Hvordan adskiller humaniora sig fra andre videnskaber?

I Oxford English Dictionary defineres humaniora som ’den del af videnskaberne, der er optaget af menneskelig kultur’.

Ordbogen fortsætter med at udspecificere det som ‘de akademiske fagområder, der kollektivt udgør denne del af videnskaberne såsom historie, litteratur, klassiske og moderne sprog, jura, filosofi, kunst og musik.’

Den opmærksomme læser vil måske studse over, at jura her er del af human- og ikke samfundsvidenskaberne.

Et hurtigt blik på nylige danske universitetsforhold viser også, at teologi både kan være på humaniora eller være sit eget fakultet, og at antropologi og psykologi både kan ligge på humanvidenskaberne og på samfundsvidenskaberne.

I andre lande kan matematik, der herhjemme ligger på naturvidenskab, være en del af de filosofiske afdelinger.

Humaniora er altså tydeligvis ikke en videnskabsgren, der blot kan defineres gennem en række fag- og forskningsfelter på universiteterne.

I artiklen her vil jeg komme ind på, hvad det i stedet er, der gør humaniora særegen.

Den menneskelige bevidsthed

Faktisk er der ingen simpel, klar eller varig fagopdeling mellem videnskaberne helt generelt.

Definitioner og afgrænsninger er historiske, lokalt variable og i bevægelse. Indtil for ganske nylig – historisk set – gik det, vi i dag ville karakterisere som humaniora, under betegnelser som ’artes liberales’, ’the liberal arts’, ’studia humanitatis’, ’moral sciences’, ’letters’, ’arts’ et cetera med inklusioner og eksklusioner af fag, der ikke flugter med vores i dag.

Det taler for, at der ingen nødvendig eller afgrundsdyb forskel er mellem videnskaberne; ingen sand kerne eller essens at finde.

Alligevel giver det mening at sige, som den hollandske historiker Rens Bod gør i sin humaniora-historie, at ’siden det 19. århundrede er humaniora generelt blevet defineret som de discipliner, der undersøger den menneskelige bevidstheds udtryk.’

\ Læs mere

Vores kulturhistorie hviler på outsidere fra overklassen

Humaniora er studiet af, hvad det betyder at være menneske

Humaniora er dermed studiet af, hvad det for mennesket selv betyder og har betydet at være menneske. I forlængelse heraf har den britiske idéhistoriker Stefan Collini defineret humaniora som den del af videnskaberne, der ‘undersøger, hvad det betyder at være menneske.’

Collini fortsætter:

»De ord, idéer, fortællinger samt kunst og artefakter, der hjælper os til at give mening til vores liv og den verden, vi lever i; hvordan vi har skabt menneskelivet og er blevet skabt af det.

De former for undersøgelser grupperet under denne overskrift er måder at forholde sig til den menneskelige aktivitets arkiv i dets rigeste og mest mangfoldige udtryk.«

I den danske bog ’Verden ifølge humaniora’ fra 2019 demonstreres det, hvorledes humaniora er storproducent af de begreber, vi alle bruger til at forstå og beskrive verden. Bogens redaktører skriver, at humaniora er:

»Studiet af de historiske værker og genstande, som mennesket som handlende, tænkende og skabende væsen producerer. Det er analysen af sproglige strukturer og nutidige begivenheder.

Det handler om menneskers tilskrivning af betydning til verden og om menneskers handlemåder i bredeste forstand. Det er genfortolkning af gamle sandheder, tekster og kildemateriale. Det er kritik af samfundsstrømninger, og det er udredningen af moralske dilemmaer.«

Og det er meget mere end det, samtidig med at ingen af disse ting er eksklusivt humanioras. Det er vel netop pointen med humaniora: Vi beskæftiger os med det, udover og andet end vores biologi, som vi har tilfælles som mennesker.

\ Læs mere

Hvordan adskiller humaniora sig fra andre videnskaber?

Mennesket som kulturvæsen

Det er klart, at humaniora deler interessen for det menneskelige – og menneskets omgang med sig selv – med samfunds- og sundhedsvidenskaberne såvel som med biologer, evolutionsforskere et cetera.

Humaniora har ingen eksklusivt krav på mennesket.

Men det er nok sandt at sige, at humaniora – trods en voksende interesse for evolution og andre biologiske forklaringsmodeller – har en præference for undersøgelsen af ’mennesket som et kulturvæsen, det vil sige som kulturskabende og kulturskabt’.

Vi kan måske endda sige, at humaniora er særligt optaget af, hvordan mennesket har adskilt sig fra naturen, har gjort sig selv og opfattet sig selv som andet end natur.

Vi er som humanister også optaget af, hvornår og hvordan mennesket har opfattet sig som ikke andet end natur, fordi det udsagn eller standpunkt også angår mennesket som et meningsskabende og meningstilskrivende væsen.

Dermed er intet sagt om, hvor meget natur mennesket er som væsen, kun at humaniora dækker menneskets omgang med og afgrænsning fra sig selv som naturvæsen, herunder eksempelvis religiøse, politiske, videnskabelige forestillinger om mennesket som dyr.

Anden del af serien kommer næste weekend. Vil du ikke gå glip af den? Så kan du tilmelde dig Forskerzonens nyhedsbrev her.

\ Læs mere

»Er der lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater?«

\ Læs mere

Kunst og kultur kan muligvis give dig et længere liv