Ud med Freud, Marx og Lacan

I 1959 holdt forfatteren og naturvidenskabsmanden C. P. Snow et foredrag i Cambridge, hvor han begræd den voksende kløft mellem to grupper af intellektuelle: den humanistisk-litterære og den teknisk-videnskabelige. Snow talte om to separate kulturer, som ikke længere var på talefod. Hvordan er billedet i dag, et halvt århundrede efter?

Er Snows kløft blevet fyldt ud med solid tværfaglig forskning og dialog, eller surmuler de to kulturer stadig på hver sin side af gabet?

Gode plankeværk

Forholdet mellem humaniora og de øvrige videnskaber bliver af og til sat til debat her på videnskab.dk. Enkelte mener, at humaniora bør integreres med samfunds- og naturvidenskaberne; at humanistisk forskning kun kan styrkes af at blive bragt i overensstemmelse med den seneste og bedste relevante viden fra de øvrige videnskaber.

Andre mener, at skellet mellem humaniora og natur- og samfundsvidenskaberne bør opretholdes. Humaniora er væsensforskellig fra de øvrige videnskaber: på humaniora studerer man det unikke, det subjektive; på naturvidenskaberne studerer man det universelle og lovmæssige. Humanister fortolker kultur, naturvidenskabsfolk beskriver natur. Et godt plankeværk er vejen til godt naboskab, for at cirkacitere digteren Robert Frost.

Forældede teorier

Sludder og vrøvl. Lad os få sparket plankeværket ned. Nok skal humaniora ikke nedlægges og genopstå som Afdeling for Molekylærbiologisk Kulturforskning, men lad os endelig få mere tværfaglig forskning. Lad os få samfunds- og naturvidenskabelige teorier og metoder ind i humaniora. Og lad os få stedt de mest håbløst forældede humanistiske teorier til hvile.

Navnlig de æstetiske videnskaber har løsrevet sig fra natur- og samfundsvidenskaberne i løbet af de sidste 30-40 år. Tidligere i år udgav Thomson Reuters' ISI Web of Science en statistik over de mest citerede forskere inden for humaniora i 2007, og listen domineres af døde mænd som Michel Foucault, Jacques Lacan, Jacques Derrida, Sigmund Freud og Karl Marx.

Psykoanalyse, poststrukturalisme, socialkonstruktivisme og marxisme lever tilsyneladende i bedste velgående på humaniora.

Det bemærkelsesværdige er, at man skal lede længe for at finde en psykiater, der tager Lacan eller Freud alvorligt. Der findes næppe heller "marxistiske vismænd" i de økonomiske råd.

Men hvis psykiatere og psykologer for længst har forladt Freuds psykoanalyse, hvorfor lever den så videre som et spøgelse i visse afkroge på humaniora? Hvordan kan man forsvare at bruge Freuds teorier som en gyldig forklaringsmodel på menneskets adfærd og kultur, når ortodoks psykoanalyse videnskabeligt set er lige så håbløs som astrologi og kreationisme?

Teoretisk kaos

For en æblekindet førsteårsstuderende kan visse områder af humaniora sikkert virke som et tag-selv-bord af teorier og metoder. Der er frit valg på alle hylder: man kan blive freudianer, marxist, queer-teoretiker, postkolonialist, poststrukturalist, darwinist, dekonstruktivist, feminist, post-feminist, kognitivist - alt efter temperament og eventuelt politisk dagsorden.

For nogle må denne pluralisme opleves befriende. Man kan jo vælge den teori, man synes er skæggest, uden besværlige hensyn til hvorvidt teorien er efterprøvet og fundet videnskabeligt solid. For andre må det virke absurd.

Tænk, hvis man på biologi frit kunne vælge, om man ville forske inden for ung- eller gammeljordskreationisme, lamarckisme, intelligent design, eller neodarwinisme.

Man kan støde på den forestilling, at i humanistisk videnskab er to plus to ikke nødvendigvis fire. Man kan kun gisne om, hvad i alverden det så skulle være. Men hvis humanistisk forskning skal være andet og mere end underholdning og beskæftigelsesterapi for en udvalgt skare - og det er måske især den teoritunge del af de æstetiske videnskaber, der er i risikozonen for at løsrive sig fra den virkelige verden - så bør man bestræbe sig på at skabe gangbar, kumulativ viden; viden, som ikke er i konflikt med relevant og efterprøvet viden fra andre videnskaber.

Sonetter og centralnervesystemer

Litteraturforskere, fysikere, historikere, psykologer, kunsthistorikere, filosoffer og biologer studerer den samme verden. Menneskets kultur er ikke en autonom størrelse, og den er ikke underlagt overnaturlige love. Hvis man vil forstå menneskets adfærd og kultur, må man forstå menneskets biologi og natur.

Lad os få sparket plankeværket ned. Nok skal humaniora ikke nedlægges og genopstå som Afdeling for Molekylærbiologisk Kulturforskning, men lad os endelig få mere tværfaglig forskning. Lad os få samfunds- og naturvidenskabelige teorier og metoder ind i humaniora. Og lad os få stedt de mest håbløst forældede humanistiske teorier til hvile

Mathias Clasen

Det er klart, at ikke alle videnskabelige discipliner er lige relevante for den humanistiske forsker. I første omgang skal man næppe bruge sin tid på grundforløb i partikelfysik. Derimod er der kolossale mængder af inspiration, viden og værktøjer at komme efter i de videnskaber, som har med den menneskelige natur at gøre.

I det meste af det tyvende århundrede, og i store dele af humaniora stadigvæk, har idéen om en "menneskelig natur" været tabubelagt. Imidlertid tegner de senere årtiers konvergerende evidens fra mange forskellige videnskabsgrene et billede af en relativt statisk, biologisk betinget menneskelig natur, som muliggør og begrænser vores adfærd og kultur. Hvis man således vil have en udtømmende forklaring på Shakespeares sonetter, er det ikke tilstrækkeligt at dekonstruere dem eller lave en historisk analyse.

Disse sonetter blev skabt i en ganske særlig historisk kontekst af et ganske særligt, omvandrende centralnervesystem, som gik under navnet William Shakespeare, og som nok var unikt på mange måder, men som samtidig delte en lang række fysiske såvel som psykologiske træk med sine artsfæller. Lad os med andre ord ikke glemme den menneskelige natur, når vi forsøger at forstå - og ikke bare beskrive - kulturelle produkter og praksisser.

Blodsugere og gespenster

For eksempel er der skrevet forbløffende meget om vampyrer og spøgelser her på videnskab.dk. Hvis man forsker i vampyrer, er det naturligvis fint at tolke figuren som symbol på kulturelle fortrængninger eller frygtmomenter. Men det er så sandelig også relevant at spørge, hvorfor vampyren er sådan en populær skikkelse, trods det at der ikke findes vampyrer? Hvad siger vampyrens popularitet om det menneskelige sind?

Selvom der ikke findes overnaturlige monstre og spøgelser i den virkelige verden, bliver vi ved med at fortælle hinanden historier om dem. For at forstå, hvorfor det er, må vi bede psykologien om hjælp. Psykologerne vil næppe foreslå os at støve Freuds samlede værker af.

Et samlende fundament

Der er alt at vinde og intet at tabe for den humanistiske forsker, der kigger ud over egne faggrænser - dels for at få ny viden og inspiration, dels for at lade sine egne teorier gå spidsrod gennem en række andre videnskaber. Det kan naturligvis virke uoverskueligt at skulle sætte sig ind i en række nye discipliner, og viden om menneskets natur er næppe mere end perifert relevant for de fleste beskrivende historikere. Ikke desto mindre er evolutionspsykologien er et godt sted at starte. Den har nemlig potentialet til at blive et samlende fundament for de humanistiske discipliner, der befatter sig med at forstå vores kulturelle produkter.