Den omstridte præsident Robert Mugabe har mindst én god grund til at være glad for, at hans hjemland Zimbabwe modtager ulandsbistand. Det meste af den internationale milliardstøtte til verdens ulande havner nemlig direkte i lommen på eliten, som sidder på magten inden for erhverv og politik i det enkelte land.
Det viser ny dansk forskning fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Development Economics
»Vi har altid håbet, at midlerne gik til de fattigste, og al god teori siger også, at det burde være sådan. Men vores undersøgelse viser, at virkeligheden er en anden, og at midlerne i demokratiserende ulande flyder fra de fattigste til de rige,« fortæller Christian Bjørnskov, lektor og ph.d. ved Nationaløkonomisk Institut.
Zimbabwe er »et grelt eksempel«
Christian Bjørnskov har analyseret den internationale ulandsbistand til 88 fattige lande og sammenholdt den med befolkningssammensætningen og tal for indkomst og forbrug. Tallene for landene med de værste forhold afslører, at 200 dollar hvert år ‘bliver taget’ fra hver enkelt person i de fattigste 80 procent af befolkningen og puttet i lommerne på folk blandt de rigeste 20 procent.
»Det er ikke frygtelig mange penge for de rigeste, men det er en stor del af midlerne i for eksempel de fattigste 20 procent. Det er som et grelt eksempel foregået i Zimbabwe, hvor der især i de seneste 10 år har siddet en diktator og skummet fløden til en meget lille del af befolkningen,« mener Christian Bjørnskov.
\ Fakta
VIDSTE DU
Verdens lande brugte i 2006 gennemsnitligt 0,22 procent af deres BNP på ulandsbistand.
Det svarer til 105 milliarder dollar eller næsten 600 milliarder danske kroner.
Danmark regner med i 2009 at bruge 15 milliarder kroner på ulandsbistand.
Et gennemsnitligt uland får godt 5 procent af sin indkomst fra ulandsbistand.
Undersøgelsen viser, at det ikke kun er lande uden demokrati, som bliver yderligere skævvredet af ulandsbistand. Botswana har ifølge Christian Bjørnskov været demokratisk stabilt i 35 år, men har alligevel samme indkomstfordeling i dag som dengang, det var uafhængigt af ulandsbistand.
»Normalt forventer man, at demokratiske lande, som udvikler sig hurtigt, også på sigt udjævner skævheden i indkomstfordelingen. Det er ikke sket i Botswana, og en mulig forklaring kan være, at bistanden har de her meget uheldige bivirkninger, selv i et velfungerende land,« siger han.
Korruption og grådighed
Ulandsbistand kan gives på mange forskellige måder og for eksempel både til et helt land og til enkelte projekter. Derfor er det svært at sige noget generelt om, hvad der går galt. Et bud fra Christian Bjørnskov lyder, at pengene ender hos de rige ved enten klassisk korruption eller ved, at virksomheder tager sig vældig godt betalt for opgaver og projekter, de laver for staten.
»Der findes studier fra blandt andet Indonesien og Uganda, som har peget på, at 60-80 procent af ulandsbistanden til for eksempel skolesektoren forsvinder i korruption, og det er meget typisk eliten, som høster frugterne. Og erfaringerne fra ulandene viser i det hele taget, at folk har meget stor fantasi, når de skal lave denne her slags svindel,« siger Christian Bjørnskov og tilføjer, at det ikke ser ud til at gøre nogen forskel, om et projekt er støttet af f.eks. den danske stat eller af en privat organisation (ngo).
»Vi havde håbet, at der var en forskel, men vi kan ikke rigtigt se nogen. Og når man kigger på tidligere casestudier af både schweizisk og svensk ulandsbistand, viser det sig, at stater og ngo’er stort set giver penge til de samme projekter, så der er heller ingen grund til at formode, at der skulle være en forskel.«
Helt som forventet

Tallene for de 88 lande angiver ingen årsager til, at eliten sender de lange fingre ud efter ulandsbistanden. Christian Bjørnskov mener, at de rige og magtfulde måske forsøger at suge så mange midler til sig, de kan, inden de bliver væltet af pinden i et demokratisk valg – såkaldt ‘grab-and-run-politics’.
Han vurderer, at det er så godt som umuligt at gøre noget for at forhindre de rigeste 20 procent i at blive ved med at suge ulandsbistand til sig.
»Det er ikke måde, vi giver bistanden på, men måden den bliver modtaget på, der er problemet. Vi kan jo prøve at tænke over, hvordan danske og nordiske politikere kan kvaje sig i enkelte sager og så tænke på, at modtagerlandene har væsentligt nyere politiske systemer og ofte er meget mere korrupte, end vi er vant til. Skulle vi så overhovedet forvente, at de her politiske establishments ville bruge vores penge fornuftigt?« lyder det.
Ulighed kan gavne
Professor i økonomi Martin Paldam fra Aarhus Universitet har tidligere fundet frem til, at ulandsbistand på lang sigt hverken hjælper på ulandenes vækst eller fremmer deres demokrati.
Christian Bjørnskov har med sin undersøgelse forsøgt at kigge på effekten af ulandsbistand på kortere sigt, og han fortæller, at et par amerikanske kolleger er i gang med forskning, som tegner et endnu mere dystert billede end hans egen undersøgelse.
