Terror begyndte som retfærdighed

Vi finder ordet brugt i den latinske oversættelse af profeten Esajas i Det Gamle Testamente som den frygt, der indgydes mennesket ved Guds intervention på jorden:

»I skal hellige Hærskarers Herre, han skal være jeres frygt og rædsel [terror].«

Det ser ud til, at den præmoderne brug af begrebet var begrænset til at beskrive en hjælpeløshedens terror, som man også kunne kalde for menneskets følelse af egen usikkerhed og sårbarhed – en antropologisk disposition for frygt – og en evighedens terror, en religiøs rædsel og frygt for guddommelig straf.

Begge anvendelser blev brugt i en rejsedagbog af den romerske kardinal Luigi d’Aragona (1474-1519), der i 1517 reflekterede over den følelsesmæssige virkning af store kors, der afbilder Jesu lidelser. At se dem fremkaldte devotio og terror, hengivenhed og rædsel. Eller med ét ord: gudsfrygt.

Terror og styreform kan knyttes sammen

Som idé og begreb fik terror sine moderne formuleringer i oplysningstiden, hvor det blev knyttet til den juridiske straf, særligt dødsstraffens, afskrækkende karakter.

I den franske filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieus (1689-1755) oplysningsfilosofiske hovedværk Om lovenes ånd fra 1748 ser vi den første sammenknytning af terror og styreform, idet Montesquieu i tillæg til de religiøse og straffemæssige betydninger også gør terror til despotiets og undtagelsestilstandens princip.

Terror blev altså knyttet til despotiet som dets styringsprincip, det middel hvormed styret holder undersåtterne i lydig rædsel. I den skotske moralfilosof Adam Smiths (1723-1790) økonomiske hovedværk Nationernes velstand fra 1776 bruges terrorbegrebet til at betegne skrækken for bl.a. hekse, religiøs rædsel og usikkerhederne ved arbitrær skatteinddrivning.

Terror var terror imod statens fjender

I oplysningstiden ser vi derfor en udvidelse og en sekularisering af, hvad terrorbegrebet kan beskrive. Vi ser også en begyndende politisering, hvor terror betegner en politisk praksis iværksat for at skabe lydighed.

Enten, som filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) beskriver det i 1755, om korporlige straffe for lovovertrædelser, hvor man »er tvunget til at erstatte pligtens stemme, der ikke længere taler i hjerterne, med terrorens skrig,« eller efter Montesquieu som betegnelse for den despotiske styreform.

Læs også: Hvorfor søger du lykken? Den er intetsigende og karakterløs

Den afgørende moderne formulering af terrorbegrebet, hvor det går fra ord til egentligt begreb og idé, var under Den Franske Revolution, hvor 'terror' fik sin moderne betydning, og hvor medbegreberne 'terrorisme' og 'terrorist' første gang formuleredes.

En af de vigtige stemmer var juristen og revolutionslederen Maximilien de Robespierre (1758-1794). I stærk kontrast til den aktuelle brug af betegnelsen blev terror udlagt af jakobinerne med Robespierre i spidsen som et ordensbegreb, et statsligt ordensbegreb, både som forsvaret og skabelsen af orden. Terror var terror imod statens fjender. Ikke terror fra statens fjender.

Terror skulle på dagsordenen for at ruske op i folket

I slutningen af 1792, mens man diskuterede at bringe kongen for retten for forræderi, sagde Robespierre, at enhver revolution har en periode med væbnet opstand legitimeret af sit formål, men »endnu uden støtte i retfærdige love.«

Henrettelsen af kong Ludvig 16. (1754-1793) skulle derfor finde sted »for at plante en sund terror for folkets retfærdighed i tyranners sind« uden for lovens bogstav, men inden for dens ånd. Her kombineres tilsyneladende begrebets medbetydning af afskrækkelse med et politisk formål.

