Når jeg fortæller folk, at jeg er filosof, så er en af deres første reaktioner (efter de et øjeblik er blevet helt fjerne i blikket) som oftest at spørge: »Næh, hvor interessant. Og hvad går sådan en rundt og laver?«
»Tjah,« svarer jeg.
»Det kommer meget an på, hvad man forsker i. Mit primære forskningsområde er moralpsykologi. Mere præcist så er jeg interesseret i spørgsmålet om etisk dannelse. Hvordan udvikler vi mennesker os til moralsk kompetente væsner, dvs. væsner der som hovedregel er i stand til at skelne godt fra ondt og som (for det meste men ikke altid) gør det som er moralsk rigtigt. Det spørgsmål bruger jeg en hel del tid på at tænke over. Derudover underviser jeg studerende, retter opgaver, læser en masse bøger, skriver artikler (og blogindlæg), og forsøger generelt at tænke originale, frugtbare og interessante tanker. Og nåh ja: Så bruger jeg for resten uforholdsmæssig megen tid på at skrive ansøgninger om forskningsmidler, så jeg kan gøre alt det ovenstående.«
Det svar plejer som regel at stille folk tilfredse. Og det er da også en rimelig beskrivelse af dagligdagen for en 'professionel filosof'. Om det er produktivt, nyttigt og værd at bruge tid og penge på, kan man diskutere, men det er nu engang så nogenlunde sådan det er.
De uformelle pligter
Der er imidlertid en side af den filosofiske dagligdag, som jeg normalt ikke omtaler, og som som regel overrasker folk, når jeg fortæller om den. En af de mange uformelle forpligtelser der følger med at være universitetsansat filosof er således, at man i tide og utide bliver kontaktet af journalister og journaliststuderende, der gerne vil have 'en filosofisk vinkel' på deres historie.
Det er således et sikkert tegn på, at eksamenstiden nærmer sig, når man pludselig bliver overdynget med mails og opkald fra studerende på de danske journalistuddannelser, som har brug for citater og kildehenvisninger til deres opgaver.
På den ene side er dette ganske smigrende. Der er simpelthen folk ude i verden (eller i det mindste 'studerende på Danmarks medie- og journalisthøjskole'), som gerne vil høre ens mening og bruge den i deres historier! Wow! Hvem skulle have troet det?
På den anden side er det også ret frustrerende. Når man tre eller fire gange i løbet af en uge er blevet ringet op af journaliststuderende, som mangler et godt citat og gerne liiiiige vil lave et kort interview, der altid tager længere end det oprindelig var planlagt, så er det svært at holde gejsten oppe.
Og jeg må med skam at melde indrømme, at jeg et par gange ikke har ringet tilbage, når en journaliststuderende har lagt en besked på min telefonsvarer.
Grænser for ekspertise
Endelig er der hele problemet om, hvad man gør, når man bliver spurgt om noget, som man ikke er ekspert i.
De fleste forskere har nogle konkrete og specifikke områder, som de ved en masse om (i mit tilfælde bl.a. moralfilosofi, moralpsykologi og filosofihistorie), og som de som eksperter glad og gerne udtaler sig om. Dette er ikke blot noget de kan lide; det er simpelthen en del af deres forpligtelse som offentlig ansatte forskere, at de formidler deres viden og søger at kvalificere den offentlige debat.
Så er der en række områder, hvor de ved en hel del, men ikke er eksperter. Jeg ved f.eks. en del om politisk filosofi og socialfilosofi, men er langt fra en ekspert på området. Her vil (og bør) forskere typisk være mere tilbageholdende med at udtale sig og gør det som regel kun, hvis de får lov til at tage en masse forbehold.
Endelig er der en hel masse felter, hvor forskere ikke ved mere end alle mulige andre. Jeg har f.eks. ret stærke meninger om regeringens økonomiske politik, men ved dybest set ikke ret meget mere om de konkrete og specifikke forhold, end min underbo, min nabo og mine venner.
På sådanne områder bør man som forsker enten slet ikke udtale sig offentligt, eller gøre det ganske klart, at man udelukkende udtaler sig som lægmand, ikke som ekspert.
Skraldespandsadfærd
Problemet er blot, at jo flere gange du bliver bedt om at udtale sig om dette og hint, jo sværere er det at sige fra og holde sin mund, når man bliver spurgt om noget som man ikke ved noget om.
