Hvorfor søger du lykken? Den er intetsigende og karakterløs

»Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig.«

Således begynder Leo Tolstojs (1828-1910) roman Anna Karenina, et af verdenslitteraturens absolutte mesterværker.

Romanen er en bevægende skildring af titelpersonen, en ung, gift adelskvinde, som rejser fra Skt. Petersborg til Moskva for at udrede trådene i en ægteskabelig forvikling mellem bror og svigerinde. Imidlertid bliver hun i Moskva selv stærkt tiltrukket af en ung, charmerende garderofficer og ender efter mange indre kampe med at hengive sig til ham.

Hun går til bekendelse over for sin mand og anmoder om, at han ved skilsmissen lader hende beholde deres tiårige søn. Ægtemanden afslår hårdnakket, og da hendes elsker samtidig svigter hende til fordel for andre kvinder, begår hun selvmord ved at kaste sig ud foran et tog på banegården i Moskva.

Skyld kan have mange skikkelser

I det ydre fremstår handlingen måske kulørt og lige til Hollywood, og romanen har da også fundet vej til filmlærredet adskillige gange, fra skuespillerinden Greta Garbo i 1935 til en fantasifuld postmoderne version af instruktøren Joe Wright (f. 1972) fra 2012. Men under den kulørte overflade gemmer sig en medrivende skæbnefortælling om menneskets udleverethed til kræfter i og uden for sig selv.

Den handler om at miste fodfæstet i tilværelsen, at træde ved siden af og at blive offer for livets dragende fristelser. Først og fremmest handler romanen om den skyldsammenhæng, vi mennesker indgår i med hinanden.

Det er Tolstojs bedrift, at han ikke udpeger skurke og helte i fortællingen, men forsøger at solidarisere sig med de forskellige hovedpersoner og se dem indefra. På den måde kommer romanen til at handle om skyld i mange skikkelser, også i skikkelsen følelseskulde, selvgodhed og mangel på forståelse hos den bedragne ægtemand.

Lykke er et indlysende livsmål for ethvert menneske

Skæbnetung ulykke som her griber os i hjertekulen og bevæger os. Havde Anna Karenina handlet om lykke, ville læseren temmelig sikkert finde den gabende kedsommelig. Alt det, der giver lykken modstand, er også det, der giver livet karakter, dybde og betydning. Lykken er uinteressant. Lykken rummer ingen dramatik, intet fortællestof, ingen historie.

Læg mærke til, hvor mange folkeeventyr der slutter med sætningen: »Og de levede lykkeligt til deres dages ende«. Alle genvordigheder, forhindringer og prøvelser, som figurerne i eventyret har gennemlevet, er nu overstået, og resten fortoner sig
i en monoton tomgang. Lykken er dramaturgisk betragtet en showstopper. Historien er færdig. Der er ikke mere at fortælle.

Happy endings i de traditionelle hollywoodfilm gør, at man kan forlade biografen i en afslappet feel good-stemning. Personerne gik så gruelig meget igennem. Men det endte gudskelov godt.

Lykken er blot et andet ord for fortællingens timeout. På en måde står det i skærende kontrast til vores uafladelige optagethed af lykken. I Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776) iscenesættes »life, liberty and the pursuit of happiness« som grundliggende menneskerettigheder.

Stræben efter lykke er et indlysende livsmål for ethvert menneske. Lykken udgør pejlepunktet for den typiske måde at leve livet på i den vesterlandske civilisation. Vi søger alle lykken.

Der er en forestilling om, at det, man foretager sig, bringer en tættere på lykken

Den første systematiske formulering af lykken som livsmål finder vi hos Aristoteles (384-322 f.v.t.) i værket Etikken (Ethica Nichomachea). Her bestemmes menneskets stræben efter lykke som selve fremdriftsmomentet i tilværelsen.

Vores tilværelse er fyldt med projekter og målforestillinger, som styrer vore handlinger. Når vi vælger at foretage os noget, ligger det implicit i valget, at man søger det (man betragter som det) gode. Livet består af en lang kæde af valg, afgørelser og handlinger. Man kan stræbe efter rigdom, magt, ære, berømmelse, visdom m.m., men bag det hele ligger en stræben efter lykken (eudaimonia).

For Aristoteles var den højeste lykketilstand for et menneske det kontemplative liv i filosofisk visdom (bios theoretikos). I middelalderens skolastik hos Thomas Aquinas (1225-1274) bliver denne tilstand udskiftet med nærværet hos
 Gud i Paradiset.

Hele den vesterlandske kultur er gennemsyret af denne orientering. Det gælder hvert enkelt menneskes livsperspektiv: Man uddanner sig, søger job, stifter familie, finder et sted at bo, samler på frimærker, passer på sine børn, passer på vægten, dyrker motion osv. Ligegyldigt, hvordan man lever, og hvad man foretager sig, hviler det på en underliggende forestilling om, at det bringer én nærmere en lykketilstand.

Det betyder selvsagt ikke, at man faktisk bliver lykkelig, for man kan udmærket være indhyllet i et selvbedrag i sin måde at realisere lykken på. Spørg alkoholikeren, narkomanen eller ludomanen.

Man kan dårligt befinde sig længere ude end 'dødsdrift'

Egentlig er det underligt, at målet for vores stræben er en tilstand, der er så intetsigende og karakterløs, at den ikke er værd at fortælle om. Den tyske Arthur Schopenhauer (1788-1860) er nok den tænker, der mest radikalt har indkredset lykken som en tilstand af tomhed. Lykken rummer intet indhold. Den er en resigneret tilstand uden saft, kraft og underholdningsværdi.

Det konstaterer han vel at mærke ikke med beklagelse, men med dyb tilslutning. For ham er lykken lige præcis kendetegnet ved et befriende fravær, et fravær af alle de forstyrrende og komplicerede elementer livet er fyldt af. Livet er i sig selv en distraherende foreteelse, en fortsat kæde af savn og begær efter ting eller tilstande. Kort sagt en rastløs bundethed til skiftende tilstande.

Lykken består derimod i en radikal undsigelse af tilværelsens brogede mangfoldighed, en ophøjet ligegyldighed. Lykken består i forløsningen fra alt det, der rører sig i livet. Eller med hans eget ord, hentet fra buddhismen: 'Nirvana'.

Sat på spidsen er lykken for Schopenhauer altså lig med ikke-liv, en tankefigur vi i øvrigt senere møder hos psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud (1856-1939), i begrebet 'dødsdrift'. Længere ude kan man dårligt befinde sig.

En maksimering af lyst og en minimering af smerte

Der findes imidlertid andre tænkere, som på den ene side energisk vil undsige menneskets efterstræbelse af lykke, uden at de vil undsige livets betydningsfuldhed. Tværtimod. De vender sig mod den automatholdning, at lykken er målet for menneskelig foretagsomhed.

På linje med Schopenhauer dukker de især op i 1800-tallet og ofte i en protest mod den gruppe britiske moralfilosoffer, der går under betegnelsen 'utilitaristerne'.

Lykke er for utilitaristerne en maksimering af lyst og en minimering af smerte, og den rette etiske handling er den, der fører til størst lykke for det største antal mennesker. Her har den middelalderlige paradisforestilling om menneskets salighedstilstand for alvor opnået sekulariseret skikkelse.

Det er sket i en sådan grad, at lykken forvandles til noget, som kan tælles og måles og vejes. Lykkeforestillingen er blevet gjort aldeles profan og bedsteborgerlig. Nu kan den uden videre optræde i sin karikerede skikkelse som medgang, velvære og rigdom, for slet ikke at tale om succes.

Mod denne forvandling af menneskelig lykke til borgerlig kitsch reagerer både Søren Kierkegaard (1813-1855) og Friedrich Nietzsche (1844-1900). Nietzsche afviser kategorisk utilitaristerne med bemærkningen:

»Mennesket stræber ikke efter lykke; det gør kun englænderen.«

'Lykkelig uvidenhed' kan være en udemærket måde at leve på

Men lad os se lidt nærmere på Søren Kierkegaards holdning til begrebet lykke. For ham er menneskets bestemmelse alt andet end at leve lykkeligt. Mennesket har kun én opgave: »at vorde sig selv« og leve som »hiin Enkelte«.

Står man i et misforhold til sig selv, er man 'fortvivlet'. At være fortvivlet er ikke nogen rar tilstand. Men der er én tilstand, der er endnu værre, nemlig at være fortvivlet uden at vide at man er fortvivlet. Man kan nemlig udmærket indrette sig i sin fortvivlelse og gøre sig livet bekvemt.