Året senere, i sensommeren 1793, talte en jakobiner ved navn Royer om behovet for at gøre »terror til dagens orden« som »den eneste måde til at ruske op i folket og tvinge dem til at redde sig selv.«

Begrebet får her en klart mobiliserende betydning. Få dage efter talen blev terroren gjort til officiel politik som et middel til at »organisere, systematisere og accelerere undertrykkelsen af republikkens indre fjender«.

Krigen mellem frihed og tyranni skal afsluttes

Der var altså et betydeligt forlæg for Robespierre, da han i sin tale 5. februar 1794 om principperne for den politiske moralitet sagde:

»Men, for at lægge grunden til og styrke demokratiet iblandt os, for at opnå et fredeligt regime for de konstitutionelle love, bliver vi nødt til at afslutte krigen mellem frihed og tyranni og heldigt gå gennem revolutionens stormvejr.«

Robespierre skelner her mellem normaltilstanden karakteriseret ved 'det fredelige regime for de konstitutionelle love' og så undtagelses- eller grundlæggelsestilstanden.

Undtagelses- og grundlæggelsestilstanden var for Robespierre det samme i den konkrete historiske situation, men når normaltilstanden er sikret, afsluttes grundlæggelsestilstanden, hverdagen institutionaliseres, bureaukraterne tager over fra de revolutionære, og undtagelsestilstanden omdannes til en kriseinstitution frem for at udgøre det opkomst- eller skabelsesøjeblik, revolutionen på dette tidspunkt er trådt ind i.

Kombinationen af terror og dyd beskriver republikkens beskyttelse

For at opnå normaltilstanden og for at afslutte det revolutionære øjeblik med en ny samfundsform må revolutionens indre og ydre fjender altså bekæmpes. Endnu kan samfundet derfor ikke styres af konstitutionelle love. Robespierre fortsatte i samme tale med sit måske mest berømte, eller berygtede, tekststykke:

Kombinationen af terror og dyd som »en konsekvens af demokratiets overordnede princip anvendt til fædrelandets mest uopsættelige behov« beskriver beskyttelsen af republikken i faretider.

Det er en ny form for egalitær retfærdighed og terror som det, vi kunne kalde 'grusom humanisme': at gøre det nødvendige for at forsvare den vundne frihed imod de få, der lover at genskabe ufriheden for de mange. Resultatet blev det, som allerede i samtiden blev kaldt for 'terrorregimet', en accelereret nedkæmpelse af rigtige og indbildte fjender i stadigt større omfang.

Terrorismebegrebet blev opfundet til lejligheden

Her indtræder den anden store betydningsforandring af terrorbegrebet. For Robespierre og jakobinerne var terror et politisk instrument i frihedens tjeneste, et despotisk middel for at komme hinsides det despoti, man havde væltet, men som truede med at genopstå. For Robespierres fjender betegnede terror derimod et system og et regime. Ikke frihed, men terroristisk vold var alt, Robespierres stat var.

I det retoriske angreb på (og fysiske halshugning af) Robespierre i juli 1794, udført af folk, der frygtede at ende i guillotinen, og som indførte et nyt blodigt terrorvælde kendt som 'den hvide terror', fik terrorbegrebet yderligere betydning.

Læs også: Demokrati var en død sild i 2.000 år

I stedet for at beskylde ham for terror (som de, der henrettede ham, selv havde været med til at gøre til dagens orden) hævdede man, at han havde gjort sig skyldig i 'terrorisme', et begreb opfundet til lejligheden, der kom til at betegne en både illegal og illegitim anvendelse af politisk motiveret vold.

Denne gang var det om en illegitim statsmagt, men det blev senere anvendt om ikke-statslige voldsaktører, der pr. definition er illegitime voldsudøvere i den moderne æra af stater, der hævder voldsmonopolet.

Terror kom til at betyde vold

Det er egentlig først med dette anti-robespierrianske betydningsomslag, at den moderne anvendelse af terrorbegrebet bliver fuldt synlig, idet terror nu blev reserveret til den frygt, der stammer fra politisk vold frem for alle andre af frygtens kilder, og det fra illegitim vold udøvet af illegitime stater eller private.

