USA lægger hårdt pres på Iran for at vælte det iranske præstestyre og stoppe landets atomvåbenprogram.
Den strategi ser dog ud til at have haft den modsatte effekt ved at stresse de iranske myndigheder, så landet nu ruster sig til at gå i krig.
Præstestyret har derfor haft travlt med at få landet til at fremstå stærkt udadtil, og er derfor blevet meget nationalistisk i sin politik. Samtidigt slår det hårdt ned over for enhver kritisk røst i befolkningen.
Præstestyret har tvunget befolkningen til udadtil at bakke op om præstestyret. Internt har myndighederne dog ikke haft held med at lukke munden på kritikere. Tværtimod har det fået oppositionen til at kræve sin ret. Det har skabt voldsomme interne spændinger, som truer med at destabilisere landet.
Det er konklusionen på en ph.d.-afhandling fra Rasmus Christian Elling på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
Han har studeret den iranske stats reaktioner på etniske uroligheder og iranske intellektuelles diskussioner af etnicitet og mindretalsrettigheder.
\ Fakta
Den iranske befolkning består af: Persere (51%), azeriere (24%), kurdere (9%), gilakis og mazandaranis (8%), arabere (3%), balucher (2,3%), bakhtiarer (1,7%), luriere (1,6%), turkmenere (1,5%), armenere (0,5%). Det officielle sprog er persisk.
Han er nu postdoc ved School of Oriental and African Studies, University of London.
»Vestens strategi er helt forkert. USAs pres på Iran har sat Irans udvikling tilbage. Hvor Iran i længere tid har bevæget sig mod en større tolerance og friere debat, er landet nu præget af frygt for krig og en voksende militarisme. Dertil kommer interne uroligheder, fordi de etniske minoriteter føler sig undertrykt,« siger han.
Fri debat erstattet af kæft trit og retning
USAs skrappe sanktioner og hårde retorik mod landet har skabt indædt had i den iranske befolkning. Det har fremprovokeret en stærk nationalisme, hvor befolkningen udadtil gør fælles front mod Vesten.
Afskyen overfor de vestlige lande stikker dybt, for historisk set har landet været udsat for et massivt misbrug fra vestlige stater, fortæller han.
I 1953 kuppede de britiske og amerikanske efterretningstjenester den iranske regering, så Vesten kunne kontrollere de iranske oliefelter, fortæller han.
Rasmus Elling mener derfor, at den iranske befolkning har god grund til at have mistillid til USA og andre vestlige lande.
»Hidtil har forskningen i Iran fokuseret meget på islamismen som en styrende kraft. Men det mener jeg, er en fejltagelse. Nationalismen i Iran er et overset fænomen. Den islamiske republik startede oprindeligt som et islamistisk projekt, men nationalismen er i dag blevet den stærkeste kraft i landet,« siger Rasmus Christian Elling.
Undertrykkelse giver interne spændinger
\ Fakta
Den iranske religion: Den shiitiske gren af islam (93,4%), sunnimuslimer (5,7%), baha'i (0,6%), kristne (0,1%), zoroastra (0,1%), jøder (0,1%).
Præstestyret har altså haft held med at få den iranske befolkning til at fremstå som et samlet folk udadtil, der sætter sig op mod Vestens angreb. Men internt har presset fremprovokeret voldsomme spændinger.
Præstestyret forsøger at undertrykke de etniske minoriteter til fordel for den persiske kultur ved f.eks. at forbyde dem at undervise børnene i deres egen kultur og sprog. Deres holdninger er heller ikke længere repræsenteret i det politiske system.
Præstestyret har defineret den iranske kultur til at være lig den persiske kultur, men perserne udgør kun halvdelen af landets 75 millioner indbyggere – den anden halvdel er bl.a. aserbajdjanere, arabere, kurdere og armenere. Oppositionen er altså ikke sådan lige at holde nede.
Mindretallet vil have magt
Befolkningen gør oprør mod præstestyrets forsøg på at undertrykke oppositionen og minoriteterne insisterer på at slås for deres ret. De har genopdaget deres kultur og kæmper for at få politisk indflydelse.
»De stærke spændinger internt i landet er et voksende problem, som den iranske stat bliver nødt til at forholde sig til for at kunne føre landet på rette kurs. Men præstestyret holder dem nede, fordi ledelsen er bange for, at ydre kræfter forsøger at udnytte situationen ved at støtte op om oppositionen,« siger han.
