Da jeg var i gang med at skrive min nye bog ‘Selfies, why we love (and hate) them’ gik jeg rundt i gangene på Katrinebjerg ved Aarhus Universitet og bad folk om at deltage i en ord-associationsleg.
Jeg lagde ud med: ‘Hvid’ samt endnu et oplagt ord: ‘Brød’.
Så et let ord til at varme op med: ‘Kat’, og derefter bevægede jeg mig hen mod det, jeg gerne ville vide: ‘Internet’ for at runde af med: ‘Selfie’.
Jeg ville ønske, jeg kunne bede dig om at gætte, hvad folk associerede med selfie. Jeg blev i hvert fald meget overrasket.
Ikke ét eneste ‘narcissist’, ‘grim’ eller ‘duckface’ (når man poserer og laver en trutmund, der ligner et andenæb, red.).
Interessant nok, svarede adskillige: ‘Selfiestang’.
Jeg fik desuden: ‘Sjov’, ‘flot’, et par ‘smartphones’ og en hel del ‘foto’.
Kommer det bag på dig?
Det kom i hvert fald bag på mig, for selfies er lidt af en gåde.
\ ‘Selfies: Why We Love (and Hate) Them’
Katrin Tiidenbergs bog præsenterer en analyse af selfiekulturen.
Den illustrerer, hvordan selfie-praksis og selfie-relaterede normer har ændret sig samt muligvis vil ændre sig i fremtiden.
Læs mere om bogen her.
Selfies genererer opmærksomhed
Vi uploader 350 millioner fotos på Facebook, deler 95 millioner fotos på Instagram og tre milliarder snaps på Snapchat hver eneste dag.
Der er ikke altid tale om selfies, men selfies bliver alligevel set som både en velsignelse og en forbandelse for den internetformidlede praksis.
Selfies genererer mere opmærksomhed end en masse andet indhold på de sociale medier.
Studier, der måler engagement, har afsløret, at:
- Indlæg, som indeholder billeder, generer mere opmærksomhed (likes, kommentarer) end indlæg, der udelukkende består af tekst eller links.
- Selfies genererer mere opmærksomhed end andre indlæg med billeder.
Mennesker er visuelle dyr
Jeg er sociolog og forsker i de sociale medier. Jeg skrev bogen, fordi jeg interesserer mig for fænomenet.
Selfiernes popularitet giver mening. Vi mennesker har en lang historie af at blive tiltrukket af billeder, af visuel kommunikation og af at blive fortryllet af (vores egne) ansigter.
Piktogrammer og ideogrammer gik forud for skriftlig kommunikation; vi har ridset tegn og symboler i alle mulige overflader siden tidernes morgen.
Alligevel bliver selfies uafladeligt beskyldt for ikke at være opmærksomheden værd.
Kritiske og direkte fordømmende nyhedsartikler, blogindlæg og tirader på de sociale medier dukker hele tiden op i vores news feeds.
\ Læs mere
Vi bedømmer vores selfies på tre måder
Der er tre hyppigt forekommende temaer i vores fordømmelse af selfierne:
- De er narcissistiske
- De er uautentiske
- De er dårlig kvalitet
Alle de fordømmende narrativer (fortællinger, red.) gør brug af en bekymret retorik, som sociologerne har navngivet ‘moralsk panik‘.
Moralsk panik er grundlæggende, populære forklaringer, der opstår i en opbrydningstid; en tid med forandringer og usikkerhed, når priviligerede grupper begynder at fornemme, at deres privilegier er truede.
Det kan være økonomiske privilegier, men det drejer sig ofte om symbolske eller moralske privilegier; retten til at definere, hvad er rigtigt, og hvad der er forkert.
I selfiernes tilfælde, drejer det sig om retten til at blive set.
Selfier ryster hierarkiet
Hvem har ret til at bestemme, at de vil ses, samt fastlægge betingelser og vilkår for denne synlighed? Og hvem har ikke?
Historisk set har kvinder, børn, teenagere, LGBTQ-personer (et akronym af Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender Queer; dansk lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) samt alle, der hverken er unge, hvide, slanke, sunde og raske, været usynlige eller kun synlige ifølge meget snævre regler som sexuel objektivering eller grotesk komedie.
Men nu er de pludselig i besiddelse af kameraer, og de vender mod sig selv.
Det ryster hierakiet for, hvad en kultur finder ‘er et fotografi værdigt’ i sin grundvold.
Det udfordrer skønhedsindustriens kontrol over hvad, der er værd at se på (og dermed også muligheden for at få os til at skille os af med vores penge).