Umiddelbart er det måske udmærket at leve i 'lykkelig uvidenhed', men for Kierkegaard er det det værst tænkelige for et menneske. Det er at gå søvngængeragtigt gennem tilværelsen uden at ænse dens dybde og betydning. Det er som at leve som sin egen stedfortræder uden at være til stede i sit eget liv. I så fald har man opgivet at være sig selv. Man er forvandlet til en åndløs karikatur af et menneske.

Lykken er mere end en maksimeret nyttekalkule

Al denne snak om fortvivlelse skurrer i ørerne på os moderne mennesker. Hele den moderne drøm om lykke og succes går jo nærmest ud på det modsatte. Vi er tilbøjelige til at se modgang, smerte og fortvivlelse som noget, man næsten for enhver pris skal holde sig fra livet. Vi sværger til mindfulness, wellness, retreat, selvforkælelse og L’Oréal Paris – »because I’m worth it«.

Vi prøver energisk at dulme alt, der gør ondt og spænder ben for os. I forhold til vores nutidige livsindstilling fremstår Kierkegaard som en temmelig barsk og uforsonlig Jeronimus. Hvordan kan han i ramme alvor pege på fortvivlelsen som et menneskeligt grundvilkår?

Filosoffen John Stuart Mill (1806-1873) var en af de britiske utilitarister, som Søren Kierkegaard bestemt ikke var i lejr med, og som Nietzsche sarkastisk svingede pisken over. Men alligevel kommer Stuart Mill på en underlig bagvendt måde Kierkegaard
 til undsætning og befrier ham fra en nærliggende bismag af eksistentiel masochisme og dyrkelse af livets martyrium.

I sandhedens interesse må man nemlig konstatere, 
at Stuart Mill har et mere nuanceret syn på lykken end det, man møder hos de mere bombastiske utilitarister. Lykken var nemlig for ham andet og mere end en maksimeret nyttekalkule.

Verden ville blive indsnævret, hvis man var en ko

Stuart Mill sagde engang om en ko, at dens lykke bestod i, at den ikke vidste, hvor ulykkelig den i virkeligheden var. Det var ikke hans hensigt at agere dyrepsykolog. Han var overhovedet ikke interesseret i at studere koens indre liv. Tværtimod tænkte han på sig selv som et reflekteret menneske, et åndsvæsen.

Han forestillede sig, hvor indsnævret tilværelsen ville blive for ham selv, hvis han blev forvandlet til en ko og ikke længere var manden Stuart Mill. Han ville da ganske vist slippe af med mange menneskelige bekymringer. Han ville næppe fornemme angst, frygt og bæven eller fortvivlelse.

Han ville sorgløst gumle sig gennem tilværelsen uden rugende tanker om, hvad han skal stille op med det liv, han har fået, om han nu også lever det med årvågen bevidsthed og med samvittighed, ærlighed og redelighed.

Lykke kan være kronisk selvbedrag

Stuart Mills pointe var, at hans erfaringer som ko ville blive så begrænsede, at denne begrænsning i sig selv optræder som en ulykke. Ja, en langt større ulykke end de største menneskelige bekymringer og lidelser.

Han ville til enhver tid foretrække den større horisont frem for den indsnævrede, selv om han med den indsnævrede kunne få det nemmere og bekvemmere. Han ville, om man så må sige, foretrække at være et åndeligt væsen, også med den uro som ånden forårsager. Ånden er alt andet end et begreb med indbyggede smilehuller. Den kan i høj grad være en kilde til uro, anfægtelse og fortvivlelse. Ja, til angst.

Koen har ikke nogen ånd. Den har ikke et »selv, der forholder sig til sig selv«, sådan som Kierkegaard definerede begrebet ånd. Koen har ikke sig selv og sin tilværelse som et problem.

Sagen er imidlertid, at også mennesket har mulighed for at fornægte sin åndelige bestemmelse og leve et animalsk liv underlagt sanselighedens her og nu. Måske bilder sådan et menneske sig ind at leve et lykkeligt liv. Men lykken er her en livsløgn, et kronisk selvbedrag. Prisen er et liv i åndløshed. Stuart Mill udtryker sagen på denne måde:

»Hellere være en trist Sokrates end en glad gris.«