Internettet gør os ikke klogere

I timerne efter, jeg først satte mig til rette for at skrive denne artikel, informerede min laptop mig om, at National Basketball Association benægter, at en ny omstridt lov, der angriber LGBT-borgeres (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, red.) rettigheder i North Carolina, har tvunget dem til at true med at aflyse den forestående 2017 All-Star Game - en historie, der bliver gentaget af mange nyhedskilder, heriblandt Associated Press.

Derudover kan jeg se, at man betvivler, om en viral video af en bjørn, der jagter en kvindelig snowboarder i Japan, er ægte.

Og at nej, Ted Cruz er hverken gift med sin kusine eller har fem elskerinder, hvilket bare er én blandt mange halve sandheder og hele løgne, vi kommer til at læse om i takt med, at det amerikanske præsidentvalg skrider frem.

Hjernen er modtagelig for fejlopfattelser

Jo længere, jeg studerer menneskets psykologi, desto mere imponeret er jeg over den utrolige mængde viden, vi alle bærer rundt på: Vi har hver især en utrolig mængde fakta, tal, regler og historier, der giver os mulighed for at håndtere en forbløffende række udfordringer hver dag.

Den moderne forskning fejrer, hvor hurtigt, organiseret, sammenhængende og holdbart dette vidensgrundlag er. Og det er de gode nyheder.

De dårlige nyheder er, at vores hjerner overdriver sandhedsgraden af informationerne. Hjernen skal ikke alene gemme på vigtige og betydningsfulde oplysninger; den er også modtagelig over for fejlopfattelser, forkerte overbevisninger og misinformation.

Mange forkerte informationer er efterhåndet blevet 'facts'

Tag for eksempel biologi; mange mennesker tror, at spinat er en god kilde til jern (beklager, Skipper Skræk), at vi kun bruger 10 procent af vores hjernekapacitet (det er en sejlivet myte - hele vores hjerne er konstant er aktiv og bruger ekstremt meget energi), og at nogle mennesker lider af en slags hypersensitivitet over for elektromagnetisk stråling (noget, der er uden den mindste smule videnskabelig evidens).

Men det bliver værre endnu. Vores adgang til information - både god og dårlig - er steget yderligere i takt med, at vi adgang til enorme mængder information lige ved vores fingerspidser.

Med computertastaturer og smartphones har vi nu adgang til et internet, der indeholder et kæmpe informationslager - meget større end hvad, en enkelt hjerne kan rumme - og det er ikke altid en god ting.

Større adgang til viden betyder ikke bedre informationer

Adgang til internettets ydre grænser burde gøre os mere årvågne og velinformerede. Det er i hvert fald, hvad vi tror. Men for nyligt viste et Yale-studie, at adgang til internettet giver os et oppustet, illusorisk indtryk af, hvor kloge og velinformerede vi er.

Men der er et dobbelt problem med internettet, som kompromitterer dets grænseløse løfte:

For det første er internettet - ligesom vores hjerner - modtagelig for misinformation. Faktisk lister World Economic Forum ‘massiv digital misinformation’ som en af de største samfundstrusler.

En undersøgelse af 50 'vægttabs-hjemmesider' fandt, at kun tre gav fornuftige og velfunderede kostråd.

En anden undersøgelse af cirka 150 YouTube-videoer om vaccination fandt, at kun halvdelen udtrykkeligt støttede proceduren.

Rygtesmedere, politikere, egeninteresser, sensationskabende medier og folk, som har et intellektuelt udestående, lægger falske oplysninger ud på nettet.

Og det gør en masse mennesker med gode - men misinformerede - intentioner også.

Information bliver spredt hurtigt på nettet

Et studie, udgivet i januar 2016 i Proceedings of National Academy of Science, dokumenterede, hvor hurtigt tvivlsomme konspirationsteorier blev spredt på nettet.

Forskerne undersøgte, hvor hurtigt konspirationsteorierne blev spredt på Facebook i forhold til artikler om videnskabelige opdagelser.

Både konspirationsteorierne og de videnskabelige nyheder blev spredt hurtigt. Størstedelen af udbredelsen via Facebook af begge typer nyheder skete på mindre end én dag.

Svært at skelne mellem rigtig og forkert information

For at gøre ondt værre er det svært at skelne misinformation fra facts. De ligner ofte hinanden meget og føles begge som 'sandheden'.

