Det er ikke kun os mennesker, som kan blive ramt af kræft. Den tasmanske djævel, Sarcophilus harrisii, kæmper lige nu mod en klam kræftsygdom, der giver store tumorer i hovedet, så den til sidst dør af sult.
Sygdommen ved navn Devil Facial Tumour Disease (DFTD) har slået op til 85 procent af dyrene på den australske ø Tasmanien ihjel. Og for at hjælpe de stakkels dyr fra total udryddelse er forskere, zoologiske haver og dyreparker gået sammen om at avle nogle stærke dyr, der senere kan sættes ud i naturen.
En af de australske forskere, Kathy Belov, var i denne uge på besøg hos København Zoo for dels at fortælle om, hvordan det går med de tasmanske djævle og dels lave en faderskabstest på nogle af ungerne.
»Vi var sikre på, at vi ville se en total udryddelse i det østlige Tasmanien, men det er ikke sket endnu. Det er både fordi evolutionen ser ud til selv at tage hånd om sygdommen, og fordi der bliver sat raske dyr ud, der kommer fra avlsprogrammerne,« siger Kathy Belov, der er professor i genomsammenligninger på University of Sydney.
Avlsprogrammerne giver stærke dyr
At sygdommen er så farlig for de tasmanske djævle skyldes to ting:
- Den er smitsom gennem fysisk kontakt som et bid. Hvis en rask djævel bider en djævel med tumorer i ansigtet, bliver den raske djævel smittet.
- De tasmanske djævle ligner genetisk hinanden så meget, at de næsten har det samme slags immunforsvar. Derfor kan de ikke nedbryde de fremmede bakterier, der kommer ind i kroppen og starter sygdommen.
\ Fakta
Kræftsygdommen blev observeret første gang i 1996 af en naturfotograf. Siden har den spredt sig og i nogle områder har den slået 95 procent af populationen ihjel. Sygdommen ligger i de tasmanske djævles krop fra start, men går i udbrud, hvis de bliver bidt. Dyrenes immunforsvar får ikke øje på sygdommen, fordi den ’slukker’ for immunforsvaret, og så får den lov til at udvikle sig. Mennesker eller andre dyr kan ikke blive smittet, hvis de bliver bidt af en tasmansk djævel, som har sygdommen. Kilde: Kathy Belov
For at undgå, at flere dyr dør af sygdommen, har forskere og zoologiske haver siden 2006 indfanget vilde tasmanske djævle, som de har forsøgt at få til at yngle.
Idéen er, at man på den måde kan fremavle genetisk stærke dyr, der ikke har sygdommen, hvor nogle af dem senere kan sættes tilbage i naturen og sprede de gode gener.
Den eneste zoologiske have uden for Australien, der er med i programmet, er København Zoo, som i 2006 fik fire tasmanske djævle som en gave til Kongehuset. Desværre nåede de ikke at få unger før de døde, men København modtog nogle nye dyr i 2012, som i marts 2013 fik unger.
»Der er mange, der har prøvet at få dem til at yngle i fangenskab, men det slår tit fejl. Derfor var det lidt exceptionelt, da det skete, fordi det er første gang uden for Tasmanien, at djævlene har fået unger,« fortæller Zaco Sonne, der er dyrepasser i København Zoo.
Han sørger blandt andet for de tasmanske djævle, og forklarer at ingen af dyrene har kræftsygdommen i sig. En af deres hanner er endda helt immun over for sygdommen, og Kathy Belov skal derfor tjekke, om han har parret sig med begge hunner. Hvis han har det, vil ungerne også være immune overfor kræftsygdommen.
Maria Island er djævlenes ø
Det er klart, at dyrene i avlsprogrammerne er påvirket efter at have været i menneskehænder, derfor skal dyrene igennem forskellige tests, inden de bliver sluppet løs i naturen.
Et af de steder, hvor tasmanske djævle fra australske zoos er blevet sat ud, er en ø ud for Tasmaniens østkyst, der hedder Maria Island. Her findes der slet ikke tasmanske djævle, så eksperterne var sikre på, at de ikke kunne blive smittet af andre dyr.
»Vi kan se, at dyrene klarer sig rigtig godt, selvom de er blevet opfostret i kontakt med mennesker. Alle hunnerne har fået unger,« siger Kathy Belov.
Maria Island fungerer som en backup, hvis de tasmanske djævle på fastlandet uddør, så er der en gruppe dyr på Maria Island, der ikke har sygdommen, som kan sættes ud.
Australien bestemmer over djævlene
Tilbage i København Zoo håber dyrpasser Zaco Sonne, at deres tasmanske djævle kan få endnu et kuld unger, men her kommer det australske avlsprogram lidt i vejen.
»Vi vil rigtig gerne have lov til at lave flere unger på vores djævle, så vi kan give nogle af dyrene tilbage til Australien, men de har sagt nej, fordi de har nok med vores gener,« siger Zaco Sonne og forklarer, at de lige nu ikke må give deres dyr til andre zoologiske haver end de australske.
Det er udelukkende Australien, der bestemmer, hvem der må have tasmanske djævle, og hvordan de forskellige zoologiske haver skal avle dem, så der ikke er for mange.
»Vi samarbejder selvfølgelig med Australien og opfylder deres vilkår, så vi ikke bliver en enhed uden for avlsprogrammet, men de må også forstå vores behov for en sund dyrevelfærd. For eksempel, at hunner skal have lov til at få unger,« siger han.
Københavns Zoo fik sidste år syv unger, med de to hunner, de har, og det er dem, de gerne vil avle på igen, inden det er for sent. Men sådan som det ser ud nu, kan de måske kun få lov til at avle på én af deres hunner.
