Kurt Cobain, den nu afdøde forsanger i Nirvana, sang engang: »Bare fordi du er paranoid, betyder det ikke, at de ikke er efter dig«.
Og efter dig er præcis, hvad de er. Tech-giganterne, som sidder tungt på kontrollen over informationsmotorvejene, hvorfra de indsamler, analyserer og lagrer vores digitale adfærd – og pakker den fint sammen i bundter, som kan sælges til højest bydende.
Deres primære produkt er information, som vi så bruger vores opmærksomhed på.
Tilbage i 1971 forudsagde Herbert Simon, som senere vandt Nobelprisen i økonomi, den informationsalder, som er over os nu:
»… i en informationsrig verden betyder informationsrigdommen en mangel på noget andet; en knaphed på hvad end det er, informationen forbruger. Det, som informationen forbruger, er oplagt: Den tager opmærksomheden fra sine modtagere.«
\ Læs mere
Forretningsmodellen går ud på at sælge vores opmærksomhed
Formentlig har der altid kun været 24 timer på en dag, og opmærksomhed har altid været en begrænset ressource, men vi lever nu i en tid, hvor informationsoverfloden har nået uanede proportioner.
Information og data i så enorme mængder koblet med begrænset af opmærksomhed er grobund for spekulation.
Spekulation med hensyn til hvilken form for information brugeren er villig til at bruge sin tid på, og hvad den indsamlede data kan bruges til i forhold til at 'forbedre brugeroplevelsen,’ overvågnings-markedsføring og endda adfærdsmanipulation.
Det er præcis, som Robert De Niro siger i filmen 'Casino':
»På et kasino er grundreglen at fastholde dem i spillet og få dem til at komme tilbage igen og igen. Jo mere de spiller, des mere taber de – og til sidst får vi det hele.«
Og som datamining-selskabet Cambridge Analytica netop synes at have demonstreret: Alle kneb gælder i kampen om brugerdataen – også de beskidte.
Tid til at genforhandle prisen på vores digitale liv
Knap en tredjedel af Jordens befolkning er på Facebook (ca. 2,1 milliarder), så hvis man forestiller sig, at hver person udgør et produkt på en hylde, er Facebook uden tvivl den største kiosk i verden.
Men det lader ikke til, at de passer specielt godt på deres produkter – de sælger dem til tredjeparter uden at undersøge, hvad de vil blive brugt til; de sælger annoncetid til aktører, som prøver at påvirke demokratiske valg; og listen fortsætter.
Måske er det på tide, at brugerne kræver ejerskab over deres data, tager deres digitale rettigheder tilbage og genforhandler betingelserne for deres tilstedeværelse på de sociale medier.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvor starter vi? Der er heldigvis nye love på vej – for eksempel træder EU’s opdaterede databeskyttelsesforordning i kraft til maj, og den beskytter brugerne på de sociale medier og ikke firmaerne bag.
Og en sidste ting: Så længe vi opfører os som spillerne i et kasino, er vi sikre på at tabe til sidst. Enten ændrer vi spillereglerne, eller også stopper vi helt med at spille – og nej, det er ikke et spørgsmål om paranoia.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Artiklen er oversat af Kristian Secher.
