Normalt rangeres Harvard University som et af de mest velansete universiteter i verden – men den anseelse deler Donald Trumps administration tilsyneladende ikke.
I hvert fald har det amerikanske uddannelsesministerium meldt ud, at de vil indefryse 2,3 milliarder dollars, hvilket svarer til 15,2 milliarder kroner, i føderal støtte til universitetet.
Begrundelsen lyder, at universitetet i Massachusetts, USA, ikke gør nok for at bekæmpe antisemitisme.
Harvard University anerkender i et åbent brev, at de har haft udfordringer med antisemitisme på campus, men at de har igangsat en række tiltag for at bekæmpe det. De afviser dog at give efter for konkrete krav fra Trumps administration.
Universitetets rektor, Alan Garber, har i en udtalelse sagt, at:
»Ingen regering – uanset hvilket parti, der har magten – bør diktere, hvad private universiteter kan undervise i, hvem de må optage og ansætte, og hvilke studieområder og undersøgelser de kan forfølge.«
Den amerikanske regering under Trump har blandt andet stillet krav om, at universiteter i USA dropper deres såkaldte DEI-programmer, der skal sikre diversitet, lighed og inklusion, og at mundbind gøres forbudt på campus.
Derudover skal universiteterne sørge for, at administratorer og fakulteter, der er »mere engageret i aktivisme end lærdom«, får mindre magt, skriver Trumps administration i et brev til Harvard University.

































