Udsatte grønlænderes druk-fællesskaber er et udvidet »socialkontor«

»En ældre, tynd mand med et vejrbidt ansigt danser letbenet rundt, som imiterede han en ballerina, mens en anden har startet en energisk luftguitarsolo. En joint rundsendes. Bag bænken står Inuk med et stort smil, drikker af en øl og skåler med sin ven, som står ved siden af ham.«

Sådan lyder en beskrivelse fra et hold danske antropologer, der gennem et år har boret sig ind i kernen af de grønlandske drikkemiljøer i Danmark.

På torvet eller bænken i byrummet, herberger og væresteder har de mødt og talt med 60 socialt udsatte grønlændere i Danmark. Enkelte har de fulgt i hælene til møder på jobcentret eller i retten. Andre har de snakket med over en kop kaffe, et måltid eller en gåtur.

Alt sammen for at finde svar på, hvordan hverdagen opleves af udsatte grønlændere i Danmark, og forstå, hvad der driver mange af dem ind i drikkefællesskaber:

»Vi ville gerne give disse mennesker deres egen stemme til at fortælle, hvad de samles om, hvorfor de kommer her, hvad der er det gode ved drikkefællesskabet, og hvilke udfordringer der er forbundet med det,« forklarer antropolog og lektor Bagga Bjerge til Videnskab.dk.

Sammen med kollegaerne Maj Nygaard-Christensen og Siri Mørch Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet står Bagga Bjerge bag artiklen ‘Alkohol og grønlandske udsattemiljøer i Danmark’, der netop er blevet udgivet i antologien ‘Alkohol - En del af dansk kultur på godt og ondt’.

Drikkefællesskabet er et alternativt socialkontor

De hundredvis af timer, som Bagga Bjerge og hendes medforskere har brugt i selskab med udsatte grønlændere, bekræfter først og fremmest, at den intensive druk er skadelig, konfliktfyldt og livsfarlig på sigt.

Det er næppe overraskende.

Men drikkefællesskabet er »ikke udelukkende meningsløst og destruktivt«, lyder den mere opsigtsvækkende pointe fra Bagga Bjerge:

»Drikkefællesskabet er ofte det eneste sted, hvor de kan få et tilhørssted, når de kommer til Danmark. Det er her, de kan få gode råd til, hvordan de får en bolig og skaffer gratis mad. Her de kan tale grønlandsk sammen, trøste hinanden og have det sjovt.«

Mødet over ølddåserne og sprutflaskerne på torvet bliver dermed brugt som et alternativt socialkontor, fordi mange udsatte grønlændere ikke kender det danske hjælpesystem eller ikke er trygge ved at bruge det.

»Vi er en stor familie«

Alle informanter i deres forskning er anonymiserede. En informant, som forskerne har kaldt for Aviaja, fortæller, at drikkefællesskabet er »hårdt og spændende« men også det bedste sted at opsøge hjælp:

»Hvis du ikke har noget at spise, så er du altid velkommen … Selvfølgelig gør man også det modsatte … Når vi har brug for hinanden, så hjælper vi hinanden,« siger hun.

Kunut fortæller videre, at der er »bedre tilbud« på de offentlige pladser end i »de der grønlænderhuse«, og man kan »møde andre nye mennesker gennem torvet og så måske komme videre i systemet.«

»Vi er en stor familie,« fortæller en grinende Malik ifølge AU-forskerne. Selvom han har haft en lejlighed i 10 år, kan han ikke bare forlade sine venner på gaden, siger han.

Ensomhed og skam

Men når drikkefællesskaberne føles som det eneste sted, man kan henvende sig, kan det være svært at løsrive sig fra dem igen.

Det skaber et dilemma hos flere af de informanter, som Bagga Bjerge og de andre AU-forskere har talt med. Flere fortæller, at de ser drikkegildet på torvet som noget skamfuldt og stigmatiserende. Én kalder torvet for »en zoologisk have.«

Omvendt føler de sig hurtigt ensomme, hvis de helt dropper drikkefællesskabet:

»Folk, der ikke har lyst til at drikke alkohol, synes, at det kan være svært at være en del af fællesskabet,« siger Bagga Bjerge:

»Så der mangler fællesskaber, som ikke koncentrerer sig om alkohol. Mange væresteder prøver at være et tilbud om noget andet, men de kan ikke erstatte det sociale netværk, som man måske har haft i drikkefællesskaber,« tilføjer hun.

Udsatte grønlændere får ikke den rette hjælp i Danmark

Grønlændernes egne beretninger taler dermed ind i et større socialt problem, påpeger Bagga Bjerge, der i 2021 var med til at udgive en håndbog om udsatte grønlænderes kontakt med systemet.

Grønlændere, der kommer til Danmark, har svære kort på hånden, da de ofte kommer fra socialt belastede vilkår i forvejen. Samtidig får mange ikke den rette hjælp, når de lander i Danmark:

»Nogle af de borgere, som, man synes, er allermest vanskelige at lave gode tilbud til, er udsatte grønlændere. Der er et eller andet med den her gruppe, som gør, at de nemt fastholdes i en socialt udsathed, og at de kan være sværere at hjælpe end andre udsatte,« siger Bagga Bjerge.

Hun nævner som et eksempel, at mange grønlændere oplever en stor sproglig barriere, og at de ofte ikke er bevidste om, at de har ret til en tolk, når de for eksempel møder sundhedssystemet:

»Selvom man er rimeligt god til dansk, er der nogle nuancer, der går tabt. Så de er bange for misforståelser. Mange siger ‘mmh’ og ‘ja’, uden at de helt har fanget, hvad der bliver sagt, og uden at de selv kommer på banen med at fortælle om deres udfordring, fordi de er tilbageholdende med at tale eller ikke tør det,« fortæller hun.