Rasmus Christian Elling mener, at det bliver styrets reaktion på de mange nye stemmer i Iran, der forlanger at blive hørt, som kommer til at afgøre, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for landet.
»Nu da 'den etniske ånd' er sluppet ud af flasken, bliver regimet og de intellektuelle nødt til at tage stilling. Hvis regimet ikke er i stand til at inkludere de mange forskellige etniske grupper og lade dem komme til orde i en eller anden form for demokratisk proces, er der stor risiko for, at landet koger over i etnisk utilfredshed,« siger han.
Undertrykkelse, frygt og mistillid er altså det, der har været konsekvensen af Vestens pres på landet, stik imod hensigten, siger Rasmus Christian Elling.
Han mener, at udviklingen er ulykkelig set i lyset af, at Iran for et årti siden faktisk var inde i en god udvikling, hvor præstestyret på mange måder forsøgte at række hånden frem mod Vesten.
Iran tilbød eksempelvis USA at hjælpe til i krigen mod Taleban i Afghanistan, hvis amerikanerne til gengæld ville hæve sanktionerne mod dem.
»Det afslog USA. I stedet for at tage imod en håndsrækning, strammede USA sanktionerne og truede med bål og brand, og det har været ekstremt ødelæggende for landets udvikling,« slutter Rasmus Elling.
\ Iransk revolution bekæmpede nationalismen
I 1980’erne gik den daværende leder, Khumeini, til kamp mod nationalismen. Han mente, at alle iranere var brødre og søstre og at der grundlæggende ikke var nogen forskel på de etniske grupper. Han arbejdede for en større dialog og tolerance mellem de forskellige grupperinger. På den anden side arbejdede han for en islamistisk stat. Hans ambition var at lave en revolution, der skulle gøre Iran islamistisk og at den ideologi på sigt skulle sprede sig til resten af den islamiske verden. ”I den arabiske verden ville man ikke tage imod revolutionen, fordi man opfattede Iran som noget for sig selv. Siden angreb Irak landet, og her indså de iranske myndigheder, at islamismen ikke var et arabisk projekt men et nationalt projekt. Efter Ruhollah Khomeinis død i 89 har islamismen ikke været så stærk – den er blevet løbet over ende af nationalismen,” siger Rasmus Elling.
\ Iran får ingen opbakning fra de arabiske lande
Forventningen om et snarligt vestligt angreb gennemsyrer ikke kun Iran men hele den arabiske verden, og det gør, at de arabiske nabolande har travlt med at lægge afstand til Iran, så de ikke risikerer at blive ramt.
At Iran er isoleret er ikke noget nyt, for sådan har det altid været, fortæller han. Den iranske republik blev etableret i 1980 under lederen Khoumeni, hvis ambition var at kickstarte en islamistisk revolution, der skulle sprede sig til alle arabiske lande. Nabolandene ville dog ikke tage imod, fordi man opfattede Iran som noget helt for sig selv.
»I den arabiske verden venter man bare på, at amerikanerne angriber landet. Nabolandene yder derfor ingen støtte, og det har den konsekvens, at Iran står altså alene i verden,« konstaterer Rasmus Elling.
\ Tidslinje
Det 6. århundrede før hvor tidsregning: Iran kan spore sin nationale oprindelse tilbage til Persien, (afledt fra Persis, det antikke græske navn for Iran).
Det 19. århundrede Persien kom under pres fra både Rusland og Storbritannien og en moderniseringsproces begyndte.
1905: Den iranske befolkning ønskede forandringer, hvilket resulterede i den persiske grundlovsrevolution.
1953: Irans statsminister Muhammed Mossadegh, som var blevet valgt til parlamentet i 1923, og som havde været statsminister siden 1951, blev fjernet fra magten ved et komplot der var iscenesat af de britiske og amerikanske efterretningstjenester.
1979: Den iranske revolution. Efter mere end et års politisk kamp mellem flere forskellige politiske grupper, blev en islamisk republik etableret under Ayatollah Khomeini.
1980: Iran blev angrebet af nabolandet Irak og den efterfølgende Iran-Irak krig fortsatte indtil 1988.
I de seneste år har den delvist demokratiske politiske struktur, ført til at mange reformvenlige politikere er blevet valgt, inklusive den tidligere præsident Mohammad Khatami. Kampen mellem reformister og konservative om hvordan landets fremtid skal formes, og hvilken politik der skal føres, er fortsat frem til i dag.
