40 lysår herfra kredser 7 klippeplaneter om en dværgstjerne. Mindst 3 af dem ligger i stjernens beboelige zone, hvor der kan være vand og derfor også liv.
Det fandt et hold forskere ud af i februar, og det er helt ekstraordinært lykkedes dem at fastslå planeternes masse, som består af klippemateriale ligesom Jorden.
Se de syv planeter, deres størrelser og omløbstider herunder. Nederst ses solsystemets klippeplaneter til sammenligning.

Grønlands rødalgerev er kortlagt
Billedet nedenfor ligner med sine lyserøde farver et koralrev, men det er det ikke. Det er et algerev dannet af rødalger, som laver fotosyntese.
Billedet er taget nær Grønlands kyst og er et lille glimt af en lang stribe grønlandske algerev, som en dansk forsker i februar for første gang har kortlagt.
Kortlægningen er en væsentlig hjælp til forskerne, når de skal holde øje med de grønlandske torsk, da torskene yngler i algerevenes fordybninger.

En nordpol lavet af chokolade?
Hjemme i vores eget solsystem er der også sket ting og sager på billedfronten i februar. Nye satellitbilleder, taget fra 32 overflyvninger af Nordpolen på Mars over en 6-årig periode, viser nemlig, at den nordlige iskalot på Mars er dækket af mystiske, brune spiralmønstre.
Spiralmønstrene er dannet af hvirvelvinde, og Mars' nordpol ligner således et hav af smeltet chokolade.

Gekko går ud af sit gode skind
Vi skal ned på Jorden igen, nærmere betegnet til det nordlige Madagaskar. Her har forskere nemlig i februar fundet en ny gekko-art, der smider sine skæl, når en fjende nærmer sig.
Den nye art har de største, tætteste skel, man nogensinde har set hos en gekko. Og derfor er det ifølge forskerne ekstra bemærkelsesværdigt, at huden under dem kan forsvinde og blive skabt igen så hurtigt - og uden ar.

Forhistorisk giga-øgle fødte unger
Vi bliver i øglefamilien, men skruer lige tiden 247 millioner år tilbage. I Kina har man nemlig fundet et fossil af en tre til fire meter lang hav-øgle med en baby i maven.
Øglen er stamform til fugle, dinosaurer, krokodiller og flyveøgler - alle dyr, som, man indtil nu har troet, var begrænset til at kunne lægge æg. Men det nye fossilfund peger på, at fugle og krokodiller i princippet kan føde unger ligesom pattedyr.

Farverigt havmonster skræmte fjenden væk
I februar har danske forskere fundet spor af maling på frontfiguren fra det danske kongeskib Gribshunden, der sank i 1495. Vraget blev opdaget i 1970'erne, og frontfiguren blev bjærget i 2015, så man kunne analysere på det.
Sporet af maling bekræfter nu teorien om, at man brugte farver på datidens krigsskibe for at skræmme fjenderne væk. Stumpen i havmonsterets mund er ifølge arkæologerne en mand, der skriger af smerte.

450 volde fundet midt i regnskoven
Til sidst skal vi forbi endnu et arkæologisk fund, men dette er gjort i Amazonas-regnskoven. Efter en masse regnskov blev fældet, kom hele 450 voldanlæg nemlig til syne. De har ifølge forskerne været brugt til udførsel af ritualer, ligesom vi kender det fra Stongehenge.
Fundet afslører, at Amazonas-regnskoven næppe er et uberørt økosystem, men at mennesker har ryddet skov og skabt stenindhegninger helt tilbage til år nul.

