Terror kom til at betyde vold
, ikke fra staten imod individer, men vold fra despoter eller terrorister imod stater og samfund. Det er først i kraft af denne forskydning, at terror som voldsanvendelse kan ændre betydning og komme til at stå som betegnelse for systematisk anvendelse af vold imod samfundet.

Selve ordet 'terrorisme' blev første gang brugt i den franske nationalforsamling 23. august 1795 af politikeren Jean-Lambert Tallien (1767-1820), der også formulerede 'terror-systemet' som »udøvelsen af arbitrær magt fra dem, der spreder terror (...) Terror-systemet forudsætter den mest koncentrerede magt, en magt der tilnærmer sig tættest til uniformitet, og som uvægerligt fører til royalisme.«

Hermed mente han i øvrigt despoti.

Begrebet forandres fra statsmaksime til skældsord

Også ordet 'terrorist' blev første gang anvendt i den periode. Den dominerende tolkning af terror formuleres bl.a. i ugeavisen Le Courrier francais, der i juli 1795 skrev:

»Det er ikke uden grund, at alle Paris’ sektioner kræver, at terroristerne dømmes. Den lethed, hvormed fængslets døre åbnes for dem, må få alle gode borgere til at frygte, at disse blodtørstige djævle igen vil komme til at skabe politisk turbulens iblandt os«.

Vi ser her en forandring af begrebet fra statsmaksime til skældsord og yderligere, meget vigtigt, som noget nogen kan være: Man kan nu være terrorist.

Terror er det, andre gør mod os

Hvor terrorbegrebet tidligere blev anvendt om egne og barbariske staters voldsanvendelse, om privates psykologiske disposition, religiøs og social frygt og så videre, prioriteres begrebet i stigende grad efter overgangen til det 19. århundrede som benævnelse for den ikke-statslige voldsanvendelse rettet imod staten eller imod de indbyggere, staten har ansvaret for at beskytte.

Terrorbegrebet fortsætter med at være et statsligt begreb, men er nu statens betegnelse for ikke-staters illegale voldsanvendelse. Terror bliver 'afstatsliggjort', hvilket udtrykker den foreløbigt endelige transformation af terror som regeringsmiddel til terror som terrorisme.

Denne parallelle politisering og monopolisering af begrebet til dets politiske konnotationer skal uden tvivl ses i sammenhæng med politikkens autonomisering og statens konsolidering.

Terror går fra også at være statens selvbeskrivelse til i stigende grad at blive dens modstanderbeskrivelse: Terror er det, de andre gør mod os. Terror er ikke længere en betegnelse for den lammende følelse, som skræmmende hændelser hensætter os i, men betegner nu snarere den handling, der skaber følelsen af skræk og rædsel.

Terrorisme er blevet et universelt begrev for illegitim vold

Det 20. århundredes brug af terrorbegreberne er mestendels anvendelser af de ovenstående betydninger på nye fænomener. Vi har terror som kolonial pacificering i 'kolonial terror' og 'antioprørs-terror', terror som regimeform i 'totalitær terror' og 'statsterror' og terror som vilkårlig krigsførelse i 'terror-bombning' og Den Kolde Krigs 'terror-balance'.

Fælles for dem er, at de udtrykker en skelnen mellem en legitim og afgrænset vold og så det, vi kan kalde for terrorisme som vold plus, en overdreven vold hvis eneste formål er terroriseringen, det vil sige terror i dens oprindelige betydning som skræk og rædsel.

Terrorisme er blevet det universelle begreb for den vold, vi betragter som illegitim, som da al-Qaeda angreb New York og Washington 11. september 2001, eller da Anders Behring Breivik dræbte norske unge på øen Utøya 22. juli 2011. Kampen står om, hvilken vold der er terrorisme, i modsætning til for eksempel krig, befrielseskamp, politiaktion, og hvem der er terroristerne.