Vi er i pinlighedens tidsalder

Eksempel nummer ét: 4.500 mennesker har meldt sig til anden runde af DR's sangtalent-konkurrence 'X-Factor'. Få synger nogenlunde - endnu flere er talentløse. Alligevel vil millioner af seere sidde klistret til skærmen.

Eksempel nummer to: Femte sæson af komedie-serien 'Klovn' er netop udsendt på dvd. I et af afsnittene kan man opleve hovedpersonen Frank Hvam, der skider i en hæk foran filminstruktøren Bille Augusts hus. Dvd'en forventes at blive et af de helt store julegave-hit.

Eksempel nummer tre: Planlægningen af næste omgang 'Vild med Dans' er så småt i gang. Programmet, hvis bærende pointe er, at deltagerne ikke kan danse, er en af TV2's største succeser til dato.

Pinligheds-fetichisme

Tre aktuelle eksempler på dansk medie-underholdning anno 2008. Og tre eksempler, der tilsammen afslører et nyt og omsiggribende karaktertræk i vores kultur, nemlig pinligheds-fetichismen - nydelsen ved at iagttage amatører, tabere og private intimiteter. Det mener danske kultur-forskere, som videnskab.dk har talt med.

»Vi er blevet dyrkere af freakshows. Programmer som 'X-Factor' og 'Talent 2008' postulerer godt nok at ville finde frem til et eller andet hidtil ukendt talent. Blandt såkaldt helt almindelige mennesker. Men programmernes tiltrækningskraft er ligeså meget taberne. Personligheder og optrædener, som intet har med kunst eller talent at gøre«, siger Michael Eigtved, lektor i teater og performancestudier ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet

»I forbindelse med det netop overståede 'Talent 2008' var det interessant at studere, hvad der skete undervejs i det udskillelsesforløb, som er en central det af mange nye underholdningsprogrammer. Seertallene faldt i takt med, at de mest pinlige optrædener blev siet fra. Det blev ganske enkelt mere og mere uinteressant, efterhånden som deltagerne blev dygtigere og dygtigere. Det siger noget om vores mediekultur, men også om vores samfund i bredere forstand«, siger Michael Eigtved.

Sladder og konflikter er god underholdning

Gunhild Agger, der er professor i dansk mediehistorie på Institut for Sprog og Kultur ved Aalborg Universitet, er enig med teaterforskeren.

Hun mener ikke, at medierne kan anskues løsrevet fra samfundet. Og omvendt.

»Samfund og medier indvirker på hinanden. Når vi prøver at forstå, hvorfor mange af nutidens massemedier anvender det autentiske, det private og det pinlige menneske som underholdning - og hvorfor der overhovedet er et publikum til det - må vi se nærmere på, hvad der er sket i vores kultur gennem de seneste par årtier,« siger Gunhild Agger.

Livsstilsbølgen rullede

Hun peger på efterdønningerne af den livsstilsbølge, der slog ind over landet i 1980erne.

»Livsstilsbølgen, der stadig trives i bedste velgående, handler om det hverdagslige - hvordan skal hjemmet indrettes? Hvordan skal man lave en rigtig make-over? Hvordan skal haven se ud? Ud af den bølge vokser en øget fokusering på det autentiske og det private menneske,« siger hun og vender blikket mod 1990erne.

»I slutningen af 1990erne får vi de første reality-programmer. Her bliver sladder, intriger og konflikter pludselig til underholdning. Det er det moralske menneske, vi studerer,« forklarer Gunhild Agger og tilføjer:

»Sladder og intriger er ikke ukendte fænomener. Den slags har folk dyrket altid. Men hvor sladderen tidligere fandt sted hjemme i gadekæret, bliver private konflikter nu eksponeret på landsdækkende tv. Og deltagerne i reality-programmerne bliver castet efter, hvor stort et konfliktpotentiale de indeholder. Reality-genren bygger på tanken om at være grænseoverskridende. Problemet er selvfølgelig, hvordan medierne bliver ved med at være grænseoverskridende.«

Prut i kirken

Det grænseoverskridende er også en væsentlig side af de skred, der gennem de seneste par årtier har ændret den danske humor-scene.

Anført af stand-up-komikerne, som har gjort deres mærkbare indtog i massemedierne - som værter, klummeskribenter, kommentatorer osv. - er humoren blevet mere og mere privat. Og pinlig.

Vi er blevet dyrkere af freakshows

Lektor Michael Eigtved

»Rent skuespilmæssigt er det interessant, at en serie som 'Klovn' kan blive så stor en succes. I mine øjne repræsenterer serien en form for amatørisme, og det kan undre, at så stort et publikum stiller sig tilfredse med så lidt. Det vidner om en glæde ved at se mennesker, der er utilpassede, og som handler irrationelt. Det er prut i kirken og humor fra drengeværelset. Men det sælger i stor stil,« siger Michael Eigtved, der har forsket i stand-up-komikkens opblomstring i Danmark.

Samfundskultur under ændring

Han mener, at stand-up-komikerens sans for grovheder og den konstante kredsen om private intimiteter, passer som fod i hose i en samfundskultur, der har gennemgået en voldsom radikalisering.

»Stand-up-komikere vil gerne kunne sige, at det er dem, der har flyttet grænserne for, hvad vi kan tillade os at sige og gøre i et offentligt rum. Jeg mener, det er at stramme sandheden. Stand-up'erne har været medskabende for vores samfundsudvikling, men de har ikke været selve anstødsstenen. De repræsenterer snarere en mere generel samfundstendens, som handler om, at man i dag kan slippe af sted med at sige ting, der havde bragt en i fængsel for ti år siden.

At losse den offentlige moral i røven

I lighed med Gunhild Agger mener Michael Eigtved, at et underholdningsfænomen som netop stand-up skal forstås i sin kontekst.

»Stand-up kom sent til Danmark. Genren havde været kendt i USA og i England siden 1950'erne, hvor den repræsenterede et modsvar til den offentlige moral, som på det tidspunkt var meget stiv og konservativ. Da stand-up kom til Danmark, var den udtryk for et lignende modsvar. 1980'erne var et årti, hvor fitnessbølgen og yuppiebevægelsen satte igennem - man dyrkede i den grad forestillingen om det perfekte og helstøbte menneske. Her meldte stand-up sig som en ny, grænseoverskridende populærgenre, der fandt en glæde i at losse den offentlige moral i røven.«

Michael Eigtved finder visse træk i den begyndende stand-up-kultur, som peger frem mod andre af de underholdningsfænomener, der omgiver os i dag:

»Stand-up repræsenterer i Danmark en generation, som er optaget af sig selv. Pointen er, at hver gang komikeren er på nippet til at blive for selvoptaget, bevæger han sig over i selvudleveringen. Og det er den selvudlevering, som vi i dag ser folde sig ud i programmer som for eksempel 'X-Factor' og 'Talent 2008'.