\ Fakta
VIDSTE DU
I debatten om ulandsbistand er forskere stadig delt i to lejre: dem, som tror, at ulandsbistand hverken gavner vækst eller velstand for andre end de rigeste – og dem, som tror på, at penge til de rigeste er med til at skabe vækst og give større velstand for alle i samfundet.
De mørke udsigter bliver betragtet med ro af kritikere. Økonomiprofessor Henrik Hansen peger på, at det kan give rigtig god mening at skabe ulighed, hvis de rigeste bruger pengene på at skabe vækst for hele ulandet.
»Som økonom mener jeg, at det må være vigtigst at gøre kagen større. Så kan det godt være, at de rigeste 20% får lidt for meget, men så længe de fattigste 20% også får noget, løser det stadig en del af fattigdomsproblemet,« siger Henrik Hansen og uddyber:
»Verdens 40 fattigste lande har så høj fattigdom, at det væsentligste er at få sat gang i væksten, og så må man tage fordelingsspørgsmålet i anden runde. Det kan godt være, at det her betyder, at det internationale samfund bør diskutere, hvordan det giver sin bistand, men alt i alt er jeg mere bekymret for, at vi har så svært ved at vise, at ulandsbistand rent faktisk giver større vækst,« lyder det fra Henrik Hansen, professor i international økonomi på Afdeling for International Økonomi og Politik, Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet.
Bør ikke påvirke Danmark
Henrik Hansen kalder Journal of Development Economics for »vores bedste udviklingstidsskrift«, men han vil alligevel pusle lidt mere med tallene i Bjørnskovs artikel for at finde ud af, om de virkelig holder (se boksen i bunden artiklen).
Hverken Henrik Hansen eller Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) ser nogen grund til, at politikerne skulle ændre ved Danmarks ulandsbistand ud fra Christian Bjørnskovs undersøgelse.

»Det er rigtigt, at det er svært at lave fattigdomsorienteret bistand, også fordi ulandsbistand tit bliver givet ud fra alle mulige andre dagsordener om at bekæmpe terror, skabe gode venner eller gøde jorden for sin egen industri,« siger Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker, ph.d. og master i international udvikling og offentlig administration på DIIS.
»Men der er væsentligt mere styr på danske bistandsmidler end på de internationale. Vi udvælger efter, hvor fattige landene er, mens franskmændene og englænderne arbejder i deres gamle kolonier og amerikanerne skeler til politiske interesser i for eksempel Mellemøsten og Afrika. Derfor passer resultatet sikkert fint på international, men ikke på dansk bistand,« mener Lars Engberg-Pedersen.
Lars Engberg-Pedersen tilføjer, at han selv foretrækker at se på historien og behovet i det enkelte uland i stedet for at bruge mere generelle økonomiske modeller, når han skal bedømme ulandsbistandens effekt.
»Jeg mener, at Christian Bjørnskovs resultater viser, at bistanden i langt de fleste af de 88 lande enten har en positiv effekt på omfordelingen fra de rigeste 20 procent til de øvrige 80 procent eller, i værste fald, ingen effekt på fordelingen.«
Henrik Hansen påpeger, at hvis han har ret, så kommer resultatet ikke længere bag på ham, fordi flere studier har vist, at indkomstfordelingerne ændrer sig meget langsomt i både rige og fattige lande.
Skabte Mugabe virkelig ulighed?
Professoren undrer sig desuden over eksemplet med Robert Mugabes Zimbabwe, »fordi Bjørnskovs resultater netop viser, at bistanden i Zimbabwe ikke har haft en negativ omfordelingseffekt i retning af de 20 procent rigeste, idet Zimbabwe er et diktatur, som scorer den lavest mulige værdi i demokratimålingerne«.
Christian Bjørnskov mener på den anden side, at eksemplet med Mugabe er rigtigt, og at Henrik Hansen godt er klar over, at »i gennemsnitslandet (som ikke er demokratisk) er der en ren nuleffekt, for ingen af koefficienterne er signifikante. Det er kun i relative demokratiske lande, der er en statistisk sikker effekt, og der er den negativ for de fattige.«
\ Kilder
- Diskussionen om effekten af dansk ulandshjælp
- ‘Søren Mørch: Ulandsbistand dur ikke’
- ‘TEMA: Ulandsbistand’
- Artiklen ‘Do elites benefit from democracy and foreign aid in developing countries?’, Journal of Development Economics (ScienceDirect); doi:10.1016/j.jdeveco.2009.03.001
- Christian Bjørnskovs profil (Handelshøjskolen)
- Henrik Hansens profil (KU)
- Lars Engberg-Pedersens profil (DIIS)
- Regeringens ulandsstøtte til Afrika (Udenrigsministeriet)
\ Forskerens metode
Christian Bjørnskov har undersøgt, hvordan ulandsbistanden påvirker fordelingen af samfundets indkomst i fem grupper – fra de fattigste 20% op til de rigeste 20%, som han kalder ‘eliten’.
Studiet omfatter 88 lande, hvor de 20% rigeste i gennemsnit tjener cirka halvdelen af den samlede indkomst. Christian Bjørnskov understreger, at han ikke kan vise præcis, hvordan ulandsbistanden strømmer ud gennem samfundet. Problemet er ifølge Bjørnskov, at bistand f.eks. kan være øremærket et skoleprojekt, men så kan regeringen vælge at trække tilsvarende midler ud af skolebudgettet og bruge dem til f.eks. våben.
Derfor har han i stedet målt udsving i befolkningsgruppernes pengebeholdning ved at kigge på indkomst og forbrug.