Måske kommer nødhjælpen til Afrika i en helt ny form i fremtiden. I hvert fald hvis man er en af dem, der støtter i kampen mod HIV.
Studier i afrikanske lande har nemlig vist, at hvis man betaler unge piger lidt ekstra lommepenge for at blive i skolen, så får de, som en sund bivirkning, også færre kønssygdomme.
»Svaret er ikke oplysende kampagner, men derimod at give de unge piger nogle ekstra lommepenge,« sagde Helen Rees der er direktør for afdelingen Wits Institute for Sexual & reproductive Health, HIV and Related Diseases på Witwatersrand Universitet i Sydafrika, for nylig, til en international konference om prævention på Bella Center i København.
Når der lige præcis er fokus på pigerne, skyldes det, at hele 69 procent af de fire millioner HIV-smittede afrikanere syd for Sahara er kvinder.
Helen Rees kunne fortælle, at selvom man beskytter sig, så er chancen for at få HIV stadig meget større i Afrika end andre steder, så derfor er information ikke nok.
Fattige piger sælger sig selv og bliver syge
Mange unge fattige piger fra Afrika ser sig nødsaget til at modtage penge for sex, men det vil man kunne undgå, hvis bare de fik en smule økonomisk støtte, og det kunne man passende give dem for at gå i skole, mener Helen Rees.
»De unge piger mangler ikke oplysning, men de mangler penge. Selvom man passer bedre på i Afrika end i USA, så er der stadig større chance for at få en kønssygdom i Afrika,« sagde Helen Rees på konferencen.
For den enkelte familie skal der ikke så meget til. I et tidligere studie har man blot ved at betale for pigernes skoleuniformer sikret sig, at flere bliver i skolen, og at færre bliver gravide.
I et andet studie betalte man forældrene mellem 4 og 10 amerikanske dollars om måneden, og mellem 1 og 5 dollars til pigen.
Sammenhæng mellem uddannelse og risiko for HIV
Det er oftest de unge kvinder, der tages ud af skolen, når familien har økonomiske problemer.
I en undersøgelse fra 2004 spurgte man unge i Sydafrika, hvorfor de var droppet ud af skolen. Her svarede 65 procent, at de ikke havde penge nok til at fortsætte. Skolegangen koster nemlig uniformer, bøger, transport og mad.
Herudover svarede 9 procent af kvinderne, at de var droppet ud af familiemæssige årsager, mens det tal lå under en procent hos mændene.
»Mange tidligere studier viser en direkte sammenhæng mellem længden af uddannelse og risikoen for HIV,« siger Helen Rees.
Derfor er hendes egen afdeling på Witwatersrand Universitet i Sydafrika nu i gang med et studie, der skal afklare hvor stor en effekt pengene har på piger i alderen 13-20 år. Projektet løber frem til år 2014.
