Moralsk panik giver næring til selfie-shaming
Moralsk panik virker med de moraliserende, nostalgiske narrativer, vi fortæller os selv, for at definere en særlig praksis eller personer, som udgår en trussel mod samfundsværdierne eller samfundsinteresserne.
Det får os til at skamme os over os selv – ikke blot vores handlinger – fordi vi inkorporerer den udefrakommende bedømmelse. Vi internaliserer den.
Sociologisk set er selfie-shaming en kulturel diskurs, der har til hensigt at styre mennesker; især kvinder og minoriteter, og tvinge dem til at indordne sig de eksisterende ‘synligheds-normer’.
Det gøres gennem shaming, indtil også de internaliserer normerne, der foreskriver, at selfierne er narcissistiske, forfængelige og falske.
Det er ikke det samme som at sige, at alle selfies er uselviske, kunstneriske eller vidunderlige, men det er vigtigt at understrege, at selfies hverken er udelukkende noget positivt eller negativt.
Det er blot endnu en måde, vi kan udtrykke os på.
Selfies som objekter
Når vi taler om selfies, taler vi mest om selfies som objekter.
Både på skrift og daglig tale refererer vi til ‘klamme selfies’, ‘smukke selfies’ eller ‘farlige selfies’, hvilket indikerer, at de har egenskaber med særlige værdier.
De fleste overskrifter har stærke meninger: For nylig blev det hævdet, at: »Kendisser hader selfies.«
En smule overdramatisk, hvis du spørger mig.
Hader de ALLE selfier? Selv den rigtig nuttede, jeg tog af min barns første skoledag? Hvorfor egentlig?
Selfies er endda udformet som et medicinsk objekt, der kan identificere fysiske helbredsindikatorer og diagnosticere psykisk sygdom.
En app hævder at kunne måle vores bilirubin-niveau udfra det hvide i øjnene, hvilket angiveligt gør det muligt at udtale sig om leverens tilstand.
Objektiveret på denne måde har selfien flere betydninger, der alle samles i én enhed.
Selvom vi alle tror, at vi mener det samme, når vi siger ‘selfies er’ eller ‘selfie-kulturen’ eller ‘selfie-galskab’, gør vi det nok ikke.
Det er fordi, den mening, vi lægger i ordet ‘selfie’, udspringer af det, vi gør med sefierne; ikke hvad selfierne er i sig selv.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Endnu en måde at udtrykke sig på
I mit arbejde bruger jeg udtrykket ‘selfie-praksis’ om måden, vi ‘tager’ selfies.
Praksis er en forenklet udtryk, der dækker de utallige ting, som vi gør, siger, tænker og føler, for at skabe, dele, tildele betydning til, forstå og interagere omkring selfies.
Selfie-praksis er blandt andet posering, redigering, poste, gemme, sende, slette, hashtagge, kommentere, skrive billedtekster, like og gen-poste billeder.
For internet- og socialmediasforskere er selfies en netværkskommunikationspraksis, udført af forskellige grupper på forskellige platforme.
Det betyder, at selfie-sharing ligner en masse andre ting, vi gør på de sociale medier: Oprettelse af en profil på Facebook, oprette en Tinder-konto, spille Pokémon Go.
Det handler om at opleve og udtrykke sig; om at opbygge og opretholde relationer.
Hvorfor skrev jeg en bog om selfies?
Eksisterende forskning, blandt andet min egen, definerer ikke blot selfies som billeder, vi tager af os i udstrakt arm eller foran et spejl, men som udtryksfulde handlinger, fotografiske objekter, kulturelle praksis, gestus, kommunikationsmåder, selvforståelsesredskaber, værktøj der lader os opleve vores krop eller optræde med særlige versioner af os selv, for at få synlighed, og meget mere.
Dét, selfierne betyder, og det, de gør os i stand til, afhænger af konteksten omkring dem; hvis selfie det er, hvad der er på dem, og hvor de bliver delt.
Jeg har fundet, at personer, der tager selfies, og personer, der ikke tager selfies, har en tendens til at forstå dem meget forskelligt.
Det giver mening, at de sociale funktioner, som en selfie eller en strøm af selfier skaber, åbner sig i takt med personlig erfaring. Men vi er mennesker, og mennesker er kloge.
Vi er i stand til at lære af andres erfaringer. Derfor skrev jeg denne bog.
Jeg håber, bogen vil hjælpe læserne til at påskønne, at selfies kan betyde forskellige ting for forskellige mennesker.
Måske er du ikke selv en fan af selfies, men de kan levere betydningsfulde, endda enestående oplevelser for et andet menneske.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