Et stort videnhul

De grønlændere, der bor i Danmark, er generelt ikke blevet særligt grundigt undersøgt i forskningen, fortæller Mille Schiermacher, som gennem 12 år har arbejdet med udsatte grønlændere i Danmark.

Nu er hun ph.d.-studerende på Grønlands Universitet i Nuuk, hvor hun forsker i, hvad der skaber udsathed hos grønlandske borgere i Grønland og Danmark.

»Vi har indikationer af, at det ikke går så godt med den her gruppe. Vi har ikke data for, hvor dårligt det går. Men hvis vi skal gøre noget for, at gruppen kan klare sig bedre, er det afgørende med viden, frem for at vi bare sjusser os frem,« siger hun.

Derfor er Mille Schiermacher positiv over for AU-forskernes arbejde:

»Alle nuancer på den her gruppes overlevelsesstrategier er nødvendige, for de bliver tit beskrevet som én stor ens gruppe. Men det er de ikke. Og der er så svært for dem at komme til orde og fortælle om deres egne oplevelser,« siger hun.

Hvad tænker du om at beskrive drikkefællesskabet som noget konstruktivt og positivt?

»Den betragtning er jeg enig i, så længe man også er opmærksom på det dobbelte i det: At drikkeriet selvfølgelig er ødelæggende, men at drikkefællesskabet også er et hjælpesystem, der bidrager med en masse godt til udsatte grønlændere, er ikke nyt for mig«.

»Det er måske nyt for borgeren, som går forbi på gaden, at det ikke kun er en selvdestruktiv adfærd, der driver de udsatte grønlændere til at mødes og drikke på torvet,« siger Mille Schiermacher.

Mille Schiermacher ser først og fremmest alkohol som et »symptom« på et større problem end som den »essentielle« ting, som de udsatte grønlændere mødes om.

»At drikke er jo i høj grad noget denne gruppe har til fælles med alle andre udsatte grupper, fordi de har en masse andre udfordringer i deres liv.«

Mangel på sikkerhedsnet

Mille Schiermacher efterlyser et politisk fokus på de grønlændere, der flytter til Danmark. Grønlændere får ikke en chance til at klare sig og etablere sig i Danmark, siger hun:

»Det er en helt særlig gruppe. Fordi de er danske statsborgere, får de ingen hjælp til integration, når de flytter til Danmark,« siger Mille Schiermacher.

Når det samtidig er udsatte grønlændere med misbrug, fattigdom, hjemløshed eller andre problemer i bagagen, som tager turen fra Grønland til Danmark, står man med et dobbelt problem:

»De er ikke forberedt på de vilkår og den mangel på sikkerhedsnet, de møder,« siger Mille Schiermacher.

• Hvis man som flygtning kommer til Danmark fra et andet land, er der et sikkerhedsnet, der hjælper én med at finde bolig, få sociale ydelser og falde på plads.
• Det samme gælder, hvis man som socialt udsat i Danmark flytter fra én kommune til en anden, fordi en proces mellem kommunerne går i gang.
• Men hvis man som grønlænder med dansk statsborgerskab flytter fra Grønland til Danmark, er der ikke et sikkerhedsnet, der træder i kraft.

Det er simpelthen ikke tænkt ind i aftalen om rigsfællesskabet, forklarer Mille Schiermacher:

»Derfor har de ikke samme indgang til systemet, som flygtninge eller andre socialt udsatte har. Og det er særligt vanskeligt for dem at få bolig og sociale ydelser. Så mange skubbes ud i herberger og misbrugsmiljøer med det samme.«

»Det er ikke fordi, jeg mener, at der skal stå bolig og job klar til alle. Men hvis man bare tilbydes at være et sted, hvor der ikke er et misbrugsmiljø i den første tid, ville det være en stor hjælp,« fortæller Mille Schiermacher.

Ifølge Mille Schiermacher findes der et lovmæssigt ingenmandsland mellem Grønland og Danmark, der forøger udsathed. Hun opfordrer derfor til, at der igangsættes »en dialog om fælles socialpolitik mellem Grønland og Danmark, om hvordan vi løser dette bedre i fællesskab, så Rigsfællesskabets rettigheder ikke kun skal tilkomme de ressourcestærke«.

Rigsfællesskabet er kun for de ressourcestærke

I 1953 blev Grønlands koloniale status ophævet, og alle grønlændere fik i samme ombæring dansk statsborgerskab.

»Meningen var, at det skulle give fordele og være en positiv ting. Men man har glemt at tænke den udsatte gruppe med i idéen om et rigsfællesskab-statsborgerskab. Rigsfællesskabet er kun for de ressourcestærke,« lyder Mille Schiermachers kritik.

»Det er ikke så gennemtænkt, for det skaber en strukturel skævvridning, og man skaber udsatte, som ikke behøver at være udsatte. De kommer ind i meget hårde udsatte miljøer, hvor de skal begynde deres liv i Danmark, og dér bliver de som regel hængende.«

Videnskab.dk har spurgt social- og ældreminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), hvordan hun forholder sig til kritikken fra Mille Schiermacher og forskerens opfordring til en dialog om fælles socialpolitik mellem Grønland og Danmark.

Ministeren ønsker ikke at stille op til en kommentar, oplyser Social- og Ældreministeriet.