Sibirien.

Det er især i år med få lemminger og andre smågnavere, at polarræven i nogle regioner kan begive sig ud på lange vandringer. I områder, hvor polarræven ikke er så afhængig af smågnavere som byttedyr, holder den sig mere i ro, påpeger forskerne.

Ikke alene om at være isoleret

Polarræven kan gå ud på lange vandringer over arktisk havis. (Foto: Yvonne Cox)

Polarræven på Island er ikke den eneste, som i dag er isoleret af åbent hav og mangel på is.

Der findes også små, isolerede bestande af polarræv på eksotiske steder som Pribylov-øerne uden for Alaska og Kommandørøerne uden for den russiske Kamtsjatkahalvø.

Den lille istid lukkede havet mellem Grønland og Island

Perioden mellem 1500 og 1900 kaldes for Den lille istid. Da var det meget koldere i Nordeuropa, end det er i dag.

Kuldeperioden førte til, at havisen mellem Grønland og Svalbard strakte sig længere mod syd.

Historiske kilder tyder på, at det i løbet af disse kolde århundreder ikke var usædvanligt med sammenhængende isdække mellem Grønland og Island gennem flere måneder om vinteren.

Kulden mærkede man også tydeligt et godt stykke længere mod syd. I Europa rapporterer historiske kilder om 'vintre uden somre', og floder som Themsen frøs regelmæssigt til om vinteren.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker