Sidder ja-hatten for stramt?

Helt så slemt står det ikke til længere. Vi går nu stort set aldrig i kirke - og synger meget sjældent triste salmer.

I det store og hele udgør dette dog kun en lille del af vores langstrakte opgør med datidens knap-så-positive kristne kultur hvis skyggeside var at lægge en dæmper på os alle, og tilmed gøre os fjendske overfor forandring og livet, som sådan.

Afsættet var, at vi ikke længere gad den kristne afholdskultur, som trak os alle ned og farvede vore liv grå. Vi ville derimod opnå fremskridtet og det bedre liv, der lå lige for vore fødder – uden nødvendigvis at tage så meget hensyn til hinanden.

På med ja-hatten!

Det sidste skud på stammen i dette opgør hedder 'positiv psykologi': en tilgang til livet, der har taget den traditionelle kristne psykologi og nærmest vendt den på hovedet.

Budskabet er således ikke længere, at det legemlige er syndigt og at du skal elske din næste. Nej, du skal nu omfavne livet, elske dig selv og ikke mindst hjælpe dig selv.

Den dertilhørende positive tænkning har i mainstream-kulturen bl.a. givet sig til kende i form af latterkurserne: hvor mennesker i flok blev lokket til at stå og grine af ingenting. Senere har budskabet så vokset sig større for at blive overtaget af deciderede happiness-koryfæer som Ole Henriksen og Pharrell Williams, der på hver deres måde prædiker livsglæden.

Deres mission er lykkedes for så vidt, at vi alle efterhånden er bekendte med devisen om, at glæde avler glæde. Det er sågar nået et niveau, hvor positivitet er blevet en naturlig del af vore liv – f.eks. i form af øget fokus på selvudvikling eller 'den anerkendende tilgang'.

Think happy?

Vi kan hurtigt blive enige om, at der er mange fordele ved positivitet og optimisme. Spørgsmålet er dog, om der følger ulemper med, når det bliver til 'pligt-glæde'?

For at kunne besvare dette, skal det siges, at den positive tænkning ofte udgør en ensidig og virkelighedsfjern affære, der forsøger at skære genvej ved at få os til at fornægte modgang og underkende negative følelser. Alt for ofte beløber positiviteten sig således til et tryllenummer, der skal gøre os glade ved at opkvikke eller bedøve os ved at sovse alt ind i lyserødt. Og det er simpelthen ikke godt nok.

Grundtanken i den positive psykologi er derimod noget andet end blot positiv tænkning, da den er væsentligt mere realistisk og langsigtet. Den handler således ikke om, at vi skal flygte fra modgang, utryghed, kaos, kriser eller andre dårligdomme ved at være lalleglade eller hedonistiske. Den underliggende motivation er derimod at få os til at konfrontere disse dårligdomme ved, at vi forsøger at vokse os ud af dem – uden nødvendigvis at skraldgrine undervejs.

I bred forstand kan positiv psykologi, sådan som den ser ud i dag, således opfattes som en slags moralsk opdragelse i samme måde at omfavne livet på, som hyper-individualister vanligvis gør sig i. Det vil sige, at man på egen hånd lærer at bekræfte og konfrontere livet, såvel som lidelsen, i stedet for at afvise det, finde fejl, give op eller opfinde en komfortabel erstatningsvirkelighed.

Hertil hører, at man sætter sig selv mål og behersker livet pragmatisk - typisk i ensomhed - fremfor hele tiden at falde tilbage i forhåbningen om, at der findes et bedre liv efter dette eller at andre mennesker skal samle én op (dette betegnes i dag som 'offerrollen').

Bagsiden af medaljen

Kort fortalt udgør den positive psykologi i sin populære form et individualistisk forsøg på at aflive 'brokkerøvs-danskeren' og i samme åndedrag stimulere den kampvilje, der forhindrer, at vi i krisetid giver op eller blot rykker tættere sammen.

Dette er et tegn på, at vi er ved at rydde ud i tidligere tiders 'undersåt-psykologi': den afmægtige, uselvstændige, underdanige, pligtopfyldende og ofte livsfornægtende livsstil, der havde sin basis i, at vi af herremændene ovenfra-og-ned fik leveret vores levebrød, tryghed, stabilitet og identitet – hvortil hørte et alment forklaringsgrundlag for vores lidelser, som gjorde det muligt for os at tilkæmpe hjælp og rettigheder i fællesskab.

Positiv psykologi kan i den forstand siges at være et forsøg på at få dig til at tænke som 'herremanden' selv. Den fungerer sågar som en teknik til at få dig til at omfavne den amerikanske drøm.

Det fortæller den positive psykologi dig dog ikke. Den forsøger derimod at fremstå mere overbevisende ved at foregive at være en videnskab, der blot beskriver os.

Det er et problem. For tankegangen bag positiv psykologi vidner reelt om, at borgerskabets konkurrencebetonede livsstil og tankegang er begyndt at sive ned til resten af befolkningen. Positiv psykologi - i alle dens afskygninger - er med andre ord lige så lidt upolitisk, værdineutral eller objektiv, som alle andre forestillinger om 'det gode liv' er det.

I første omgang sætter dette 'tvangspositivismen' - sådan som vi kender den fra f.eks. arbejdspladsen - i et uheldigt lys, da den fremstår som et forsøg på at ophøje det personlige ansvar til et videnskabeligt dogme. Resultatvis ser vi, at positiv psykologi ofte ender med at blive en forkromet variant over: 'tag dig sammen og smil!', hvilket ender med at afvikle medlidenhed og udbrede skjult kynisme.

Igen er dette udtryk for at samfundets 'ulve' ovenfra-og-ned fortæller fåreflokken, at også de bør blive ulve og derfor bør leve deres liv som dem. Det vil sige, at de skal prøve at få det bedste ud af deres liv og konfrontere lidelsen, i stedet for at dyrke hinanden og køre sur i svaghed.

Alle os i fåreflokken (herunder vore livstilseksperter) får desværre dette galt i halsen som at 'du skal være glad!'. Dette tyder mest af alt på, at vi ikke har os selv med i det, ligesom at det er et tegn på, at vi er bange for at åbne øjnene op for verden, idet vi har gjort op med den påtvungne medmenneskelighed, som kristendommen (og senere socialismen) forsøgte at fasttømre.

Efterfølgende er vi i dag blevet afsløret i et massivt psykologisk underskud, som vi forsøger at hive os selv op af ved bl.a. at dyrke økonomisk vækst og tvinge så meget forbrug ned i halsen som muligt. Som led i dette har vi ligeledes effektivt indskrænket vores horisont til næsetippen, hvilket har gjort os blinde overfor stort set alt andet end os selv.

Den sørgelige sandhed er således, at vi gennem vores ensidige dyrkelse af ja-hatten i første omgang slet ikke fremstår som de stærke individer, vi så gerne vil (eller skal) være. Vi udstiller derimod os selv som en slags kluntede og mentalt bedøvede nybegynder-individualister, der skaber glansbilleder af os selv og tilmed hverken ser eller forstår nødlidte medmennesker: medmindre, at deres lidelser er skåret ud i pap for os gennem en tilsnigelse af psykiatriske symptomer.

Og det stopper ikke dér...

Et beslægtet kritikpunkt af den positive psykologi er, at den presser os ud i en ny måde at være menneske på, som vi ikke har os selv med i. Sæt nu, hvis man i takt med, at man på egen hånd begynder at tilkæmpe sig 'det gode liv', fremfor at være passiv, ender med at blive et desillusioneret, selvoptaget røvhul, der ikke orker andre end sig selv?

Dermed sagt, at ja-hatten nemt går hen og bliver et overilet projekt, der f.eks. kan kaste os ud i at blive fremmedgjorte og frustrerede narcissister. I værste fald fremstår positiv psykologi derved som et uærligt og overivrigt politisk projekt forklædt som videnskab eller 'objektiv' teknologi (såsom Facebooks like-knap), der får os til at opføre os på en overdrevet måde, som vi måske slet ikke bryder os om.

Dertil hører endnu et kritikpunkt: nemlig at den positive psykologi, trods dens mange gode følgevirkninger, kan ende som et selvbedrag, der til dels baner vejen for en ny undersåt-psykologi. Heri opdyrker vi et opstyltet afkog af succesrige menneskers nok-så-fantastiske liv, blot ved at hylde vores egen middelmådighed som 'fantastisk' – hvorved vi desværre afliver alt det, som reelt er fantastisk.

Værre endnu har det vist sig, at magthavere gennem tvangspositivismen indirekte er begyndt at lukke munden på kritiske røster, såvel som vordende magthavere. På den måde fejes kritik af banen og vendes indad, hvorved der fremtvinges en ny nikkedukke-mentalitet over hele linjen.

Når dette lægges sammen med konstante evalueringer og udviklingssamtaler 'oppefra' i hierarkiet tegner der sig desværre et billede af nutidens ledere, som fremelsker et præstations-sindelag i befolkningen ved at manipulere dem i retning af uendelig forøget præstation. Netop ja-hattens evne til at bedøve os mentalt bliver i det henseende problematisk, da den først får os til at stoppe, når vi ryger ned med et brag.

På den måde kan ja-hatten siges at være decideret farlig, når den ender ud som en skjult magtteknik for 'de rigtige' herremænd (dvs. dem, der ikke bare bilder sig selv ind, at de er det) til at opdrætte ukritiske og sågar fantasiforladte ansatte, der lever præstationsorienterede, omend fortravlede og utilfredsstillende liv, hvor jobbet udkonkurrerer alt andet.

Et åbent spørgsmål

Måske netop at brokkerøvsmentaliteten - hvor hamrende ucharmerende, nedslående og selvforstærkende den end var - faktisk skabte balance i disse forhold? Den fik da os i det mindste til at lytte til os selv? Og den arbejdede trods alt for at mindske utilfredshed, grotesk ulighed, udnyttelse og sågar samfundsskadelig virksomhed (på bekostning af vækst og kreativitet?).

Spørgsmålet bliver i så fald, om det er dét værd, at vi begynder at brokke os: gider vi virkelig til det igen? Eller er vi nået et punkt, hvor det handler om at gå med oprejst pande ind i kampen om 'det gode liv' og så bare håbe på, at andre har overskud nok til at give en håndsrækning, hvis det ikke lige går så godt? Eller måske noget helt tredje?

Jeg ved det ikke. Ét ved jeg dog, og det er, at der ikke findes en videnskabelig eller 'objektiv' måde at afgøre det for os: i så fald er det blot et tegn på, at nogle forsøger at overbevise os om, hvad vi alle bør gøre.

Af samme grund foretrækker jeg blot at fremsige mit eget personlige håb om, at vi med tiden i det mindste åbner op for andre og mere alsidige måder at være positiv på, end dem vi så ensidigt dyrker i dag: vi mennesker kan så meget mere, end blot at tjene penge og bruge dem.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.