Er der spild i forskning? Ja, er det korte svar. Vil man opnå banebrydende ny viden, ender man ofte i blindgyder undervejs. Det fænomen er kendt og mere eller mindre accepteret som et vilkår i forskningsverdenen.
Men hvad hvis det faktisk ikke behøver at være rigtigt?
Hvad hvis man ved at arbejde målrettet derpå kan gøre forskningsprocesserne lettere, hurtigere og mere effektfulde og undgå – om ikke alle – så dog nogle af blindgyderne og omvejene?
Hvis vi kigger specifikt på forskning inden for sygehus- og sundhedssektoren, vil det så kunne lede frem til, at vi kan få mere og bedre forskning for de samme penge til glæde og gavn for behandlingerne, patienterne og de pårørende?
Det er vi i gang med at undersøge i et nyt ph.d.-projekt ved Syddansk Universitet.
Effektivisering af forskning er et nyt fænomen
Projektet skal undersøge, i hvilket omfang ’Den Syddanske Forbedringsmodel’ (DSF), der er blevet brugt til at effektivisere en række områder på Odense Universitetshospital (OUH), også kan anvendes til at effektivisere forskningens egne processer, lige fra prioritering af forskningsidéer til implementering af forskningsresultater.
DSF er skabt med inspiration fra Virginia Mason Medical Center (VMMC), der har hentet sin forbedringsmodel fra ’Toyota Production System’ (TPS). Og modellens budskab er meget enkelt: Skab mere kvalitet for patienterne på mindre tid, ved at fjerne spild i arbejdsgangene for forskerne. Hvorfor og hvordan modellen benyttes, kan der læses mere om på OUH’s hjemmeside.
Dette projekt er særligt spændende, da vi er nogle af de første, der bruger en model som DSF til at forsøge at gøre forskningsprocesser hurtigere, lettere og mere effektfulde.
Skab mere kvalitet på mindre tid
Det interessante er nu, om man kan anvende DSF på forskning, for ligesom i den kliniske praksis rummer forskningen mange delprocesser.
Der skal skaffes finansiering, protokoller skal godkendes, og patienter skal inviteres til at deltage i studierne. Derudover skal data indsamles, opbevares og analyseres forsvarligt med de korrekte metoder og apparatur. Videnskabelige artikler skal skrives og publiceres.
Slutteligt skal forskningsresultaterne indarbejdes i den kliniske praksis, så de hurtigst muligt kan komme vores patienter til gode.
Patienten er hjertesagen
Det siger næsten sig selv, at det er umuligt at være hurtig og effektiv til alt det på én gang. Derfor arbejdes der på at finde de steder i forskningsprocesserne, hvor det er meningsfyldt og muligt at prioritere, effektivisere eller delegere:
Eksempelvis kan der hyres hjælp til at skrive fondansøgninger. Måske kan dygtige studentermedhjælpere eller forskningspraktikanter ansættes til at hjælpe med dataindsamlingen og -indskrivningen ved store tidskrævende projekter.
Måske der på forskningsenhederne kan lægges en plan for, hvordan man bedst kan have flere projekter kørende samtidig, så ventetiden i de forskellige forskningsprocesser bliver erstattet af et andet projekt.
Og måske det også var muligt at finde en model for prioriteringen af forskningsidéer, så projekter ikke blot startes, fordi vi har data, men fordi vi skal finde en løsning. At skabe en model for ’kloge valg’ kunne også være interessant at udforske nærmere.
Vi skal træde varsomt – kvalitet fremfor kvantitet
Men selvom målet lyder simpelt, skal der selvfølgelig trædes varsomt, når der implementeres en model på forskningsprocesser og derved ”forstyrrer” arbejdsgangene for forskerne. Det er vigtigt, at det ikke handler om mere kvantitet, men kvalitet i forskningen. Patienterne skal altid forblive hjertesagen i forskernes arbejde.
At opnå mere ved at arbejde mindre kan lyde utopisk, men måske der alligevel findes flere sikre veje til lige netop det.
Hvorvidt det virker eller ej – det er dét, vi skal bruge ph.d.-projektet til at undersøge. Det er nemlig heller ikke en garanti, at det overhovedet virker at effektivisere forskning på den her måde. Ph.d.-projektet undersøger det igennem både kvantitative og kvalitative metoder med involvering af forskerne.
Og hvis det ikke virker, ja, så har vi lært det.