En af mine tidligere undervisere på Statskundskab i Aarhus har fortalt, at han en dag blev ringet op at en journalist, der ville have en udtalelse om, hvorfor danske parcelhusejere var blevet dårligere til at sætte skraldespanden frem til skraldefolkene. Var denne adfærd, spurgte journalisten, tegn på sædernes forfald og voksende social uansvarlighed blandt danskerne?
Som svar begyndte min underviser helt automatisk at kaste sig ud i et længere foredrag om social ansvarlighed, danskernes ændrede adfærdsmønstre og lignende ting. Men, fortalte han, pludselig stoppede han op og greb sig selv i at tænke:
»Hov! Det her ved jeg faktisk ikke noget om. Jeg er uddannet politolog og ekspert i offentlig forvaltning. Jeg har aldrig forsket i social ansvarlighed. Eller i danskernes skraldespandsadfærd for den sags skyld. Den eneste grund til, at jeg svarer på det her spørgsmål er, at jeg har vænnet mig til at blive ringet op og svare på spørgsmål.«
Derefter takkede han pænt journalisten for at have ringet ham op, henviste ham til et par af sine kollegaer, og lagde røret på. Hvilket i mine øjne var det helt rigtige at gøre.
Filosofien og journalistikken
Det er min erfaring at filosoffer ofte, i endnu højere grad end andre fageksperter, forventes at vide lidt om det meste. Vi beskæftiger os jo trods alt (eller det siger rygterne i det mindste) med de store spørgsmål om Livets Mening, Guds eksistens og Det Sande, Det Gode og Det skønne. Og for at beskæftige sig med den slags spørgsmål, så må man jo nødvendigvis vide noget om alt.
Eller det synes i det mindste at være mange journalisters opfattelse. I tidens løb er jeg i hvert fald blevet stillet mange underlige spørgsmål, om emner som jeg ikke umiddelbart vidste noget om, fordi journalisten mente, at »det måtte en filosof da have noget interessant at sige om.«
Jeg er f.eks. blandt andet blevet interviewet om Paris Hiltons berømmelse, om Batman, om superheltefilm, om menneskets fantasi og forestillingsevne og om det moralsk (u)ansvarlige ved et hollandsk gameshow, hvor deltagerne var folk der havde brug for en nyre, og førstepræmien var… en ny nyre.
Jeg er ikke lige så god til at sige nej til journalister, som min tidligere underviser. Så jeg bestræber mig efter bedste evne på at besvare de spørgsmål jeg bliver stillet.
Ganske vist har jeg aldrig direkte forsket i hverken Paris Hilton eller berømmelse, men jeg har dog nogle (forhåbentlig kvalificere og velunderbyggede) holdninger på området. Og når det kommer til Batman og superheltefilm vil jeg endog gå så vidt som til et betragte mig selv som lidt af en ekspert (nogle vil måske sige nørd).
Dværgeudlejning
De to sidste gange jeg er blevet ringet op af en journaliststuderende har det imidlertid været om emner, som jeg ikke på stående fod har haft en kvalificeret eller velunderbygget holdning til. Og det har jeg ikke af den simple grund, at jeg ikke anede de fandtes, før journalisten gjorde mig opmærksom på dem.
For et par måneder siden var der således en studerende fra RUC, der ringede mig op for at få en moralfilosofis syn på dværge der lejede sig selv ud til f.eks. polterabender. I den forbindelse gjorde hun mig opmærksom på hjemmesiden www.dværge.dk, hvor man kan leje 'professionelle dværge og kæmper til din film, dit teater, event, foredrag eller andre arrangementer'.
Jeg havde som sagt ikke hørt om hele fænomenet med dværge der lejede sig selv ud, før den journaliststuderende gjorde mig opmærksom på det.
Så da hun spurgte, om der ikke var noget moralsk problematisk ved at dværge (og kæmper) sådan lejede sig selv ud til f.eks. polterabender, måtte jeg lige bede om lidt betænkningstid til at overveje dels hvad jeg skulle svare, og om jeg overhovedet skulle svare.
Principielt er der ikke forskel på eksempelvis håndværkere og strippere
Da den studerende ringede igen dagen efter, var jeg nået frem, til at jeg gerne ville svare. Men mit svar var så til gengæld også ret kedeligt og ukontroversielt.
Kort fortalt så mente jeg, at så længe de blev behandlet rimeligt, fik en ordentlig løn, gjorde det frivilligt og ikke handlede umoralsk eller ulovligt, så var der i mine øjne ikke noget i vejen med, at dværge lejede sig selv ud til events og polterabender.
Principielt er der ikke nogen forskel på, om man lejer en håndværker til at bygge et hus eller en dværg til at optræde til en polterabend. I begge tilfælde bliver der ydet en tjeneste, og hvis folk er villige til at betale for denne tjeneste, så skal folk have lov til at profitere af det, hvad enten de så er håndværkere, dværge, kæmper eller strippere.
(Man kan så mene, at der er et grundlæggende problem med et økonomisk system, hvor folk frit kan handle tjenesteydelser og andre goder, uanset hvad de så består i, men det er en lidt andet, og noget mere omfattende, problemstilling).
'Air sex'
En måneds tid efter interviewet om udlejning af dværge blev jeg ringet op af en anden journaliststuderende med et noget usædvanligt emne. Hun ville gerne have at vide, hvad jeg som filosof havde at sige om fænomenet 'air sex'.
Nu er der sikkert mange der ikke ved, hvad 'air sex' er. Det vidste jeg heller ikke.
Heldigvis kunne den journaliststuderende hurtigt oplyse mig om, at 'air sex' er en videreudvikling af det blandt rockmusikelskere så kendte fænomen 'luftguitar', hvor man lader som om man spiller med på musikken på en usynlig guitar. 'Air sex' eller 'luftsex' er præcist det samme, bortset fra at man her lader som om man har sex med en usynlig partner.
'Air sex' blev (måske ikke overraskende) opfundet i Japan, hvorfra det har bredt sig til resten af verden. I dag er det et så populært fænomen, at der rent faktisk afholdes verdensmesterskaber i 'air sex', hvilket var grunden til, at den journaliststuderende ringede til mig. Et af de afgørende stævneri kampen om verdensmesterskabet var nemlig lige blevet afholdt i USA.
Žižek om sex, masturbation og kærlighed
Nå, men jeg havde som sagt aldrig hørt om fænomenet før, og havde ikke umiddelbart noget klogt at sige. Så derfor gjorde jeg, hvad filosoffer altid gør, hvis de ikke ved, hvad de skal sige: Jeg citerede en anden filosof.
I dette tilfælde den slovenske filosof og samfundskritiker Slavoj Žižek, der har en veludviklet evne til at få sagt noget fængende og interessant om næsten alting. Ganske vist har Žižek mig bekendt aldrig eksplicit udtalt sig om 'air sex', men han har sagt noget, der forekom mig relevant i sammenhængen.
I et interview på det britiske tv-program 'Hardtalk' (12. januar 2010) forklarede han således, at »Kærlighed er hvad der gør sex til andet og mere end blot masturbation. Hvis ikke der er kærlighed, så er sex med en anden person blot masturbation med en partner.« (»Love is what makes sex more than masturbation. If there is no love even if you are really with a partner you masturbate with a partner.«).
Det citat virkede den journaliststuderende meget glad for. Og da jeg så tilmed stavede 'Slavoj Žižek' for hende og fortalte, at hun kunne finde flere oplysninger om ham på f.eks. Wikipedia, lod hun mig slippe uden at jeg behøvede udtale mig yderligere.
Filosofien og virkeligheden
Ovenstående eksempler skulle gerne have givet et lille indblik i den filosofiske dagligdag for en universitetsansat filosof.
Det er selvfølgelig langt fra alle spørgsmål, der er så usædvanlige, som dem jeg har trukket frem ovenfor. Men det sker med jævne mellemrum, at jeg bliver kontaktet af journalister og journaliststuderende, som stiller syrede og langt ude spørgsmål, som handler om ting, jeg intet aner om.
Mange folk tror, at akademikere (og da især filosoffer) render rundt inde i en lille lukket boble; at de aldrig kommer i kontakt med 'virkeligheden' og at deres forskning ingen relevans har for noget uden for universitets mure.
Og det er da ganske rigtigt, at meget af det der foregår på universitetet ikke er direkte relevant for væksten i samfundet, erhvervslivets konkurrenceevne eller de seneste reality tv-shows.
Måske er virkeligheden ude af trit med filosofien
På den anden side: Ud fra de spørgsmål jeg nogle gange bliver stillet af journalister, så forekommer de ting jeg til daglig går rundt og forsker i mig at være langt mere relevante og væsentlige, end hvad der tilsyneladende optager folk 'ude i virkeligheden'.
Børns og voksnes moralske udvikling er for mig at se et langt vigtigere og mere væsentligt emne, end 'air sex', Paris Hiltons berømmelse og dværge-udlejning.
Måske tager jeg fejl. Eller måske er det ikke filosofferne, der er ude af trit med virkeligheden, men derimod virkeligheden der er ude af trit med filosofien.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
