Stonehenge i WIltshire, England, blev bygget for omkring 5.000 år siden, og den indre del består af såkaldte blåsten.
De sten må være kommet fra det vestlige Wales, og derfor har forskere i årevis diskuteret, hvordan menneskene dengang kunne transportere noget så tungt fra Wales og de cirka 260 kilometer til Wiltshire.
Men nu er en ny ide kommet på bordet: Køer!
Indtil nu har man været overbevist om, at køer kun blev brugt som fødekilde på den tid, og at det først var meget senere med landbrugsredskabernes opfindelse, at man fandt på at bruge dem som arbejdskraft.
Men nye knoglefund fra det vestlige Balkan tyder på, at køer blev brugt til at trække last allerede i 6.000 f.v.t. Det er cirka 2.000 år tidligere end hidtil troet, og køer kan derfor også være en forklaring på transporten af Stonehenges sten.
»Der er ikke nogen beviser for, at kvæg ved Stonehenge blev brugt som trækkraft. Men vi har en kæbe fra en ko ved Stonehenge, som er dateret til den tid, hvor blåstenene kom dertil i omkring 3.000 f.v.t., og den er fra en ældre ko, som voksede op i et område med en geologi som den i det vestlige Wales,« siger Mike Parker Pearson, der er Stonehenge-ekspert, professor på University College London og ikke en del af det nye studie, til The Telegraph.
Tidligere forklaringer har lydt på, at stenene blev transporteret med gletsjere i den seneste istid, eller at mennesker har trukket dem hele vejen ved hjælp af slæder eller på cylindere.
Studiet er publiceret i Antiquity.
\ Læs mere
\ Læs mere
sj


































