Udsatte børn får selvtillid i idrætsklubben

Bedre selvværd og mere mod på tilværelsen. Større tro på sig selv og egne evner. Mindre ensomhed og isolation. Det er nogle af de positive konsekvenser af en lang række idrætsprojekter målrettet udsatte børn, som med Kulturministeriets støtte blev oprettet omkring 2006.

40 millioner blev der sat af til at hjælpe børn med problemer som overvægt og ressourcesvage forældre, og det ser ud til, at statens store investering har givet bonus.

Det viser Annette Michelsen la Cours ph.d.-afhandling. Den består blandt andet af en rapport, der evaluerer nogle af de mange projekter, der på baggrund af en bevilling fra puljen blev startet rundt omkring i landet.

»Jeg har set på projekter for overvægtige børn, og konklusionen er, at de bliver mere fysisk aktive, men de får også en selvtillid og et netværk, der forbedrer deres sociale kompetencer,« fortæller Annette Michelsen la Cour.

Udsatte børn og deres familier i søgelyset

Ud fra en analyse af 21 projekter konkluderer Annette Michelsen la Cour, at tilbud om fysisk aktivitet i trygge rammer gennem en forening har en meget stor betydning for både børnene og deres forældre.

»Hele familien kobles til et netværk i foreningen. Børnene kommer til ”at gå til noget”, de får øget selvværd, og de lærer, at de bidrager med noget, frem for at blive klienter eller patienter,« siger hun.

Annette Michelsen la Cour fortæller, at der ofte er tale om familier med psykisk sygdom, dårlig økonomi, skilsmisser og isolering fra arbejdsmarkedet. Derfor er der sjældent økonomiske ressourcer til, at børnene kan gå til en sport, eller blive transporteret til og fra.

Udfordringer: Rekruttering og fastholdelse

For at lave sin evalueringsrapport har Annette Michelsen la Cour besøgt 21 projekter, hvor hun blandt andet har observeret, lavet kvalitative interviews og deltaget i aktiviteterne. Hun har især fokuseret på de to største udfordringer; at tiltrække børnene og at fastholde dem.

»Det er svært at udbrede aktiviteter målrettet overvægtige, for man går ikke bare hen og prikker dem på skulderen. I stedet har jeg set et samarbejde mellem på den ene side foreningerne og på den anden side sundhedsprofessionelle i kommunerne, skolernes idrætslærere,« fortæller hun.

»For at fastholde børnene er det vigtigt, at de er i et miljø med trygge rammer, og at de i hvert fald i starten er på nogle særlige hold, hvor alle har samme dårlige erfaringer og starter på samme niveau. Det kan være et afsæt til senere at komme på almindelige hold,« siger Annette Michelsen la Cour.

Effekt kan ikke måles i tal

Under forsvaret af sin ph.d. blev Annette Michelsen la Cour konfronteret med, at kun 33 procent af deltagerne i projekterne tilsyneladende er blevet fastholdt. En bedømmer påpegede, at det var et lavt tal. Annette Michelsen la Cour mener dog ikke, man kan opgøre projekternes resultater i tal.

»Man kan ikke måle effekten i tal, den skal i højere grad ses som alle de positive side-effekter, der er. Som at familierne involveres i netværk og at børnene får mod på flere ting,« siger hun.

Hun understreger også, at hun ikke har været ude og følge op på projekterne, og derfor ikke kan sige, hvor mange børn, der stadig er i gang.

Mulighedsrum for staten

Selvom der ikke er konkrete tal på succesraten, viser evalueringen, at brugen af foreningslivet rummer meget potentiale.

Både som et incitament til at udfordre hele breddeidrætsbegrebet, så foreningerne giver brede tilbud, men også for statens aktive brug af foreningslivet.

»Undersøgelsen viser, at det er et mulighedsrum for staten at bruge foreningslivet, for de får derigennem en måde at arbejde positivt med marginaliserede familier,« forklarer hun.

»Jeg tror, staten er enig med mig, for der er ikke grænser for, hvad foreningslivet bliver bedt om; de skal lave noget for ensomme mænd, noget for kriminelle, noget for etniske kvinder… Staten lader til at være overbevist om, at det virker,« slutter hun.