Tager du gladeligt billeder af dit barn, der løber rundt på en legeplads eller har et raserianfald, for derefter at lægge billederne ud på de sociale medier?
Har du nogensinde tænkt over, at det måske er en fejl – eller endda ulovligt?
Tidligere på året foreslå de franske myndigheder, at forældre, der har delt billeder af deres børn på de sociale medier, skal straffes med bøder eller fængsel.
Under Frankrigs meget strikse love omkring privatlivets fred kan forældrene risikere op til et års fængsel og en bøde på 45.000 € (cirka 335.000 kroner), hvis de bliver kendt skyldige i at offentliggøre intime detaljer om deres børn uden børnenes samtykke.
Det er stof til eftertanke for forældrene her i Facebook-tidsalderen.
Voksne klager ofte over, at de unge udstiller sig selv online, men hvis vi ser på os selv, har vi som forældre egentlig ret til at offentliggøre vores familiebilleder? Hvis ja – hvilke?
Vi deler alt for meget
En del af problemet er vores tilbøjelighed til at dele for meget.
Et nyligt studie fra Nominet, som varetager den britiske .uk-domænenavnsdatabase, fandt, at forældre hvert år deler næsten 200 billeder online af deres børn, indtil de fylder seks år.
Det betyder, at der ligger omkring 1.000 billeder af barnet online, inden det fylder fem år.
Vi er endda nået til det punkt, hvor andre stiller spørgsmålstegn ved vores engagement som forældre, hvis vi ikke uploader billeder af vores baby.
\ Læs mere
Ville vi lade vores forældre skabe vores online identitet?
Denne nye norm betyder, at andre skaber børnenes digitale identitet.
Processen kan sammenlignes med fremstillingen af kendis-identiteterne.
Forældrene kan potentielt forme deres børns offentlige personlighed, som de ønsker; vidunderbarn, ulydig, modebevidst, kræsen og så videre.
Hvordan tror du, din egen mor eller far ville skabe din online identitet? Tror du, det vil være et nøjagtigt billede af, hvem du er?
Der er også hele spørgsmålet om ‘likes’ og kommentarerne til billederne.
Vælger vi ubevidst at uploade de billeder af vores børn, som vi håber, vil få den største opmærksomhed? Hvis ja, hvordan skævvrider det den indentitet, vi er i gang med at skabe?
Internettet glemmer aldrig
Vi fortæller ofte vores børn, at når noget først er på internettet, er det der for evigt.
Forskning viser dog, at forældrene kun sjældent overvejer den digitale informations potentielle rækkevidde og levetid af det, som de selv deler om deres barn.
Dit barn har ikke kontrol over, hvor hjemmevideoen af hende og den første dybt pinlige blokfløjtelektion ender, eller hvem der ser den.
For denne generation af børn kan offentliggørelsen af deres liv endda begynde, før de overhovedet er født, når forældrene poster fotos til alle vennerne og deres venners venner fra scanningen.
Forældrenes handlinger har som regel ikke til hensigt på nogen måde at skade barnet. Faktisk føler de ofte, at de afslører noget personligt i deres eget liv i disse indlæg og ikke deres barns.
\ Læs mere
Kan gavne og hjælpe andre
Delingen og indlæggene kan også gavne. Indlæg om dit barns sengevædning kan hjælpe en anden forældre til at finde en løsning på problemet eller til at have større tålmodighed i håndteringen af det.
Mange forældre føler, at onlinegrupperne er en kæmpe støtte.
I betragtning af hvor kort tid, de sociale medier egentlig har eksisteret, er det svært at sige præcis, hvilken effekt en online-opvækst vil have på børnenes privatliv, sikkerhed og tryghed.
Men sociale medier har eksisteret længe nok til, at det er afgørende, at vi overvejer spørgmålet med omhu – Facebook er allerede 14 år gammel.
Det er på tide, at vi stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi (både børn og voksne) forvalter grænselinjerne omkring deling af personlige oplysninger, og hvordan vi kontrollerer de oplysninger, der bliver delt om os.
Bør være regler for, hvad forældre må dele
Når vi poster pinlige billeder af andre på Facebook uden samtykke, bevæger vi os ud på meget tynd is.
Vi har alle en forskellig opfattelse af, hvad der egentligt er pinligt og personligt, og det betyder, at hele problemstillingen er lidt af et minefelt.
Svaret på, hvordan man griber dette nye problem an, kan være at lytte til, hvad børnene har at sige om det.
Forskning fra University of Michigan bad børn og forældre om at udforme et ‘teknologisk regelsæt’, som de mente, at familier bør følge.
De voksne har en tendens til at fokusere på, hvor meget skærmtid børnene bør have, hvorimod tre gange så mange børn mener, at der bør være regler for, hvad forældrene må dele eller ikke dele på de sociale medier.
Mange børn mente ikke, at forældrene bør skrive noget som helst om dem på nettet uden forgående accept.
Positive billeder og hændelser er mere egnede
Både børn og forældre betragter positive billeder, begivenheder og nyheder som mere egnede til at dele end negative.
Der er mindre risiko for at billede af et barn, der sidder i en gynge på legepladsen, dukker op igen og igen, end en YouTube-video af et barn der får et hysterisk anfald, fordi grøden ikke bliver serveret i yndlingsskålen.
Hvis man som forældre søger rådgivning eller sympati for et adfærdsmæssigt problem, kan onlinesamfundene stadig være til stor nytte.
Man skal bare undlade at poste billeder eller barnets navn. Det begrænser også, hvor let det er at finde og søge efter opslaget.
Børnene ønsker opmærksomhed og anerkendelse
Børnenes samtykke er både en del af problemet og en del af løsningen.
Spørg dit barn, om det kan lide billederne af dem selv, og om du må poste dem online. Det kan føre til en hurtig og respektfuld samtale, der også fastlægger barnets forståelse af den digitale etikette.
Forældrenes deling af billederne af deres børn online handler ikke kun om en digital identitet. Det handler også om vores besættelse af at tage billeder af vores børn, når de brillerer med deres talenter (og når de ikke brillerer).
Det kan føre til, at børnene føler sig pressede til at præstere, så mor og far kan få det helt rigtige billede, som de kan poste.
Men det, som børnene virkelig ønsker sig, er, at vi ser dem, anerkender dem; og at både de og deres handlinger er vigtige.
\ Læs mere
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
