Åh nej, ikke den igen med Klarlund og lejrene for og imod, at hun skal (be)dømmes for videnskabelig uredelighed, tænker du.
Nej, den er vel diskuteret til under gulvbrædderne. Men som forskere må vi hele tiden have in mente, at vi skal agere ansvarligt over for vore patienter, over for vore kolleger og over for offentligheden, når vi skal kommunikere forskningsresultater videre.
God adfærd i et forskningsmiljø skal læres, og vi seniorforskere har et ansvar for, at spirende forskertalenter fremelskes i en ånd af soberhed og respekt for den komplicerede proces, som gerne skulle ende med, at resultaterne bliver publicerede - til glæde for alle.
Redelighed skal læres allerede under studiet
I min forskningsgruppe indrullerer vi både studenter og kandidater, vel at mærke med såvel naturvidenskabelig og medicinsk baggrund. Projekterne indebærer laboratoriearbejde i en niche (emnemæssigt, ikke fysisk!) af gruppen, hvor man har sit eget projekt, men i en del af helheden. Desuden har man en nærvejleder, som typisk er en lidt ældre forsker med en ph.d. grad.
Så langt så godt, men hvordan byder man så den nye forsker velkommen? Hermed tænker jeg ikke på oplysninger om, hvor toiletter og kantine er, men en lang snak - blandt andet om forskningsetik. Som afslutningen ad snakken overleveres en indbundet A-4 stor bog med nummererede, linjerede blade. Mere om den senere.
Først er det på sin plads at komme en med ambitiøs missionsudtalelse: redelighed skal læres allerede under studiet!
Nogle tilbagetrukne artikler er eftervist af andre forskere
Jamen, skal alle kandidater har været igennem et længere kursus i videnskabelig redelighed? Nej, det synes jeg bestemt ikke, men vi kan godt som led i vore kurser i dette og hint lade små hentydninger falde.
Lad mig give et eksempel: på et kursus i kræft for studerende i molekylær medicin har vi haft en litteraturgennemgang af to videnskabelige arbejder med vigtige sigtelinjer til cancerbehandling. Der hersker ingen tvivl om, at de væsentligste konklusioner fra dem står til troende (nogle af dem er siden eftervist af andre forskere), men begge er trukket tilbage, fordi der tydeligvis var snyd med i spillet.
Den information får de studerende først efter, at vi har diskuteret de biologiske betydninger af fundene, dvs. efter at de har brugt i hvert fald et par timer på arbejderne, inklusiv forberedelse (og ja, de studerende forbereder sig faktisk).
Forskningssnyd kan medføre husarrest og tilbagebetaling af forskningsmidler
Der går typisk nogen tid, inden snyd opdages. I dette tilfælde var det – som så ofte før – en ung whistleblower, som kontaktede ledelsen på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Boston med informationer om, at alt i en hollandsk forskers laboratorium ikke var, som det skulle være.
Hurtigt kom andre forskere på banen, og det viste sig, at der var snydt med nogle figurer, som stammer fra et apparat, som hedder et flow cytometer. Det kan analysere bogstavelig talt tusindvis af celler på få sekunder og samtidig bestemme adskillige egenskaber på hver enkelt celle samtidig. Moderne computere har i årevis så kunnet vise disse analyser i flere dimensioner, og det var her Dr. van Parijs blev fanget (Van Parijs, et al 2009).
Som det vil ses på figuren, ligger de prikker, som hver repræsenterer én celle, nøjagtigt ens nederst til venstre begge figurer. Det på trods af, at data skulle stamme fra to helt forskellige eksperimenter. Man kunne regne ud, at sandsynligheden for dette var én ud af 2 milliarder.
Da noget lignede var tilfældet i flere andre figurer i andre af hans artikler, faldt femøren, også for medforfatterne, hvoraf en af dem var en Nobel-pris modtager. Forskeren har i dette tilfælde – ud over at miste sin stilling – fået en dom på seks måneders husarrest (med fodlænke!) og har skullet tilbagebetale store summer i forskningsmidler.
Marianne (min bedre halvdel) og jeg har brugt denne historie i nogle år i forskellig sammenhæng (også på postgraduate kurser), og det er ikke så få spirende forskere, som siden er kommet til os og sagt, at de par timer lærte de meget af.
Man lærer omhyggelighed bedre af laboratoriebøger end software
Tilbage til den indbundne, linjerede og nummererede bog i A4 format. Hvorfor skal forskeren have den? Fordi dette er den bog, som hun/han skal klæbe alle opsætninger og resultater ind i. Efter datering (i egen håndskrift) og indklæbninger fra alle forsøg med klokkeslæt og dato bruges bogen til at føre resultater ind i.
Selv om der findes software, som kan anvendes til det samme, så er det papirløse samfund efter min mening ikke lige om hjørnet i et forskningslaboratorium, for denne proces lærer den unge forsker omhyggelighed og ja, redelighed.
I parentes bemærket var det blandt andet manglen på ordentligt førte laboratoriebøger, som gjorde, at den amerikanske forsker Robert Gallo ikke står som en af medopdagerne af AIDS virus (udmærket beskrevet i bogen 'The Race to Discover the AIDS Virus: Luc Montagnier Vs Robert Gallo (Scientific Rivalries and Scandals)' af forfatteren Stuart A. Kallen.
Så meget om den unge forskers første møder med videnskabelig redelighed – set med min optik. Og dette er kun begyndelsen!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