I 2013 publicerede Elanor Williams, Justin Kruger og jeg en række undersøgelser i Journal of Personality and Social Psychology. Vi bad en gruppe studerende om at løse problemstillinger inden for naiv fysik, logik og finans.

De studerende, som konsekvent satte deres lid til falske fakta eller principper - og dermed gav nøjagtigt det samme forkerte svar til alle problemstillingerne - gav udtryk for lige så meget tillid til deres konklusioner som de, der besvarede hvert enkelt problem korrekt.

For eksempel var de studerende, der troede, at en bold altid ville fortsætte med at rulle i en buet bane efter at være rullet ud af et bøjet rør (ikke sandt), lige så sikre i deres sag som folk, der kendte det rigtige svar (bolden følger en lige bane).

Vær årvagen, og overvej andre autoritetskilder

Så hvordan kan vi kende forskel på forkerte og rigtige informationer på internettet?

Først og fremmest, skal vi ikke altid tro, at misinformation er let at skelne fra rigtige informationer.

Vær årvågen. Hvis det drejer sig om noget vigtigt, kan vi godt tage det første skridt med en søgning på internettet - bare det ikke ender der.

Rådfør dig, og overvej andre autoritetskilder. Der er faktisk en grund til, at din læge har læst på universitetet, og at finansielle rådgivere studerede for at få tilladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed.

På på med at sprede 'facts', der passer dit verdenssyn

For det andet, skal du ikke gøre som konspirationsteoretikerne gjorde i Facebook-undersøgelsen. De spredte rygter og historier, der allerede tjente deres personlige interesser og verdenssyn.

De praktiserede såkaldt bekræftelsesbias (også kaldet cherry-picking eller Dunning-Kruger-effekten, og som er en tendens til at godtage information, der understøtter de hypoteser eller holdninger, som mennesker i forvejen har, red.)

De leverede yderligere troværdighed til dokumentation på noget, de allerede troede på. Det resulterede i, at de konspirationsteorier, som de så at sige ‘godkendte’, borede sig vej ind i et ligesindet Facebook-samfund, der sjældent stillede spørgsmålstegn ved rigtigheden.

Stil dig skeptisk istedet. Psykologisk forskning viser, at grupper, der udpeger en eller to af deres medlemmer til at være djævlens advokat - og stiller kritiske spørgsmål til de konklusioner, grupper hælder mod - resulterer i mere velfunderede beslutninger.

Og hvis man ikke har nogen til at hjælpe sig, kan det godt betale sig at være sin egen djævelens advokat. Vi skal ikke sluge råt, hvad internettet har at byde på; vi skal betvivle og stille spørgsmålstegn.

Hvis vi leder efter informationer om et sundhedsmæssigt problem, skal vi ikke stoppe ved den første og bedste diagnose, der ‘passer’, men lede videre og finde andre muligheder.

Led efter evidens på det modsatte

Derudover skal vi også søge efter måder, hvor diagnosen måske ikke passer. Undersøgelser har vist, at hvis vi ‘tager det modsatte i betragtning’ - og aktivt leder efter en måde, hvorpå konklusionen ikke passer - mindsker vi overflødig tiltro til konklusionen.

Vi bør huske på Mark Twains ord (der ifølge adskillige websider lyder): »Vær forsigtig med at læse bøger om sundhed. Du kan dø af en trykfejl!«

Kloge ord, men lidt grundigere efterforskning afslører, at det rent faktisk ikke var Mark Twain, men Markus Herz som er ophavsmanden.

Vi bør udfordre og stille os skeptiske

Det overrasker mig ikke. Min erfaring med internettet har lært mig at være på vagt over for Mark Twain citater (og også Will Rogers citater). Han var virkelig et kvikt hoved, men han bliver tilskrevet alt for mange citater og ordsprog.

Misinformation og rigtig information ligner ofte hinanden forfærdeligt meget.

Nøglen til en velinformeret liv handler ikke så meget om at indsamle oplysninger som om at udfordre de ideer, vi allerede har eller for nylig er stødt på.

Det er måske ikke den mest behagelige opgave - og den er i alle fald uendelig - men det er den bedste måde at sikre, at vores kloge hoveder kun er fyldt til randen med ting, der tør vise deres sande ansigt.

David Dunning har modtaget støtte fra National Science Foundation, National Institutes of Health og the Templeton Foundation. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark