SKRIIIG! Sådan virker lyden i gyserfilm

Verden er fuld af lyd, og lyd kan have stærke effekter på os. Nogle lyde er behagelige, som et lille barns latter eller en rislende bæk i en fredelig skov.

Andre lyde er ubehagelige, som et barns vrælen eller lyden af negle der skraber mod en tavle. Og nogle lyde er decideret skræmmende, som eksempelvis et gennemtrængende skrig i en mørk skov.

Hvis man gerne vil skræmme andre, er lyd et virkelig godt værktøj. Du kender sikkert den klassiske prank, hvor man gemmer sig bag en dør eller i et skab og venter på, at ens offer kommer forbi.

Når timingen er helt rigtig og offeret har ryggen til, springer man frem og råber BØH! Det virker hver gang.

Der er også historiske eksempler på, at lyd er blevet brugt som psykologisk element i forbindelse med eksempelvis ritualer og krigsførelse.

Aztekernes såkaldte dødsfløjter frembringer en ualmindeligt ubehagelig lyd, der minder om et hæst dødsskrig. Disse fløjter kan have været brugt rituelt eller endda i kamp for at skræmme fjenden.

Under 2. verdenskrig monterede det tyske Luftwaffe sirener på deres frygtede Stuka-bombefly. Sirenerne udsendte høje, skrigende lyde, når flyene dykkede for at bombe eller beskyde fjenden, og havde til formål at intimidere fjenden og knække deres moral.

Her skal det dog ikke først og fremmest handle om dødsfløjter, Luftwaffe-sirener eller pranks, men derimod om hvordan lyder virker i gyserfilm – og hvorfor, vi bliver skræmte af forskellige typer lyd.

Uden lyd er gyserfilm bare kedelige

Gyserfilm viser, hvor effektiv lyd kan være til at fremprovokere følelser, og man kan dårligt forestille sig en gyserfilm uden lyd.

Spielbergs hajklassiker Dødens gab ville ikke være det samme uden det ikoniske lydmotiv, der i filmen forbindes med hajens ankomst. Og hvis man ser Stanley Kubricks mesterværk Ondskabens hotel uden lyd, mister filmen meget af sin effekt.

I både Dødens gab og Ondskabens hotel bruges lyd både til at skabe ildevarslende stemning og chokeffekter.

Tænk for eksempel på den berømte scene fra Ondskabens hotel, hvor lille Danny Torrance cykler gennem hotellets tomme gange og ender ud for døren til det hjemsøgte værelse 237.

I denne scene hører vi lyden af Dannys cykel, der kører over trægulve og gulvtæpper, men i baggrunden er der også såkaldt ikke-diegetisk musik – altså underlægningsmusik, som filmens personer ikke kan høre – der gradvist tager til i styrke.

Baggrundsmusikken virker ildevarslende og har dissonante elementer, der opfattes som ubehagelige (selv af 'tonedøve' mennesker), og signalerer tydeligt, at tingene ikke er, som de skal være.

Hvis man ser klippet med lyd, er det yderst nervepirrende, men hvis man slår lyden fra, er det bare kedeligt.

Lyden får os til at hoppe af skræk

Når gyserfilm skaber chokeffekter, eksempelvis 'jump scares' (altså hvor man 'hopper' af skræk), er lyd typisk et centralt element. Der er som regel en opbygning til selve chokket, som ofte består af ikke-diegetisk, ildevarslende musik, og så en meget høj lyd, når selve det chokerende sker.

I Dødens gab er der eksempelvis en scene, hvor en hajekspert dykker ned til et skibsvrag og finder en meget stor hajtand i et hul i vraget.

Strygermusikken i baggrunden er igen ildevarslende. Som seere ved vi, at der er fare på færde. Pludselig dukker et halvopløst, blegt menneskehoved op i hullet. Hovedet er væmmeligt at se på, men det er den høje, skrigende violinlyd, der virkelig skaber et chok.

Skrig indikerer fare

Netop skrig og skrig-lignende lyde har en central plads i gyserfilmen, og det er der gode biologiske grunde til.

Forskere har vist, at skriget har unikke akustiske kvaliteter, der gør det ekstremt effektivt som faresignal. Mange dyr skriger, når de er i fare.

Skriget fremkommer ved, at dyret overbelaster sine stemmebånd og frembringer en såkaldt ikke-lineær og dermed uforudsigelig lyd, som er ru, uharmonisk og dissonant.

Som man kan se på billederne herunder, er skriget (billede 1) meget mere komplekst og kaotisk i sin frekvenssammensætning end almindelig tale (billede 2).

Skriget har samtidig et meget bredere frekvensspektrum, der inkluderer de lysere frekvenser, stemmebånd kan producere, og er dermed mere ujævnt og dissonant end tale.

Skrigets bredere frekvensspektrum ses på billedet ved, at de røde og hvide farver fordeler sig over hele spektret på Y-aksen. Talen er derimod koncentreret i bunden af spektret.

Et skrig skærer gennem al anden lyd og mobiliserer straks vores opmærksomhed. Det er et fundamentalt biologisk signal, som betyder, at nogen er i fare, og vi reagerer helt instinktivt på det.

Gennemtrængende violiner

I gyserfilmkredse taler man om såkaldte scream queens, som er gyserskuespillerinder, der er særligt dygtige til at skrige autentisk.

En af de legendariske scream queens er skuespilleren Jamie Lee Curtis, der eksempelvis skriger for sit liv i John Carpenters toneangivende slasherfilm Halloween fra 1978, hvor hun jagtes af den ikoniske morder Michael Myers.

Også musikken i gyserfilm kan imitere skrig. Et af filmhistoriens mest berømte eksempler er den såkaldte brusebadsscene fra Hitchcocks klassiske Psycho.

I denne scene bliver hovedpersonen (spillet af Janet Leigh, som var Jamie Lee Curtis' mor) knivmyrdet af en ukendt skurk.

Vi hører hendes skrækindjagende dødsskrig, men vi hører også lyden af komponisten Bernard Herrmanns berømte violiner, der lyder som gennemtrængende skrig.

Sådanne lyde opfattes af mennesker som yderst ubehagelige, netop fordi de minder om naturlige advarselssignaler – præcis som aztekernes dødsfløjter.

Truende lyde: Monstret kommer

Meget dybe lyde optræder også ofte i gyserfilm, både i underlægningsmusik og i lydeffekter. Det kan være når et uhyggeligt monster brøler: monsterets brøl er næsten altid relativt lavfrekvent.

Hvis Godzilla peb som en mus, ville det være svært at tage monsteret alvorligt. Det skyldes, at vi intuitivt forbinder lavfrekvente lyde med fare.

Jo større et dyr er, des dybere lyd kan det frembringe, og størrelse associeres i dyreverdenen ofte med dominans og dermed trussel. En meget stor gorilla er mere farlig end en lillebitte gorilla.

På samme måde forsøger du formentlig at lave et dybt BØH, når du skal lave en skræmme-prank.

Nogle filmskabere har endda eksperimenteret med såkaldt infralyd, dvs. lyd der er så lavfrekvent at vi ikke bevidst registrerer den.

Vi mennesker kan høre lyde i et frekvensområde, der strækker sig fra ca. 20 hertz (svingninger per sekund) til 20.000 hertz, men vi kan registrere lyde der er endnu dybere.

Da den voldsomme film Irréversible havde premiere på filmfestivalen i Cannes, besvimede adskillige af seerne. Det kan hænge sammen med, at instruktøren, Gaspar Noé, efter sigende havde indsat ekstremt lavfrekvent lyd i filmen for at forurolige sit publikum.

Lyde, der stiger hurtigt i intensitet, kan også skræmme os, og bruges jævnligt i gyserfilm – eksempelvis i nervepirrende scener, der leder op til et chok.

En stille baggrundslyd, der hurtigt bliver mere intens, kan give en fornemmelse af, at noget farligt er på vej.

Hjernens frygtcenter aktiveres

Forskere har vist, at vi mennesker opfatter lyde, der er på vej imod os, anderledes end vi opfatter lyde, der er på vej væk fra os.

Vi overvurderer, hvor hurtigt den lyd, der nærmer sig, bevæger sig. Der er også større aktivitet i hjernens 'frygtcenter', når vi hører lyde, der nærmer sig, end når vi hører tilsvarende lyde, der er på vej væk.

Denne tendens til at overvurdere hastigheden af lyde, der nærmer sig, kaldes på engelsk 'auditory looming bias', og det er formentlig en biologisk overlevelsesmekanisme.

Man ser det nemlig også hos makakaber, hvilket tyder på, at tendensen er dybt forankret i primat-psykologien.

Hvis vi automatisk opfatter en lyd, der hastigt nærmer sig, som tegn på fare (eksempelvis et sultent rovdyr på vej mod os), er der større chance for, at vi reagerer hurtigt og adaptivt og undgår at blive spist.

I klippet herunder, som er fra gyserfilmen The Grudge, er der et tydeligt eksempel på sådan en 'looming' lyd. Intensiteten i soundtracket stiger til punktet lige inden det endelige klimaks med et jump scare.

Som du også kan se i figur 2, der viser lydens udvikling i klippet, stiger volumen støt gennem sekvensen, men derudover intensiveres soundtracket også musikalsk ved, at der løbende kommer flere lag af lyde og instrumenter til, for eksempel i form af strygere der spiller i lysere toner.

Dette lyddesign stimulerer vores indre byttedyr og skaber en foruroligende fornemmelse af, at noget slemt er på vej – hvilket også er tilfældet, som klippet viser.

Grufulde droner

Et sidste eksempel på et effektivt auditivt gyservirkemiddel er den musikalske drone. En drone er, når en tone eller akkord strækkes ud – altså en vedvarende, monoton lyd – og kendes eksempelvis fra sækkepibemusik.

Dronen er altså ikke nødvendigvis uhyggelig, men den høres ofte i gyserfilm og kan virke ildevarslende.

Det skyldes formentlig, at dronen som regel ikke har et tydeligt udspring – man kan ikke se, hvor lyden kommer fra – og fordi den bare bliver ved og ved uden forandring eller forløsning.

Et godt eksempel kan findes i John Carpenters gyserfilm The Thing, hvor en dronelyd bruges til at skabe ængstelig forventning:

Angsten for det ukendte

Vi er vant til at lyde både knytter sig tydeligt til en kilde og er meningsbærende, men dronen er ikke forbundet med en veldefineret, konkret fare (som f.eks. brølet eller skriget er det). Den betyder ikke umiddelbart noget.

Den spiller derimod på angsten for det ukendte, som er en af de mest grundlæggende former for frygt, vi mennesker er udstyret med, og skaber en forventning om, at noget slemt kan ske når som helst. Der ligger i dronen en forventning om et skræmmende klimaks, men ingen antydning af hvornår klimakset indtræffer.

På den måde spiller dronen også på den psykologiske kvalitet, man på engelsk kalder creepiness. Forskere har vist, at situationer eller personer, der opfattes som uforudsigelige, og som er forbundet med en slags truslens tvetydighed, opfattes som creepy.

Når vi ikke ved, om en person eller situation er farlig eller ej (eksempelvis hvis en fremmed stirrer lidt for længe på os, eller vi befinder os alene i en mørk skov), opfatter vi det som creepy og reagerer med en øget opmærksomhed på faresignaler.

Således kan en drone formentlig også opfattes som creepy, især hvis den optræder i en gyserfilm, hvor man ved, at der kan ske uhyggelige ting hvert øjeblik.

Pas på lyden

Der er altså gode grunde til, at lyden er så vigtig i gyserfilm. Vi mennesker er fra naturens hånd udstyret til at opfange lyde, fordi lyde indeholder information som er relevant for vores overlevelse, såsom information om et dyr der skjuler sig.

Vi kan måske ikke se det camouflerede bytte- eller rovdyr, men hvis vi er heldige, kan vi høre det.

Vi er således særlig opmærksomme på lyde, der signalerer fare, såsom meget dybe lyde, lyde der nærmer sig hurtigt eller skrig-lignende lyde, fordi sådanne lyde i millioner af år har været vigtige for vores overlevelse.

Gyserfilmskabere arbejder med at stimulere vores biologiske forsvarssystem. En god gyserfilm er en skræmmende gyserfilm – og lyd er særligt effektiv som virkemiddel, blandt andet fordi lyden er svær at gardere sig imod.

Vi kan skærme os mod skræmmende billeder (ved at lukke øjnene), men det er sværere at skærme sig mod skræmmende lyde, dels fordi vi ikke kan lukke ørerne, og dels fordi vi ikke kun lytter med ørerne.

Lyd er trykbølger, og de kan forplante sig gennem kroppen, så selv hvis vi holder os for ørene under et voldsomt tordenvejr, kan drønene fra lynnedslagene stadig forplante sig i kroppen og på den måde registreres.

På samme måde kan lyden fra gyserfilm – især hvis man ser dem i biografen eller har et virkelig godt lydanlæg derhjemme – gå direkte i vores biologiske frygtsystem og sætte en skræk i livet på vores indre byttedyr.

Derfor kan det være en idé at skrue ned for lyden eller holde sig for ørene, når en film bliver for skræmmende.